Diæt død
I aften var der to hvide monstre på scenen: Det ene var en energidrik, og det andet var forsanger Jonas Lassen i Silent Fracture. Vi har her på redaktionen tidligere beskrevet dem som melodisk dødsmetal, da bandet først blev hevet et par gange gennem Detektoren, hvorefter vi ramte deres fuldlængde debutalbum, Hunger:Lust:Death:Pray, lige i nakken med 8 kranier. Da jeg spurgte dem, om de kunne genkende etiketten, backstage bag Beta, var meldingen: “Vi spiller sådan noget død”. Nu kan dødsmetal jo være et vidt begreb, så efter mødet med bandet var jeg spændt på, hvilken slags død de ville slagte publikum med: Fedtfattig eller fuld-feee’ dø’. I presserummet havde vi allerede fået en forsmag på løjerne, da Lassen opvarmede stemmen, hvorefter min kollega spurgte: “Hvad hulan, hvem har inviteret Alex Terrible?”. Ligeledes fik bassen under bandets opvarmning kaffekopperne til at klirre og opbyggede forventningen til, hvad de nydelige, københavnske herrer kunne præstere, efter de næsten havde forvandlet presserummet til Tivolis Muntre Køkken.
Silent Fracture
Dr. Jekyll and Mr. Hyde
De gutter, jeg mødte backstage, mindede ingenlunde om dem, der troppede op på scenen. De velfriserede lokker og det sagte, høflige stemmeleje, som de først havde præsenteret sig med, blev hurtigt udskiftet med sveddryppende, filtret hår i vilter headbanging, mens stemmens fløjsbløde leje blev flænset op i growls. Det var som at se forvandlingen fra Jekyll til Hyde ske lige for øjnene af mig. Lassen vred sig over scenen og udkrængede krampagtigt så dybe growls, at de rungede i salen. Hans vildskab på scenen havde ingen grænser, og han skrålede bogstaveligt talt ørepropperne ud af ørerne. Der var dog også plads til smil mellem de mange monstrøse grimasser, og man kunne mærke bandets spilleglæde. Bassist Raúl Alberto Canales dannede en god, mørk bund for guitaristerne Brage Haldor Thomsens og Aksel Eylif Adanirs riffs, bød både på klassisk død og leverede legende, melodiske passager. Det lysnede lydbilledet, så det fremstod velkomponeret og på intet tidspunkt blev kedeligt. De vanvittige temposkift holdt publikum bedre fast i øreflipperne end en sadistisk lærer fra den sorte skole og tabte på intet tidspunkt grebet. Man stod til sidst som en anden bøllebob med flammende røde og godt forvredne ører. Sætlisten fremstod velvalgt, for hver sang gled gnidningsfrit over i den næste, uden at numrene forekom for ensformige. Trommeslager Thomas Barcelli slagtede trommerne kompetent og med finesse. Silent Fracture spillede sig både i bogstavelig og overført forstand ud over scenekanten, da Lassen flere gange hang faretruende på højtalernes kant og måtte holde fast i loftet for ikke at falde ned. Pitten var en smeltedigel af energi, der på intet tidspunkt mistede pusten. Havde jeg været bare en anelse mere robust, havde jeg også kastet mig ud i den, for man blev smittet af bandets energi og havde svært ved at stå stille. Hvis Monster Energy Drink vil have en reklame for, hvor meget energi, deres produkter kan give, kan de med fordel ringe til Silent Fracture.
Moden metalbrie
Der var intet light over Silent Fractures død. Som en god, moden brie var den fuldfeee’ med en kompleks sammensætning af bløde, melodiske elementer og skarpe smagsnoter af tonstung bas og dybe growls. Salen lugtede ligeledes lidt af svedig ost, da koncerten var forbi, for alle havde fået en workout af en anden verden i den pit, der næsten fyldte hele salen på Beta. Der lød flere skuffede udbrud blandt publikum, da koncerten var forbi, for trods ømme muskler, hold i nakken og ringen for ørerne var vi alle beredte på endnu en smadring af både vor ømme sjæle og kroppe. Silent Fractures radbrækken af rytmerne gik således ingenlunde stille for sig, og bandet viser en stor udvikling fra deres første EP til nu. Hvis denne udvikling fortsætter, kan de hurtigt blive et stort navn på den danske metalscene og fede melodøden op.
