Det er ikke ret lang tid siden, jeg anmeldte et andet italiensk band, At The Sundawn, der havde en interessant blanding af lidt løse, Neurosis-agtige elementer, til tider Tool-lignende riffs og lidt trippy elementer. Deres landsmænd Demetra Sine Die har på deres debutalbum en lignende blanding, men her er vægten lagt på det Tool-inspirerede. Lyt bare til titelnummeret "Council from Kaos", hvis åbningsriff kunne være direkte fra "Ænema"-albummet. Demetra Sine Die har imidlertid også nogle interessante, stemningsfulde, jazzede elementer, især i den ofte svævende, ikke-forvrængede guitar, der forekommer f.eks. på nummeret "Ethik". På et nummer som "Art of Rebellion" er der tillige en nærmest punk-lignende energi.
Der er to svage punkter ved Demetra Sine Die: Det ene er guitarist Marco Paddeus sang, der bliver lidt for ensformig at høre på med sine klagende, lidt ugidelige fraseringer, der sandsynligvis er inspirerede af Tools Maynard James Keenan, men bare på ingen måde lige så varierede eller karakterfulde. Det andet og svageste punkt er, at bandet har store problemer med at spille tight. Numre som "Dilemma" og "Magma", der egentlig har mange fede, progressive ideer, især i rytmestrukturerne, lyder som om, de er på nippet til at falde fra hinanden her og der. Om det er meningen, at det skal lyde som en amatøragtig demo, ved jeg ikke, men jeg tvivler. At bandet er blevet produceret af Tommy Talamanca fra Sadist, skal ikke ligge denne dygtige musiker til last. Til gengæld skulle trommeslager Marcello Fattore måske sætte sig ned og øve med et clicktrack i ørebøfferne på en mere jævnlig basis.
Det er en skam, at et band, der ellers har en hel del gode ideer, skal blive trukket så meget ned af dårligt håndværk, når dette kan afhjælpes gennem øvning. Det er omvendt de gode ideer, der ind imellem skinner igennem, der er med til, at "Council from Kaos" ikke er et decideret dårligt album, blot under middel i kvalitet. De ensformige harmonier inden for de enkelte numre føles for en gangs skyld som en del af den dystre stil og er faktisk ikke det, der irriterer mig mest.
