Creeping Death

Creeping Death blev dannet i 2015 – og mixer god solid thrashet død med hardcore. De gik på scenen i et mildest talt halvtomt Pumpehuset, men det lod de sig simpelthen hverken bemærke eller begrænse af. Alavi i front åbnede ballet med ”We’re Creeping Death from Dallas, Texas! We left our guns at home so it’s completely safe to come closer to the stage and lose your fucking minds!”. Og så var vi ellers i gang!

De skød et brag af en koncert i gang, og særligt Trey Pemberton på guitar gjorde sit for at levere et show. Han sprang omkring på scenen, lavede karatespark og smed rundt med guitaren – alt imens han spillede som en fryd. Samtidig kom Alavi i front godt ud over den minimale scenekant og fik rusket de fremmødte i gang på sådan en ellers kold og kedelig onsdag.

Publikum var da også hurtigt med de gæve texanere, og der kom straks gang i både nakker og djævlehorn. Alavi var da heller ikke en sanger, der spildte tid på sniksnak. Der var ikke meget luft imellem numrene – og gruppens sæt virkede både godt sammensat og dynamisk. De ville virkelig gerne sparke døren ind, nu de endelig var kommet til Europa, og den spilleglæde og -iver var virkelig en fornøjelse som publikum at se.

Cirka halvvejs igennem sættet blev Alavi pludselig i tvivl om navnet på deres næste sang. ”What the fuck is it called?” – og det var da i grunden et godt spørgsmål. I det hele taget blev ingenting for seriøst. Det var tungt og højt – men en guitarist i dreads og 80’ertræningstøj, der lavede karatespark, og en forsanger, der ikke kunne huske sangtitlerne, det viste meget tydeligt, at Creeping Death ikke er et specielt stort band endnu. Og i særklasse et ikke særligt selvhøjtideligt band. De slæbte da også selv deres gear væk og fik taget selfies med publikum til slut. De formåede dog alligevel at holde gryden godt i kog i Pumpehusets underetage denne onsdag, og jeg er ret overbevist om, at vi nok skal få dem at se igen. Førstehåndsindtrykket var i hvert fald mere end godkendt!

8/10

Alluvial er et relativt ubeskrevet blad hos mange, men fik dog vores redaktions opmærksomhed i 2021, da de udgav Sarcoma, der er et helt sublimt progget dødsalbum. Jeg blev derfor særdeles begejstret, da jeg hørte, at ikke bare kom Revocation nu til Danmark, men også at de havde taget Alluvial med sig.

Amerikanerne gik på scenen til begejstrede tilråb og smadrede simpelthen koncerten i gang med det forrygende nummer ”Ulysses”. Det var langt mere teknisk end Creeping Death, men med samme brutale udtryk. Allerede på andet nummer, ”Thy Underling”, vendte forsanger Kevin Muller kasketten om og mindede mig med det samme om filmen Over the Top – og alle, der er gamle nok til at forstå denne reference, ved, at så er det altså alvorligt! Det forrygende guitararbejde, der er så tydeligt på albummet, fik også masser af plads i lydbilledet denne aften. Wes Hauch, der stod for de fantastiske riffs, leverede også misundelsesværdig backing-vokal til Muller – og i det hele taget stod bandet bare godt og tungt på scenen.

Publikum var da også virkelig med Alluvial, de skrålede og dansede, så det var en fornøjelse for alle i rummet. Flere gange flækkede Kevin da også i et smørret grin mellem numrene. Og hans ”You’re the greatest venue yet!” er hørt masser af gange før, men det virkede stadig. Da han proklamerede, at de kun havde ”one more fucking song”, resulterede det i decideret buuh-råb. De forsvandt dog hurtigt, da ”Anodyne” fyrede ud i rummet, og vi kunne endnu en gang lade os rive med af en bølge af flænsende død.

Over the fucking top…

Jeg havde store forhåbninger om denne koncert. Alluvial er blevet spillet meget hjemme i stuen siden 2021, og nu kunne jeg så få syn for sagen. Fungerede det også live? Var de så dygtige, som de lød på albummet? Og til det kan jeg kun sige: Ja og JA! Var du der ikke, gik du glip af en sand demonstration af, hvor godt metal kan lyde. Det var tungt og mørkt, og riffsene mange og velspillede, trommerne præcise og sad lige i brystet. Selv hvis aftenen var stoppet lige her, så havde jeg været en tilfreds lille julegris.

9/10

Goatwhore

Nu skrev jeg godt nok lige, at jeg var gået glad hjem, hvis Alluvial havde været hovednavnet – men så var jeg jo gået intetanende glip af Goatwhore. De har efterhånden hærget metalscenerne i 25 år med deres black/death/thrash og har opbygget sig en solid fanskare, der da også var ganske tydelig blandt publikum.

Falgoust i front uddelte fra starten kindheste til alle de fremmødte, der på dette tidspunkt stod tæt pakkede foran den lille scene. Han benyttede sig i høj grad af netop den tætte kontakt til publikum og trodsede det meste af koncerten igennem tyngdekraften ved at hænge helt ud over de forreste rækker og skrige folk ind i ansigtet, så sprøjtet fløj. Sammy Duet på guitar leverede nogle fede næsten 80’er-agtige thrashede riffs undervejs og superveludført vokal, når Falgoust en gang imellem tiede stille.

Apokalyptisk kaos

Goatwhore var sgu et underholdende band. Jeg havde ikke gjort mig store forhåbninger, men de emmede af spilleglæde og humor, der smittede af på alle. Jeg har aldrig tidligere oplevet et blackened band med så mange smil, highfives og jokes undervejs i sættet. Falgoust fortalte da også, at vi slet ikke skulle bekymre os om arbejdet i morgen. For hvis vi bare lige kunne komme med et stykke papir og en pen, så skulle han da nok lige skrive et brev til vores chef! Ingen problemer! Men helt ærligt – med et navn som Goatwhore så er det sgu også svært at påkræve sig en ophøjet respekt.

Dermed ikke sagt, at de ikke leverer. For det gjorde de bestemt. De havde sammensat deres sæt med en god blanding af nye og gamle numre, men uanset hvilket nummer så blev det leveret med en sindssyg energi og effektivitet. Til deres sidste nummer kunne Falgoust ikke længere holde sig tilbage – og han lå på et hav af hænder, mens han krængede sine sidste strofer ud til et publikum, der både havde oplevet aggressive råb, øresønderrivende riffs og masser af smil og humor.

9/10

Revocation

Revocation har efterhånden eksisteret i mere end 20 år og har for længst cementeret deres plads inden for teknisk død. De har som nævnt tidligere udgivet deres album Netherheaven, der fik 9 rasende kranier af vores anmelder, så det fejrer de nu med en turné. Jeg så dem senest som opvarmning til Killswitch Engage, hvor de ligeledes fik 9/10 – og det er med fryd, at jeg nu skulle se dem være hovednavn.

Denne aften startede desværre ikke så godt for Revocation, for de lod vente på sig. Og jeg er åbenbart blevet for gammel til sådan noget. Det var onsdag. Klokken var 22.30, og de var ikke gået på endnu? Så bliver jeg altså træt – og jeg var tilsyneladende ikke den eneste. Men da hovednavnet uden forklaring endelig betrådte scenen denne aften efter en del forsinkelse, så blev jeg heldigvis mindet om, præcist hvorfor hverdagskoncerter kan retfærdiggøres. For selvom jeg nåede at surmule lidt, så fik de mig hurtigt på andre tanker.

Dave Davidson i front på både vokal og guitar gav et helt andet udtryk end den ekstremt udadvendte Falgoust. Han spillede suverænt, krængede sin sjæl ud i mikrofonen – men kom ellers ikke ud at trampe på folk foran scenen. Bamberger på bassen og Pearson bag tønderne spillede ekstremt dygtigt op mod Davidson i front, og det samlede lydbillede var virkeligt betagende.

Modsat Goatwhore var det selvfølgelig lidt af et humørskift, og publikum var da også mere stillestående end til den forrige koncert. Pudsigt nok som om de tre opvarmningsband næsten havde mættet publikum. Eller måske var andre iblandt publikum også bare – som jeg – trætte sådan en hverdagsaften efter fire timer på Pumpehusets betongulv? Uanset hvad så fik de lidt efter lidt åbnet mere op for publikums tilstedeværelse, og folk begyndte at røre mere på sig, og der blev hujet og piftet mellem numrene. Og teknisk leverede de simpelthen også så højt et niveau, at man kun kunne bøje sig i støvet.

Don’t just stand there! Move the floooor!

Revocation leverede en helt suveræn koncert, der dog var bakket klart bedst op af publikum i den sidste halvdel. Omtrent halvdelen af sangene var fra det nye album – og klassikeren ”Dismantle the Dictator” fik lov at lukke ballet med et særdeles hårdt brag, og vi kunne nu igen se virkeligheden i øjnene, gå ud i støvregnen og den isnende kulde.

USA! USA! USA!

Ja okay, der er ikke meget andet end amerikanerdød på programmet denne aften – men det er faktisk også de lighedspunkter, man kunne finde. De fire bands spiller hver deres type død, men uden at sammensætningen blev for underlig, som jeg tidligere har oplevet (fx da Revocation opvarmede for Killswitch Engage). Hver især har de deres styrker, og de viste sig alle fra deres bedste side denne aften. Tak for en amerikaneraften uden cowboyhatte og yeehaaw!

9/10