Bloody Dice

Et glimrende eksempel herpå fandt vi hos aftenens andenviolin, Bloody Dice, der udsendte debuten af samme navn tilbage i foråret. Her mødte vi en udtalt kærlighedserklæring til ’back to the roots-udtrykket’ med kombinationen af stilarterne alternativ rock, grunge og post-punk – alt sammen pakket ind i knastørre bluesinspirerede riffs og moderat iørefaldende melodier. Vores udsendte fra den lettere kontroversielle koncert på Viften sidste år havde derudover seneste møde med københavnerkvartetten i relativt skarp erindring forud for torsdagens rendezvous. Med tanke på fadæsen i fjor lå det mig denne gang om muligt endnu mere på sinde at møde velforberedt op. Jeg havde derfor tyvstjålet formatet fra ’tv-køkkenet’ og snydt lidt på forhånd ved at rekvirere den til lejligheden planlagte sætliste. Med gruppens beskedne diskografi in mente, var de ubekendte faktorer dog begrænset til rækkefølgen af de udvalgte numre på Bloody Dice. Mest iøjnefaldende må siges at være den insisterende fastholdelse af helaftensforestillingen, ”Hangover”, der ved gennemlytningen af albummet satte helt nye standarder for … lad os i diplomatiets navn kalde det ’eftertænksomhed’!

Klokken 20-nul-dut gik lyset, simultanafløst af Stuart O’Neills tonstunge basanslag, der buldrede skånselsløst ud i salen. Der var i hele taget ikke en finger at sætte på lyden, hvorfor alle instrumentalnuancer af det selvbetitlede åbningsnummer, ”Bloody Dice”, kunne nydes i fulde drag. Som min kamerabærende kollega gjorde opmærksom på, så skulle æren formentlig tilskrives lydboksen, hvor selveste Flemming Rasmussen havde taget plads bag knapperne (I ved, ham der i tidernes morgen lavede lidt larm sammen med en vis firebande fra San Francisco). Ved nærmere eftertanke gav det glimrende mening, da selvsamme Rasmussen også står opført som indspilningsarkitekten bag Bloody Dice. Hernæst fadede gutterne over i ”Vigilante”, en manøvre, der tydeligt afslørede to af sætafviklingens enkeltstående største udfordringer. Først og fremmest var dagens fremmøde begrænset til lige omtrent 500 sjæle, hvilket efterlod mere end glimrende gulvafstand til ’nabomatriklen’. For at føje spot til skade, så led navnlig de indledende skæringer under mestendels monotone kompositioner, der over en bred kam bar præg af ’fredag efter fyraften sammen med gutterne rundt om billardbordet på den lokale beverding’.

De forholdsvis stationære positurer fra den strengevridende duo satte samtidig den sidste anke i relief. For hvordan udpiner man tempoet af det i forvejen mest kedsommelige opus på skiven? Nemt … man holder simpelthen en lang tirade om at være selektiv med, hvilke sange man vælger til et liveshow, hvorefter man belemrer sit publikum med en otte minutter lang ”Hangover”. Største aktiv må omvendt siges at være forsanger Dagfinn Joensen og dennes forbilledlige forsøg på at fyre op under den henkogte gryde. Bevares, der blev da piftet, hujet og klappet, som det sig hør og bør mellem numrene, men det var først under maskefaldet ”Machine”, der skød et væsentlig højere gennemsnitstempo, at salen for alvor gjorde opmærksom på sin tilstedeværelse. Den ydmyge takketale til Ronnie Atkins for invitationen, at spille foran ’så mange mennesker’ samt den obligatoriske præsentationsrunde af bandmedlemmerne efterlod da også denne skribent med fornemmelsen af, at det fraværende tempo endte som en forsømt mulighed for at influere helhedsindtrykket i yderligere positiv retning. Alas, the road not chosen … De kom, de så, de spillede … og vi andre smuttede i baren for at fouragere inden aftenens hovednavn … close, but not quite dice!

Sætliste:

1. Bloody Dice
2. Vigilante
3. Live For Today
4. Slave
5. Hangover
6. Road To ruin
7. Evil Desire
8. Machine

6/10

Ronnie Atkins

Forinden visitten på Øresundsvej havde aftenens hovednavn allerede kickstartet den kommende verdensturné med weekendopholdet på ’Hotel Tre Kronor’. Fredag den 3. november kunne The Tivoli i Helsingborg lægge lokaler til blandt andet livedebuten af numre som ” If You Can Dream It …”, ”Paper Tiger” og ”Godless”, inden turen dagen derpå gik videre til Linköping for at optræde i den udsolgte Hell Yeah Rock Club. Nyheden om Pretty Maids’ forestående festivaloptrædener på både Copenhell og Jailbreak havde desuden fyldt en del i medielandskabet i ugerne op til rockikonets solokoncerter, og derfor lå der også en synlig udfordring i at sondre mellem dækningen af de respektive begivenheder. Opgaven blev bestemt ikke mindre speget, da sætlisten fra turnéens premiereshow blev offentliggjort og afslørede ikke mindre end otte Pretty Maids-bangere, herunder udødelige numre som ”Rodeo”, ”Future World”, ”Back to Back” og ikke mindst ”Little Drops of Heaven”, der i sagens natur har fået en noget dybere mening de seneste år. Atkins er dog kendt som en lunefuld størrelse, så det var derfor langt fra givet, at programmet denne torsdag ville blive identisk med dét fra Helsingborg. SPOILER ALERT – det blev det så alligevel … næsten! Efter moden overvejelse om at afstå fra at melde mig ind i det unavngivne ’bubblegum punk/punk rock’-projekt, der ellers fristede med sin tilværelse gennem en lyserød løbeseddel under forrettelse af nødtørften, var tiden inde til at byde varmt velkommen hjem til Danmarks ’hardrock-darling’ nummer ét.

Efter tonerne til Eric Idles satiriske ”Always Look On The Bright Side of Life” fra Monty Python-filmen Life of Brian satte Allan Sørensen sig til rette bag gryderne, inden længe flankeret af det øvrige ensemble. Altså bortset fra den ikoniske frontmand, der ’fashionably late’ slentrede ind, lige i tide til de første vokalfraser på ”Rising Tide”. Som under opvarmningen kunne der ikke udsættes noget på de auditive outputs, om end den gode Rasmussen for længst var afmønstret. Bekymringen lå i højere grad hos Atkins, der til trods for en pletfri performance sled med volumen. Sygdommen har i den grad sat sine spor hos Pretty Maids-stifteren, og han så gennem hele aftenen tydelig forpint og anstrengt ud, når stemmebåndet blev presset ud i yderpositionerne. Hvorom alting var … ’Lille fredag, øl i hanerne, og vi er friske’, kunne Atkins konstatere, inden gashåndtaget blev drejet i bund med Highway to ... Nårh nej, “ If You Can Dream It (You Can Do It)“, jævnfør eksempel på førnævnte klichéer. Og så var der ellers dømt ’fællessang på plænen’ med det meget sing-along-venlige omkvæd: ‘If you can dream it you can do it / You’ll go all the way / You’ll discover a side of yourself you don’t know / If you believe it you’ll go through it / Have a little faith / And you know don’t ever let go, never let go’. Man kan kun håbe, Tivolis bookere kigger med, for her var om noget indbegrebet af ‘Fredagsrock’, som det burde lyde. Under det taktfaste ’Ronnie, Ronnie…! ’ blev vi bekendtgjort med, at aftenens hovedperson jo også havde været en del af et andet band gennem en del år, der hedder Nordic Union (’ej, det bare gas, tø-hø’), inden hvorefter ”Rodeo” meget passende blevet leveret ækvivalent professionelt med det faktum, at der ikke just var tale om hans første af slagsen.

Aftenens epicenter var som bekendt spritnye Trinity, hvorpå vi finder fantastisk fængende numre som firserflirtende ”Paper Tiger” og ikke mindst albummets efter min bedste overbevisning ubestridte pièce de résistance, ”Godless”, præcederet af den instrumentale genistreg ”Via Dolorosa”. Med kompositioner, der i allerhøjeste grad trak i retning af nyere Pretty Maids-produktioner, skal denne banger med tiden nok vinde indpas blandt tilhængerne. De markant dybe basgange udløste samtidig den klassiske Rob Trujillo ’sumo-stance’ hos Pontus Egberg. En finurlig lille gimmick. Oven på nogle tilbagevendende feedbacks fra mikrofonen måtte jeg konstatere, at hvis det var anekdoter genfortalt til hudløshed, jeg ønskede, var jeg blevet hjemme for at se ‘NC & Mølby’ (nej, jeg ved godt de ikke står for dækningen af Europa Cup-torsdage, men de fodboldkyndige af jer fanger forhåbentlig referencen). Til de udenforstående kan i flæng nævnes de bøvede bemærkninger om et utidigt farvel inden encore-numrene grundet busafgang til Hamborg i de tidligere morgentimer samt besværet med at finde ledige bassister i Danmark, hvorfor man måtte helt til Stockholm. Som en gøgler af Guds nåde (nej, ikke ham!) var Atkins dog fuldt bevidst om, hvad de ’unge’ – med en løst anslået gennemsnitsalder på 40+ – ville have mere af. Har du behov for en livline? Nej, ikke rigtig, vel? Jeg kan på den note ikke genkalde mig en koncert, hvor forskellen mellem hovedsættet og ’encoren’ har været så udtalt gennem responsen blandt publikum. Her var ikke kun tale om et udslag på promillebarometeret, der for længst havde sprængt skalaen (det er jo trods alt kun torsdag en gang om ugen!), men i lige så høj grad afviklingen af det, man kunne fristes til at kalde den sande treenighed i form af først ”Future World”, opfulgt af bindeleddet ”Back To Back” og endegyldigt fuldbragt ved den højbårne ”Little Drops of Heaven”. Stemmen var dog tydeligt ved at være noget bristepunktet, men her viste salen sig fra sin smukkeste side og bar ham på værdig vis igennem den udødelige stribe af klassikere. ’Så blev det alvor … håber vi ses igen, mine damer og herrer’, lød det slutteligt fra den udmattede frontmand, inden han luskede om bag scenen. Det gør vi også, Ronnie … det gør vi så sandelig også!

Ronnie still reigns supremely

Under buldrende applaus som tak for oplevelsen blev en aften uden de store overraskelser leveret tilsvarende professionelt til fingerspidserne. Til eventuelle tvivlere blev givet ubetinget svar på tiltale: Ronnie Atkins er stadig den hårde rocks alfader og ubestridte hersker under danske himmelstrøg. Man kan derfor kun se frem mod næste års udgaver af henholdsvis Copenhell og Jailbreak, forhåbentlig i selskab med et noget mere engageret publikum og ikke mindst et bagkatalog, der gør sig endnu bedre i levende live. Tilbage står kun et enkelt spørgsmål: Hvorfor er der så lang tid til sommer!?

Sætliste:

0. Always Look On The Bright Side of Life (Monty Python, båndet version)
1. Rising Tide
2. I Prophesize
3. If You Can Dream It (You Can Do It)
4. Rodeo (Pretty Maids-cover)
5. Unsung Heroes
6. Paper Tiger
7. Soul Divine
8. A Place In The Night (Pretty Maids-cover)
9. Via Dolorosa (Instrumental)
10. Godless
11. Say The Word (Pretty Maids-cover)
12. Real
13. Trinity
14. We Came to Rock (Pretty Maids-cover)
15. One Shot
ENCORE:
16. Future World (Pretty Maids-cover)
17. Back To Back (Pretty Maids-cover)
18. Make It Count
19. Little Drops of Heaven (Pretty Maids-cover)

8/10