Klar til at blive blæst bagover?
Lad det være sagt med det samme: Debutalbummet Seeker fra det engelske progressive/technical death metal-outfit Beyond Grace har blæst denne anmelder fuldstændig bagover. De lyder på ingen måde som en flok debutanter, og dykker man lidt ned i deres historie, viser det sig da også, at det faktisk er en flok rimeligt rutinerede musikere, der står bag dette brag af et album. Beyond Grace udgav en EP i 2014, og ud over dette har guitarist Tim Yearsley, bassist Andrew Workman, trommeslager Ed Gorrod og ’sanger’ Andy Walmsley spillet sammen i forskellige konstellationer siden 2005. Det kan i den grad høres. De fire musikere er både utroligt velspillende på et teknisk meget højt niveau, og samtidig spiller de ekstremt tight sammen.
Seekers opererer primært i krydsfeltet mellem progressive/technical death metal, melo-death og djent, men der er såmænd også decideret jazzede momenter, bl.a. i form af et par bassoloer, der swinger fint. Det er, som om Beyond Grace gerne vil vise os, hvor meget de kan, og det lykkes faktisk til fulde med et album, der hænger virkeligt godt sammen.
En sindssyg pianist
Første sang, titelnummeret ”Seekers”, begynder med en forvirret, skør klaverintro, som snart går over i en smuk guitarmelodilinje, der, ligesom meget andet på dette album, nemt kunne være født i det legendariske Studio Fredman i Göteborg (In Flames, Dark Tranquility, Opeth og mange andre har indspillet der). Guitaren bliver dog hurtigt afbrudt af forsanger Andy Walmsleys brøl fra de helt nedre regioner af helvede: ”SO IT BEGINS”! Og det skal jeg da lige love for, det gør.
Herefter følger en lind strøm af fede riffs, smukke melodier (tjek fx singlen "Oracle" eller ”Omega Point”), proggy og jazzede momenter (fx på ”Apoptosis”), næsten rendyrket djent eller mathcore på ”Black Math Ritual” – Beyond Grace mestrer det hele til nærmest perfektion. Generelt formår bandet at spille med matematisk præcision som Meshuggah, men samtidig har de et rigtigt godt ’groove’ og en melodisk tæft som fx Soilwork og Opeth, så det bliver aldrig mekanisk eller koldt.
Der er faktisk kun ét problem med dette album: vokalen – og det er der flere grunde til. Andy Walmsley skriger og growler ubønhørligt hele vejen igennem, og selvom han faktisk gør det på imponerende vis, bliver det bare en tand for meget i længden. For det første har mange af numrene på Seekers en ret traditionel sangstruktur med vers, omkvæd, vers, omkvæd, solo osv. samt et temmelig iørefaldende omkvæd, og det nærmest skriger(!) på en clean vokal – i det mindste bare som et afbræk i alt skrigeriet. Samtidig clasher vokalen ret meget med teksterne på Seekers, der bl.a. handler om menneskehedens fremtid, om individualisme, om modsætningerne mellem tro og videnskab og andre store emner. Death growls og black metal-skrig passer egentlig ikke ret godt til disse temaer; det bliver næsten komisk af og til, og det er rigtigt ærgerligt.
Kandidat til årets debut
Musikken på Seekers byder på store kontraster og masser af dynamik. Hvorfor så ikke også tilføre vokalen mere dynamik i form af cleans? Björn ”Speed” Strid fra førnævnte Soilwork ville passe perfekt på mange af sangene på Seekers, og generelt ville en vokal som Strids kunne løfte dette band om muligt endnu højere.
Seekers er dog stadig en oplagt kandidat til årets debutalbum. Er man til bare en lille smule af alle de forskellige afskygninger af extreme metal, der findes i dag, må man simpelthen tjekke dette album ud. Det er nærmest kriminelt, at Beyond Grace er ’unsigned’ – nogen må gøre noget!
