Metal Church

Til tonerne af det udødelige Terminator-tema indtog Metal Church scenen foran et næsten fyldt Vega. Thrash-veteranerne med den allestedsnærværende forsanger Mike Howe og den super tændte og energiske trommeslager Stet Howland som primære omdrejningspunkter kastede sig frådende over opgaven og så sig ikke tilbage. 

Rytme- og sangmæssigt er der måske ikke så meget klassisk thrash over de legendariske drenge – de minder faktisk mest om Accept, hvis man endelig skal sammenligne – men hul i det. Metal Church viste i løbet af deres sæt på små 45 minutter, at man skal stå rigtig tidligt op, hvis man vil følge med. Mike Howes energi og hans kontakt med publikum, der var lige så unik som hans imponerende register, er ikke noget, man ser særligt ofte. Hvor er det godt set af Megadeth, at det lige netop skulle være dette band, der skulle med på touren. 

Op til flere gange var frontmand Howe en tur ude hos publikum, både på den ene og den anden side af hegnet, og alle parter nød den flotte og meget medrivende præstation. 

Med en fabelagtig energi og et yderst charmerende nærvær viste amerikanerne præcis, hvordan man varmer et publikum op, før et hovednavn går på. Det kan vi lide!

(Anmeldt af:  Lasse Jacobsen) 

8/10

Megadeth

En god halv times tid efter den medrivende opvarmning var det endelig blevet tid til en audiens hos Dave Mustaine og hans velspillende væbnere. Hvis musikken er god nok, har man ikke brug for lir og løjer på scenen, og det var lige nøjagtigt tilfældet onsdag aften; et helt simpelt backdrop med otte store bogstaver – gæt selv hvilke – og et par røgkanoner. Og så selvfølgelig fire ualmindeligt veloplagte herrer i højt spillehumør.

“Hangar 18” var første skud i thrash-bøssen efterfulgt af “Skin O’My Teeth” og “The Threat is Real” – sidstnævnte fra den halvandet år gamle og absolut godkendte skive Dystopia. Bortset fra Mustaines mikrofon, der ikke var skruet ret højt op, var lyden upåklagelig. Bandet, og i særdeleshed den tidligere Angra-guitarist Kiko Loureiro, var uhyre velspillende. Faktisk kunne undertegnede ikke på noget som helst tidspunkt høre snerten af fejl eller bare bittesmå "live vs. album"-forskelle fra det brasilianske guitar-geni. Manden var ganske enkelt enestående og i en klasse for sig.

Omkring midtvejs i koncerten henvendte Mega-Dave sig for første gang til publikum. Manden er ikke just nogen James Hetfield eller Robb Flynn, når det kommer til interaktion med de fremmødte, men denne aften fik vi smil, hilsner og kommentarer hele tre gange. Ja, sgu, du læste rigtigt: Dave Mustaine smilede stort og oprigtigt til taktfaste og taknemmelige klapsalver fra det komplet udsolgte Vega. 

Efter denne første lille interaktion hævede veteranerne barren endnu højere. De kastede sig ud i en ualmindelig velspillet “Tornado of Souls” efterfulgt af blandt andet “Sweating Bullets” og “Symphony of Destruction”. På dette tidspunkt var der, langt om længe, kommet styr på lydniveauet på Mustaines mikrofon, og som ekstranumre kunne den uhyggeligt velspillende kvartet give os fuldkommen formidable udgaver af først “Mechanix”, dernæst “Peace Sells” og til sidst “Holy Wars”. Bedst som man troede, at temperaturen i den vellydende sal ikke kunne blive højere, opdagede man sved på steder, hvor man ikke troede det muligt. Det var varmt, det var intenst, og det var forbandet godt!

Tidligere på dagen havde jeg æren af at interviewe bassist David Ellefson i Vegas baglokaler – et interview, der selvfølgelig snart kan ses her på sitet. Ved denne lejlighed ville jeg gerne vide, hvad der gør Megadeth unikke sammenlignet med de tre andre Big Four-navne. Efter endnu en gang at have oplevet alle fire inden for det seneste års tid står det mig nu klart: Megadeth er dem allesammen teknisk overlegne. Med længder! Der er ganske enkelt ikke én finger at sætte på Megadeths tekniske niveau, og det var, trods lidt irriterende mikrofonproblemer, en sand nydelse. Nok er Megadeths bedste år bag dem – præcis som det er tilfældet med en del andre bands fra samme tid og genre – men er de opsat på at give det bedste, de har, og vise alle andre, hvor skabet står, så er de fandens svære at hamle op med. Og det var de i sandhed denne onsdag aften i Vega. Sikke en smuk aften!

(Anmeldt af: Claus Ljørring)

9/10