En sidste dans med døden
Om lidt bliver her stille
Tag en dyb vejrtrækning, og mærk sorgens tyngde: Dødsgangens sidste dag. Et farvel til en festival, hvor konceptualiseret kaos har levet på randen af vanvid og tvivlsom humor gennem de seneste tre sæsoner. På scenen stod nu Decapitated som det uigenkaldeligt sidste hovednavn – et navn, der i årtier har præget dødsmetallens østeuropæiske landskab med lige dele teknisk tæft og blændende brutalitet. Ja, man kunne næsten fristes til at nynne ’Nærmere gud til dig’, mens de polske mestre forberedte sig på at omsætte akkorder til apokalypse.
Fra de tidlige dage med skarpe, ubønhørlige rytmer til det seneste udspil har Decapitated holdt et tårnhøjt bundniveau, der langt overstiger de fleste andres topniveau. Og ja, kræsne tunger kunne måske have ønsket sig en mere eksklusiv udgangsbøn, idet polakkerne var forbi Voxhall så sent som i maj. Denne sidste dans i fængselsgården blev både punktum og åbning – et rum, hvor publikum kunne tage afsked med de seneste sæsoners fælles metaloplevelser, mens bandet med kirurgisk præcision og rå energi nedfældede de sidste linjer i beretningen om Dødsgangen – en afslutning, der uanset udfald ville blive husket.
Blasfemiske salmer ved rejsen afslutning
Lørdagens hovednavn gik til sagen med krum hals. Her var sandelig ikke behov for overflødig smalltalk. Næ nej, det var bare fuld fart fremad. Vokalen hos Eemeli Bodde bar tydeligt præg af indflydelse fra Robb Flynn, og netop referencen til Machine Head understreger den retning, polakkernes udtryk har taget de senere år. At medstiftende ’Vogg’ Kiełtyka samtidig er begyndt at slå sine folder som liveguitarist hos selv samme amerikanere spiller formentlig også en vis rolle. Alt imens lagde James Stewart bag trommesættet et imponerende tungt fundament, der ganske klart illustrerede, hvorfor Decapitated regnes blandt den internationale elite inden for tech death. Selvom han og bandet – som så mange andre før dem – måtte kæmpe en tabende kamp mod den skrattende akustik i fængselsgården.
Og så … endelig lidt interaktion med de fremmødte i forbindelse med publikumsfavoritten ”Last Supper”. En gestus, der resulterede i pligtskyldige fistpumps og den første observerede crowdsurfer på Dødsgangen – ja-ja da, bedre sent end aldrig. Desværre fortrak mange tilskuere igen allerede 15 minutter inde i sættet, mens de vedholdende få fik stablet en habil moshpit på benene. Lyd- og lysopsætningen blev desværre ved med at bøvle, og midt på pladsen fremstod kvartetten igen-igen som sorte silhuetter. Til gengæld kom bandets tekniske færdigheder virkelig til udtryk, når 'Vogg' på guitaren fik lov at flyve solo. Og det gjorde han heldigvis med jævne mellemrum. Bodde bar dog broderparten af showet med smittende entusiasme, mens positurerne hos den strengevridende duo til tider virkede noget mere statiske. Alligevel spillede de alle utrolig tight, og på trods af tekniske udfald formåede man faktisk mestendels at bevare intensiteten.
Undervejs kom små overraskelser, som da alle undtagen trommeslageren kort forlod scenen under et mellemspil – små finurligheder, der gav koncerten karakter. Højdepunkterne var tydelige: Når leadhooks ramte, og nummeret “Kill the Cult” blev spillet, rejste energien sig i pitten, og man kunne fornemme den tekniske skarphed, som bandet så ofte leverer. Koncerten fik i løbet af sidste fjerdedel tilføjet flere nuancer, og de få tilbageværende blev belønnet med en energifyldt afslutning, som understregede, at selvom festivalen nu lukker, havde Decapitated leveret en mindeværdig sidste dans med døden.
Sætliste:
- War Pigs (Black Sabbath, taped intro)
- Earth Scar
- The Blasphemous Psalm to the Dummy God Creation
- Last Supper
- A Poem About an Old Prison Man
- Just a Cigarette
- Three-Dimensional Defect
- Names
- Spheres of Madness
- Cancer Culture
- 404
- Kill the Cult
- Suicidal Space Programme
- Iconoclast
Til minde om Dødsgangen *2023 – ✝2025
Lad det være sagt med samme: Jeg er stor tilhænger af begrebet ’med værdighed’. Når det er sagt, så ville jeg ikke kunne fortænke den gæve Louise Bagger i, hvis hun i sit stille sind har følt et vist slægtskab med den vel nok mest navnkundige karakter i historien om Vridsløselille: 'Nej, det er for galt! Det er det samme hver eneste gang. Man har en plan. En genial plan, som ikke kan slå fejl. Og så er man omgivet af hundehoveder og hængerøve, lusede amatører, latterlige skidesprællere og småbørnspædagoger … og værst af alt … såkaldt visionære socialdemokrater. Vor herre bevares!’
Selvom vi så absolut føler med både Egon og Louise, så har alting som bekendt sin stund. Og da lysene dæmpedes, og de sidste toner klingede ud, stod det klart: Dødsgangen havde fundet sit mindeværdige hvilested – bag fængslets mure, men foran dem, der med stålsat overbevisning troede på konceptet og følte sig draget af dets uimodståelige kraft. Og minderne? Dem kan ingen tage fra os.
DØDSGANGEN ER DØD – LÆNGE LEVE DØDSGANGEN!
