Gang i 90’erne
Dengang Svend Auken og Poul Nyrup Rasmussen talte om ’gang i 90’erne’, var der et lille århusiansk band ved navn Grope, der kanaliserede sin kærlighed til grunge, groove- og stonermetal ud ved at udgive fem albummer på otte år. Det blev aldrig til det helt store for jyderne, der, på trods af at gruppen inkluderede prominente medlemmer som for eksempel Tue Madsen, trak stikket i 2003. 22 år senere og helt ud af det blå annoncerede Madsen & Co. pludselig, at de skulle optræde på 2025-udgaven af Copenhagen Metal Fest. Der har været en del vellykkede eksempler i CMF's historie på at hive gamle kaniner op af hatten (Mnemic, Ferocity og Lipid, for bare at nævne nogle af dem, denne anmelder selv har oplevet). Spørgsmålet blev så, om Grope kunne gøre de andre gamle koryfæer kunsten efter.
Ingen kant tilbage
Det første der slog mig, da de fire herrer omkring de 50 sådan lidt nervøst gik på scenen, var, at det rent faktisk virkede, som om de ikke havde stået på en scene de sidste 22 år. Ingen kan løbe fra tidens tand, ikke denne anmelder, og heller ikke Grope. Er der hår tilbage, er det for det meste gråt, læsebrillerne falder af, når man sveder, og så er det altså bare længe siden, Alice In Chains storhittede, og Pantera var relevante. Der var heller ikke den store entusiasme at spore blandt det begrænsede publikum, som der endda blev betragteligt færre af, efterhånden som koncerten skred frem.
Paradoksalt nok var og er Grope faktisk et temmelig kompetent band. Rytmesektionen var bundsolid, Per Ebdrups vokal fejlede intet, og Tue Madsen levede op til sit gamle tilnavn ’Fingaz’ på sin leadguitar. Da kollektivet først havde rystet nerverne af sig, opstod der til gengæld et mismatch mellem de fire gamle gutter, der hyggede sig noget så gevaldigt, og så deres rebelske 90’er-musik. Den kant de givetvis havde engang – deres første demo fra 1994 hed ifølge Metallum What Do You Faggots Want? – var der absolut intet tilbage af. Gode riffs er heldigvis tidløse, og dem fik vi da trods alt enkelte eksempler på. ”Pacified” gav noget af det punch, man savnede, og et kort øjeblik føltes seancen ægte, ikke mindst når Ebdrup brølede ’Kill my misery, kill my misery’. Men den stemning holdt kun kortvarigt. Under "In The Name of Hate" gik det helt i stå, og der var efterhånden lige så mange folk på, som foran scenen.
Koncerten med Grope blev aldrig andet end en hygge-komsammen, der ville have passet bedre nede i øveren eller på et lille, lokalt spillested. Ikke på hovedstadens største metalfestival, blandt dem der ikke er Copenhell. Grope blev dermed et eksempel på, at arrangørerne i år har måtte grave så dybt som nogensinde i CMF's historie for fylde programmet op.
Kompetence uden forbindelse
Som ung i 80’erne skal jeg være den sidste til at klage over nostalgi og gamle bands, der forsøger at genoplive fordums fortræffeligheder. Det er bare ikke altid det lykkes at genskabe magien ’fra dengang’, og selvom Grope aldrig kom i nærheden af de pinagtigheder, som vi har set Guns N’ Roses og Mötley Crüe levere på Copenhell de senere år, så var det bare en underlig flad oplevelse. Mærkeligt at en kvartet af så kompetente folk aldrig formåede at skabe forbindelse til folket i BETA, men desværre var der mere gang i 90'erne end i denne Lørdag aften.
