Mørkt, koldt Solbrud
Mørket havde for alvor sænket sig over Amager Bio, og den store sal var så småt ved at blive fyldt. Næste band på scenen var københavnske Solbrud, kongerne af dansk black metal. Siden debuten tilbage i 2012 har bandet vist vejen frem for genren herhjemme, ikke kun på plade, men i høj grad også live. Solbrud har ved flere lejligheder optrådt utraditionelle steder, eksempelvis i Tagensbo Kirke til kulturnatten, eller som tilfældet var det tilbage i november i 2019, i et vandtårn i Brønshøj. Uanset hvad scenen er, så er Solbrud kendt for sit høje niveau live, hvilket også kunne mærkes på forventningerne forud for dette show. Spørgsmålet er, om Solbrud kunne leve op til disse forventninger og nok en gang levere en mørk og kold magtdemonstration?
Kongerne konsoliderer sig
Svaret er et klokkeklart ja. Præcis kl. 21.30 gik Solbrud på scenen i Amager Bio, dog i en lidt anderledes konstellation end vanligt. På grund af en skade i armen kan Ole Luk, forsanger og guitarist i bandet, ikke spille guitar, som han plejer. Derfor var Malthe fra Wulfaz med på guitar. Musikalsk gjorde den nye konstellation ingen forskel. Malthe spillede superfedt, og da øjnene lige havde vænnet sig til den ekstra mand på scenen, var alt næsten, som det plejer. Første nummer fra Solbrud var ”Tåge”, et nummer, der ikke er at finde på plade endnu, og det var lidt, som om lyd, lys og band lige skulle finde hinanden. Men det lykkedes undervejs i nummeret, og da næste nummer, ”Forfald”, gik i gang, var alt, som det skulle være. Fra første anslag blæste Solbrud ud i hovedet på publikum med hurtige blastbeats og tremoloriffs, og man havde lidt en følelse af at være løbet direkte ind i en lydmur af ondskab og mørke. Oles vokal gik knivskarpt igennem, og modsat tidligere shows jeg har set, kunne man faktisk høre, hvad der blev skreget oppe fra scenen. Men det var ikke kun vokalen, der gik klart og tydeligt igennem. Hele produktionen var yderst vellykket, og både trommer, guitar og bas kunne tydeligt høres og adskilles fra hinanden. Virkelig godt gået af holdet bag knapperne. Nu var det, som om Solbrud havde fundet melodien, og de fortsatte med numrene ”For evigt” og ”Besat af mørke”, der også sad lige i skabet. Særligt guitarsoloen i ”Besat af mørke” skal fremhæves. Klagende og med en bluesagtig fornemmelse skar den klare guitarlyd gennem salen og fremstod som en smuk kontrast til det massive lydbillede, der ellers prægede aftenens koncert.
Bandets mødtes nu midt på scenen til en slags rådslagning, om hvordan de næste numre skulle eksekveres, og heldigvis var der enighed om, at de sidste to numre også skulle brages ud i skærmen på publikum med samme høje energi og kvalitet som de fire forudgående numre. Det er nemlig en af Solbruds helt store kvaliteter. Selvom bandet er relativt stillestående på scenen, så formår de altid at skabe en energi, der også forplanter sig i publikum. Ikke at det bliver til moshpit og crowdsurfing, men hele salen er med, og dem, som ikke har fået blæst hovedet af, står og nikker taktfast til musikken. Koncerten blev afsluttet med de to Solbrudklassikere, ”Afbed” og ”Dødemandsbjerget”, der er at finde på bandets to første udgivelser.
Klasse fornægter sig sjældent
Solbrud viste fredag aften, hvordan man som hovednavn på en metalfestival lever op til de høje forventninger, der, uanset om man vil det eller ej, følger med at være et af de helt store navne på den danske scene. Med stort musikalsk overskud leverede de et gedigent og solidt show, der blot understregede deres position som både nyskabende, vigtige og dygtige. For selvom der var mere Brett Andersson end James Hetfield over Ole Luk denne aften (her tænker jeg på den måde han stod ved mikrofonstativet på), så gjorde det ingen forskel i forhold til den kvalitet, der altid præger koncerterne med Solbrud. En helt igennem fantastisk oplevelse.
Sætliste:
Tåge
Forfald
For evigt
Besat af Mørke
Afbed
Dødemandsbjerget