Skandinavisk smerte fra ende til anden
Et specielt show
Mens solen gik ned over årets første dag på Dødsgangen, var det den danske trio Katla, der skulle varme op under det efterårskolde publikum. Med sin solide, intense doom metal og et altid festligt nærvær hører det til sjældenhederne, at Katla giver en dårlig koncert. Festivalpladsen var også godt fyldt med fans iført det velkendte, mørke Katla-merch, der med store hvide bogstaver hyldede kærlighed og Satan. Hypen vedrørende dagens koncert var desuden ekstra stor, for bandet havde annonceret, at de ville spille et helt specielt show.
Første og sidste gang
I ugerne op til Dødsgangen havde Katla annonceret, at de ville spille deres debutalbum, Scandinavian Pain, fra ende til anden. Et album, der fik otte kranier af os i marts, og som blev omtalt som 'velspillet, stilsikker og forbandet charmerende'. Det var derfor meget spændende, om bandet kunne bevare de færdigheder og al den charme, når hele albummet skulle spilles live. Desuden havde Katla lovet, at de ville krydre showet med gæster, så der var lagt i kakkelovnen til, at dette blev en uforglemmelig aften i Statsfængslets rå omgivelser.
Og som lovet, så gik Cassandra Moase på som den allerførste, og med sin behagelige, rolige tale lullede hun os nærmest i søvn. Men dem, som kendte den ironiske søvn app-åbner fra Scandinavian Pain, vidste, at der ikke skulle soves nu. Derimod ville man få sig en voldsom opvågning, når ”Goblet of Power” slog til … og det må man sige, nummeret lykkes med denne aften. Sanger og trommeslager Rasmus Bang kom på scenen med en opsparet hidsighed, der flåede publikum, stemmebånd og trommeskind fra hinanden. Hvert et hæst skrig og trommeslag gik lige i mellemgulvet. Med det samme var stemningen høj og varm foran scenen, hvor Katla blev indhyllet i kaskader af røg og badet i farverigt baglys. Fredagsfesten var i gang!
Men den gode stemning led snart et knæk, da Rasmus Bang fortalte os, at det var første gang, de spillede Scandinavian Pain, men det var også sidste gang, de spillede … 'Men mere om det senere’. Et gys gik gennem publikum. En hardcore-fan udbrød prompte: 'Åh, nej!' Med alle de dårlige nyheder, der er tikket ind i metalverdenen de seneste måneder, så ville man heller ikke kunne holde ud, hvis ens elskede Katla også skulle lægges i graven. Udmeldingen hang i luften under resten af koncerten og blev aldrig rigtig fulgt op, men vi må gå ud fra, at det var en fortalelse, der måske var møntet på, at det var første og sidste gang, de spillede albummet, eller at det var sidste gang, Dødsgangen blev afviklet.
”Eating Grapes with Kevin Sharp” er kun seksten sekunder langt, men føltes virkelig som en ubetydelig parentes efter bandets lige lovlig lange oplæg til det. Da ”Taurus” blev rullet ud i al sin massive, musikalske vælde, kunne en af Katlas gæster være den karismatiske forsanger fra Afsky, da han er en vigtig bestanddel af det nummer. Men Ole Luk glimrede ved sit fravær. For nogle var skuffelsen måske stor, men dem, der havde tjekket Ole Luks sociale medier, vidste, at han denne aften spillede med Afsky i Burglengenfeld, Tyskland. Aftenens næste gæst blev derimod Dale Smith, som er fortællerstemmen på nummeret ”Hunab-Ku”. En undergangsberetning om mayafolket. Dale Smith er bluessanger, og med sin dybe stemme er han med til at male et voldsomt dystopisk billede på albummet. Men det fungerede desværre ikke rigtig live. Dale Smith blev nemlig placeret bagest på scenen i en lænestol, hvor lyset ikke rigtig kunne fange ham. Ude fra pladsen kunne man derfor ikke få øje på ham, og hans lange oplæsning blev en tand for kedelig for publikum, der straks gik i gang med at snakke og tjekke telefoner.
Fredagsfesten fes ud
Katla havde annonceret, at de ville spille debutalbummet fra ende til anden, og de ville desuden hive flere gæster med på scenen. Bandet holdt, hvad de havde lovet, men Scandinavian Pain holdt desværre ikke helt som liveoplevelse. Til det har albummet nogle indslag, som bliver alt for ubetydelige eller langtrukne, når de fremføres på en scene. Og selvom Kōya dukkede op som et meget underholdende mandekor på det afsluttende nummer, ”Castle of Purity”, så var den høje energi fra koncertens begyndelse desværre feset ud, og man fik aldrig rigtig varmen igen.
