Electro black

Det er ikke hver dag, vi modtager elektronisk musik til anmeldelse i vores hjørne af internettet. Men ikke desto mindre er det nu tilfældet for Gost; et soloprojekt af amerikanske James Lollard, som med den nyeste udgivelse Prophecy udgiver sit ottende album til dato. Indrømmet, dette er mit første bekendtskab med Gost, men da projektet beskrives som en blanding mellem synthwave, beskidt black metal og ”Ministrys snerren”, er det svært ikke at være lige dele nysgerrig og forvirret. Da min kollega anmeldte deres forrige udgivelse fra 2021, Rites Of Love And Reverence, var det uden den store fanfare grundet en manglende rød tråd og slagkraft. Prophecy skulle dog være lige dele bagudskuende til lyden fra Gosts første udgivelser, men albummet skulle også forsøge at skubbe til grænser med sin tiltagende inspiration fra black metal. En ting er dog at forsøge, noget andet er at lykkes.

Syntetisk suppe

Kort fortalt lykkes Gost på Prophecy med at skubbe til grænserne, da black-inspirationen er mere fremstående end tidligere. Men det er ikke en ubetinget succes. Albummet er en usammenhængende blanding af Fantômas, Ministry, Power Glove, Depeche Mode og Antichrist Siege Machine. Hvis det ikke giver mening for dig, er det fuldt forståeligt, for Prophecy skal høres for at forstås – selvom eksisterende fans af Gost formodentlig vil have en mere tydelig idé om det univers, Lollard bevæger sig i. Skiftene mellem skrigende vanvid, industrielt snavs og gotiske synthwave passager kan forekomme en kende skizofrent, hvilket i musikalske sammenhænge kan have sin charme, men som ikke rigtig lykkes på Prophecy. Og ligesom på forrige album er der hele vejen igennem pladen en manglende rød tråd. Selv når sangene deles op i enkeltstående vakuummer, står de for ofte som dele, der er sat sammen uden forståelse for engagerende sangskrivning eller som noget, der passer ind i det sataniske tema. Den dæmoniske synth lykkes kun delvist med at skabe stemning, og for tit sidder man og tænker, om dette stykke nu virkelig passede ind i helheden.

Gost fungerer bedst, når der laves fængende og slagkraftig synth som på ”Obituary” og ”Shelter”, eller når tilgangen til synthwave er mere afslappet som på ”Deceiver” og ”Temple of Tears”. I den modsatte ende fungerer det dårligst, når black metal-inspirationen virker for påtaget. Mens det delvist lykkes på ”Decadent Decay” og titelnummeret, hvor sangenes ekstreme og kaotiske dele opvejes af stemningsfulde og tunge synth-riffs, så hopper Gost af hængslerne på ”Digital Death” og taber sutten på ”Through the Water”. Her falder et elendigt forsøg på et industrial guitar-riff uden guitar så tungt til jorden, at det stadigvæk runger.

Med det sagt synes jeg Gost - trods manglende identitet, rød tråd og en kun sporadisk evne til at sammensætte et engagerende nummer - stadigvæk har stærke nok enkeltstående stykker og riffs, til at gøre min tid med Prophecy mere positiv end ovenstående måske lader til at give indtryk af. 

Sort neon

På Prophecy befinder Gost sig i verdens mørkeste gråzone, og jeg er ikke sikker på, at jeg evner at kvantificere kvaliteten af et album som dette. Det er på sin måde unikt, men det lykkes aldrig helt med de ting, det forsøger. Vi sidder derfor med et album, som trods sin succes med at udfordre lytteren ved at skubbe til de musikalske grænser, forekommer identitetsløst. Prophecy vil kort sagt for meget uden at lyde som noget, der ved, hvad det vil, og det bliver derfor kaotisk i sin levering. Isoleret set synes jeg, dele af albummet er interessante. De klassiske synth wave-skæringer var letfordøjelige, mens det ekstreme tog mig på en sonisk rejse, jeg ikke mindes at have hørt tidligere. Bevares, jeg nød ikke musikken, men jeg nød at blive udfordret. Nyhedsfaktoren var i den del også en stor del af min oplevelse, men selv da den havde forlagt sig, fandt jeg dele at holde af. Den manglende røde tråd i forhold til andet end det sataniske tema og manglen på overordnet gennemført eksekvering trækker dog gevaldigt ned. Karakteren er derfor en blanding af min egen subjektive nydelse, men også en værdsættelse af kunstnere, som prøver noget nyt af.