Klogr

Vi begyndte aftenens hyrdetime på Freuds sofa med en lektion i psykofysik, da Klogr landede på scenen med et brag. Deres navn er nemlig en henvisning til Weber-Fechners lov, som i sin mest banaliserede version handler om, hvordan vores opfattelse af verden kan snydes, så den ikke altid stemmer overens med virkeligheden. Ville Klogrs toner mon også overgå vores ører denne aften, så vi opfattede dem som bedre, end de var? Nej. De spillede habilt, men ensformigt uden den store musikalske udvikling gennem sætlisten. De kanaliserede ellers et kraftfuldt kanonskud af rå energi med “Face The Unknown”. Desværre skød kanonen ikke så langt, og de genfandt aldrig krudtet. Der var et par interessante introer på for eksempel “Bleeding”, men bandet henfaldt hurtigt igen til deres monotone melodiøsitet. Klogr kørte således koncerten sikkert hjem helt uden musikalske satsninger. Det er også fint, men det gjorde mig egentlig ikke noget, at den var så relativt kort. Mæt af melodier og dage magtede man ikke mere hæs, hvæsende skønsang fra forsanger Gabriele "Rusty" Rustichelli eller repetitive riffs fra guitarist Alessandro "Crivez" Crivellari. Til gengæld dominerede trommernes slag lydbilledes front - det kan dog også skyldes, at jeg stod lige foran dem. Lydlandskabet havde ligeledes en fin bund med velplacerede basgange. Jeg var hverken særdeles imponeret eller skuffet, men drak nødtørftigt den kop lunkne te, som Klogr serverede.

5/10

Evergrey

Aftenens andet levende billede var en melankolsk, meteorologisk oversigt over både det skandinaviske vejr og sind: Evigt gråt. Nu var spørgsmålet så, om musikken ligesom ved Klogr ville indlejre sig i gråzonens sikkerhed. Bandet gik på efter et par falske start, hvor projektørerne først blændede ned og dernæst tændtes igen over en gabende tom scene. Var det mon et kløgtigt trick for at tease os og tjekke publikums engagement eller en heldig fejl? I alle fald gav det lidt ekstra krydderi til oplevelsen. Og krydderi kunne den godt bruge, for selvom kompositionerne på eksempelvis “August Mourns” er en del mere komplekse end Klogrs, mosedes sætlistens sange sammen i en patetisk pærevælling. Alle numrene besad dog enkelte stærke passager, der stænkede pærevællingen med strejf af chili og holdt publikums opmærksomhed. Hele koncertoplevelsen højnedes især af guitarernes strengeleg, der fik fingrene til at gløde, og man foldede sine slukørede ører ud, hver gang de brød igennem med en solo. Trommeslager Simen Sandnes udmærkede sig ligeledes og kom flere gange helt op at stå over kedlernes glohede gryderet af rytmer. Bassist Johan Niemann gjorde, hvad han skulle, og gav lydbilledet en fin tyngde - det måtte bare gerne have været endnu tungere. Der var dog intet at udsætte på forsanger Tom S. Englunds velklingende skønsang, der svang sig helt op på tonernes tinder. Han bar bandet langt - men bare ikke helt i mål. Aftenens højdepunkt var det afsluttende nummer, “Oxygen”. Det var helt rart at høre et band følge den velkendte sætlisteopskrift og slutte af med deres største banger. Med en større dyrkning af det mørke og den tyngde, som udspiller sig i Evergreys tekstunivers, ville de have en del mere slagkraft og saft.

7/10

Katatonia

Katatoni uden kakofoni

Katatoni beskriver en tilstand af udpræget afmagt, der lammer sindet i en spændetrøje af stilstand. Der var dog ikke meget stilstand over Katatonias koncert. De er kommet langt fra deres rødder i dødsmetallen, men ligesom når man luger skvalderkål væk, er der blevet nogle rodrester tilbage, som spirer mellem progmetallens lugede bede. Det kan særligt høres i guitarist Sebastian Svallands tungere tuning. Det førte til et mere slagkraftigt lydbillede end aftenens tidligere artister. Katatonia udgjorde sidste trin i aftenens psykologiske sofamanual, og det ville nu blive interessant at se, om vi kunne bestå Ikeatesten.

Svensk Weltsmertz

Katatonia har gennem en lang karriere opbygget et stort katalog af hårdtslående hits. Vi bevægede os gennem dette katalogs højdepunkter, da bandet lagde ud med den kraftfulde “Thrice”. Særligt leflede sætlisten for denne anmelder, da de spillede “Lethean”, hvis indledende lyrik jeg har planer om en dag at lade pryde min arm i form af en klichefyldt bandtatovering. Det siger ikke så lidt. Sangen er et eksempel på Katatonias mesterlige mestring af tekstuniversets ordbyggesten, der opbygger murværker af følsom lyrik om, hvor hårdt det er at være menneske. Det er netop den slags sange, man har brug for at høre, når man halvvejs gennem en Ikeareol opdager, at man har sat bagstykket omvendt på. Weltsmertz!

 

Koncerten bød generelt på et højdedrag af høj kvalitet, som desværre dykkede ned i en energifattig bakkedal mod koncertens slutning. Luften var lidt gået af ballonen, som der dog blev pustet lidt ny energi i ved det afsluttende nummer. Katatonia kreerede generelt velklingende kompositioner, der fint balancerede mellem melodisk mismod samt rå riffs og rytmer. “Leaders”’s diskante guitar skurrede dejligt mod forsanger Jonas Petter Renkses smukke skønsang. Det var urovækkende på den helt rigtige måde. Renkse hverken er eller bliver bandets kortvarige forsanger Mikael Åkerfeldt, og selvom jeg til stadighed savner hans større stemmeomfang, rammer Renkse alle tonerne med de skarpladte stemmebånds luftpatroner. Sceneshowet var ligesom under aftenens tidligere koncerter domineret af skærmenes visuelle sidestykker til sangene. Projektørernes changseren mellem undersøisk, dybblå stråleglans og blodrøde scenetågebanker understøttede fint musikken. En smule mere publikumskontakt havde været klædeligt, og modsat Evergreys frontmand turde Renkse ikke helt at tale svensk til os. Det gjorde dog ikke så meget, da sangene står fint for sig selv, og vi jo trods alt er dansk jävla.

8/10