Man kan blande med andet end thrash og black

Ifølge Metal-Archives har der gennem tiden været cirka 300 danske bands, der på den ene eller anden måde har haft noget med dødsmetal at gøre. Nu tænker du måske, det er mange, men til sammenligning runder Sverige nemt de 1000. Men nu Danmark alligevel har haft, og stadig har, et ganske glimrende udvalg i dødsmetal, så kunne man jo nemt forestille sig, at en del af disse bands også har flirtet med andre genrer, eksempelvis den psykotiske bastard grindcore. Her er svaret blankt nej. Sølle 7 bands er det blevet til, og seneste skud på denne lille stamme er sjællandske Genocide Doctrine og deres selvbetitlede debut ep.

Mageløst mørkt og misantropisk

Men Genocide Doctrine nøjes ikke bare med at flirte med grindcoren, de tager skridtet fuldt ud, og indgår i det ligeværdige makkerskab, der kaldes deathgrind. Dødsmetal og grindcore i en uskøn blanding af fart, kaos og rigelige mængder selvdestruktion.

Og netop kaos og destruktion er, hvad der præger Genocide Doctrine. Fra åbneren ”Planetary Decimation” og til den afsluttende ”Propagation: Denied” bliver man som lytter slæbt igennem og gennemtævet af 11 minutters vidunderligt kondenseret had og foragt. Men barberbladskrammere og boldtræskys er mere eller mindre hverdagskost for en deathgrind-plade. Det, der gør, at Genocide Doctrine ustoppelige hærgen stikker en anelse ud, er, at bandets udgangspunkt er mere grindcorsk end dødsmetallisk. Dette er ikke bare vred dødsmetal, der har fået et los i røven, og er blevet lidt mere vredt, næ nej, vanviddet og misantropien er denne gang kommet ind med modermælken.

”Planetary Decimation”, og især ”Violence Surpreme”, skriger langt væk af den simplistiske afsky fra Rotten Sound og Gadget. Men med et dundrende dødsmetalriff under armen og en bas, der knurrer som en Tiger-tank i tomgang, udvikler numrene sig til selvdestruktive stjernepsykopater, der kun har død, ødelæggelse og altudslettende krig i hovedet. Men nu er der jo mere end grind i deathgrind. Så udover, at dødsmetallen sætter en stor fed streg under Genocide Doctrines nihilistiske lydbillede, så giver dødsmetallen også noget groove og stabilitet, når det voldsomme kaos en sjælden gang imellem tager en pause. Specielt ”Propagation: Denied” har et uendelig lækkert groove, der, udover at stinke langt væk af Cannibal Corpse, også giver ep’ens lyd en dimension mere end altødelæggende kaos.

Gaven til dem der har alt

Det er svært ikke at blive begejstret, når et dansk band på kun 11 minutter sætter en hel genre til vægs og viser veteranerne, hvor skabet skal stå. Genocide Doctrine er kulsort misantropi, serveret i en indpakning af foragt for menneskeheden, bundet med en sløjfe af altomsluttende nihilisme. Med fare for at tage munden for fuld, så er der en hel del ligheder mellem tidlig Anaal Nathrakh og Genocide Doctrine, om end bare med dødsmetallisk fortegn.