Zeal & Ardor kom forbi Danmark igen, denne gang til en totalt udsolgt koncert i Pumpehuset. Som support medbragte de den spøjse og højlydte, instrumental duo, NYOS fra Finland.
NYOS
Jeg havde aldrig hørt om NYOS før i aften, og at dømme ud fra, hvad jeg kunne høre de andre publikummer mumle, så var jeg ikke alene i min uvidenhed.
Projektet (ordet ”band” virker ikke helt passende) NYOS er en eklektisk og instrumental omgang avantgarde døds-punk-jazz. Et modigt og unikt valg som support, men hvis ikke absurd gakkelakjazz passer til Zeal & Ardor, ja hvad gør så?
De to finske herrer beviste, at så længe man har 749 forskellige pedaler og mystiske effekter, så behøver man slet ikke et band.
Med mystiske loops, repetitive rytmer, eksplosiv lyd og alfeagtige dansetrin boltrede NYOS sig igennem deres 45 minutter på scenen.
Der er ingen tvivl om, at de to finske gutter er virkeligt dygtige musikanter og dygtige lydmestre, og især trommeslageren viste, at han kunne give Neil Peart kam til sit hår.
Men trods evner var musikken altså for eklektisk og bizar til, at publikum virkeligt åbnede sig op for dem, og langt de fleste stod bare og gloede forvirret, mens de spyttede i deres fadøl.
NYOS er ikke et dårligt band, slet ikke, men hvis jeg aldrig oplever dem igen, så gør det heller ikke noget.
Zeal & Ardor
Lige siden at Zeal & Ardor tilbage i sommer annoncerede, at de ville komme tilbage til Danmark, har jeg været oppe at køre. Med deres første album, Devil is Fine, prikkede bandet til min nysgerrighed, men med Stranger Fruit fik de min opmærksomhed. Jeg har skamlyttet til det album, lige siden det udkom, og det er helt klart på min egen ”Top 5” over årets album.
Da de spillede deres første danske koncert på årets Copenhell, kom de for alvor på alles læber, og både DR og Politiken var hurtige til at hive fat i bandets mastermind, Manuel Gagneux, for at udspørge ham om alt fra opvækst til livret.
Zeal & Ardor har nærmest siden deres undfangelse været på en konstant succesbølge: Kreator spiller iført deres trøjer, Pearl Jam spiller deres musik, før de går på scenen, og de skal på tour med Deafheaven.
Det lægger uden tvivl et pres på bandet, men hvis man skal tro på, hvad man ellers læser af anmeldelser af deres koncerter, så er det samme historie om, at de kun bliver bedre og bedre, så forventningerne til aftenens koncert var tårnhøje! På slaget ti gik bandet på scenen klædt i deres kutte-cardigans til lyden af ”Sacrilegium I”, og kort tid efter eksploderede scenen i lys, og første nummer ”In Ashes” rev Pumpehuset midtover fra første sekund.
I løbet af de næste 75 minutter beviste Zeal & Ardor, at de fortjener al den hype og opmærksomhed, som de har fået; der er ikke bare tale om kejserens nye kutte.
De serverer alle deres store hits med en uhyre præcision, og Manuel spytter, hvæser, skriger, skråler og synger med en sådan ildhu, at man, til tider, er sikker på, at han vitterligt er besat af de højere (lavere?) magter. Numre som ”Come On Down”, ”Row Row”, ”Devil is Fine” og ”Blood in The River”, som i forvejen er eminente, bliver magiske, når de serveres med en sådan perfektion og galde.
Der er noget helt smukt over 500 mennesker, der, i kor, skråler ”A good god is a dead one!”.
Det er et band af få ord: Det bliver ikke til mere end en hilsen og en kort afsked, men når musikken er så magtfuld og effektfuld, så er der ingen grund til at besudle oplevelsen med dødelige ord.
Jeg gentager: Zeal & Ardor fortjener al den hype og opmærksomhed, som de får.
Det er et mesterligt band, og alle bør gå ind at se dem, også selvom at man ikke er til black metal eller soul; Zeal & Ardor er ikke ”bare” et band, det er en oplevelse!
