Interview med Undergang

Interview Undergang Interviewet den 9. oktober 2023 af Tommy Mikkelsen. 0 kommentarer

Bandfoto Undergang

Efter vores anmeldelse af Undergang's EP De syv stadier af fordærv, slog vi pjalterne sammen med David, for at høre mere om tilblivelsen af værket.

Hej Undergang. Tak fordi I ville sætte lidt tid af til et interview. Lad os starte lige på og hårdt. Vores anmelder var rigtig positiv stemt over for jeres plade, og vi kvitterede med 8 kranier. Hvordan har modtagelsen ellers været rundt omkring?

Hej Tommy, og tak for henvendelsen og interessen i vores orkester, og det er glædeligt at høre, at I på Heavymetal.dk havde en anmelder, der var glad for De syv stadier af fordærv. Mit indtryk er, at den nye EP er blevet modtaget generelt godt, jeg er selv meget stolt over hele produktet også, så det er selvfølgeligt fedt, at der er andre, der er med på den også. Via PR selskabet Clawhammer, som vores pladeselskaber Me Saco Un Ojo Records (LP) og Drak Descent Records (CD) arbejder med, har vi fået tilsendt lidt blandede anmeldelser fra rundt omkring på internettet, og der har vidst generelt været positiv modtagelse og accept af det seneste udspil her. Vi lyder jo, som vi gør, og jeg tror, at man hurtigt kan genkende Undergang, når man hører vores musik, så der er sikkert ikke mange, der først nu er vundet over, hvis de ikke allerede kunne lide vores musik, men der har da været en enkelt anmelder, der udtrykte, at det først var på denne EP, at han ”forstod” vores musik. Så det er jo også sjovt, at der endnu kan være nogen, der bliver interesseret efter 15 års rejse gennem sonisk død og råddenskab her fra vores kadaver-ensemble.

Jeres makabre tilgang til lyrik er lidt en niche, og gør jer klart unikke i den sammenhæng. Er I enige i den tanke?

Skønt man nok ikke altid helt kan høre, hvad der bliver sunget, så synes jeg dog, at vores tekster er en vigtig del af vores musik også. Med vores line-up med Mads Haarløv på guitar/vokal siden 2017 og Martin Leth Andersen på bas/vokal siden 2018, har vi også fået tilføjet de ekstra lyrikforfattere i bandet, så det ikke kun er mine tekster længere. Vi er enige om, at en god Undergang-tekst gerne både må være lidt klam og lidt sjov, og det synes jeg, at vi formår at gøre fint. Jeg synes altid, at musikken er vigtigst, men det er altid en god ekstra påklædning til en god sang, hvis der er en god, eller i hvert fald underholdende, tekst, der følger med. Og at vi så synger på dansk, var i hvert fald i første omgang også lidt noget, der gjorde, at vi skilte os lidt ud på godt og ondt. Nu er det det, vi har gjort hele tiden, så det bliver vi også ved med. Og jeg synes også, at det er sjovt, om end til tider lidt udfordrende, at skrive grusomme dødsmetaltekster på dansk. Det er en interessant måde at arbejde lidt ekstra med vores sprog, og så er der fedt at prøve at komme op med linjer og rim, der gør, at læseren både trækker på smilebåndet og rynker på næsten i samme vers, haha.

Har I nogensinde kigget tilbage og tænkt; Ej det er sgu for voldsomt det her? Og i den sammenhæng, har I nogensinde modtaget negativ feedback?

Haha, nej, det synes jeg nu ikke har været aktuelt nogle af de ting der. Teksterne bestemmer man jo selv, om man vil læse, og skønt et par af de ældre tekster måske var lidt farvet af, at jeg havde en lidt mørk og deprimeret periode i mit liv, da musik og tekst blev skrevet der, så var det jo også terapeutisk i uddrivelsen der og præsenterer blot et stadie af vores musik/liv i de år omkring, det blev skrevet og optaget. Ellers har det vist mest været folk, der ikke ville have en tissemand som en del af et design på en trøje, eller hvor flere af de designs, jeg havde lavet til merch, måske var for splattede til at være en gave til en meget ung lytter, haha. Så nej, dødsmetal er for voldsomt, som det skal være, og det er fedt. Jeg tror også, at sådan noget som vores titler kan have en positiv effekt i, at de er lidt langt ude. Tag det glimrende eksempel, som da vi var inviteret ind og spille i Go’ Morgen Damark tilbage i december 2017, og du kan tydeligt se det underholdende fra Puk Elgaard, da hun fik lov til at præsentere os spille en sang, der hed ”Klynget op i en galge af egne indvolde”.

De Syv Stadier er et konceptalbum, som for alvor beskriver rejsen, kroppen går igennem. Hvordan/hvem kom dog på denne geniale ide?

Det er nok ikke den mest originale ide eller koncept til en dødsmetaludgivelse, men ikke desto mindre var det en arbejdstitel og et projekt, som vi har haft på tegnebordet nok siden tiden omkring skabelsen af vores tredje album Døden læger alle sår i 2014. Jeg præsenterede ideen til vores trommeslager, Anders Pedersen, dengang, og vi syntes, at det var en sjov idé, men grundet det ret sparsomme aktuelle antal stadier af den kropslige nedbrydningsprocess (der er vel reelt set nok kun 4), vidste vi fra starten, at det måtte blive et kortere udspil, hvor en lignende titel var mulig. Så med idéen om at lave en EP, lidt som en hyldest til tidligere genrefavoritter som Autopsy’s Fiend for Blood eller Napalm Death’s Mentally Murdered, gik vi i gang med at skrive en serie lidt kortere og generelt hurtigere sange, end dem man bredt set finder på et Undergang album. Den musiske fortælling blev så til 7 sange, og det afgjorde, at der skulle være 7 stadier af fordærv, haha. Så fortællingen starter med det stilsættende stadie ”Død” og beskriver det øjeblikkelige punktum, hvor man stopper med at trække vejret, vi rykker så videre til første faktiske stadiee ”pallor mortis”, som vihar givet det ekstra beskrivende danske navn ”Mælkehvid og gennemsigtig”, hvilket nok beskriver det stadie fint. Tredje stadie ”algor motis” handler om at varme forlader kroppen og de sideeffekter, der kommer med der, som vi så har givet den ekstra danske titel ”Livløs i en pøl af egne udskillelser”. Fjerde stadie, og nok med det mest kendte latinske navn, ”rigor mortis”, er beskrivende om kroppens ”Dødsstivhed”. Femte skæring af ”livor mortis”, der er, hvor blodet er løbet mod grundlaget i kroppens position og leder til ”Misfarvning af liget”. Så har jeg pyntet lidt og de næste to sange er de ekstra stadier, som vi har kaldt ”Forrådnelse” og ”Skeletisering”. Omslaget til udgivelsen er baseret på de syv nævnte stadier og illustreret af vores ven og danske kunster Phoebus Moreleón, hvilket han har lavet helt efter tiltanke, og det ser perfekt ud.

Jeg bliver nødt til at spørge... Til at starte med troede man ikke, at det kunne blive mere makabert. Det blev det så. Kan I blive ved med at intensivere både det humoristiske men også det bizarre og makabre, eller har I nået det mest ekstreme?

Der er masser i godteposen endnu, vi er allerede over halvt igennem at skrive det næste album. Så, på godt og ondt, vi har nok nogle år i os endnu - du læste det her først – til skræk og advarsel!

Igennem jeres karriere har jeres albums altid haft en forholdsvis kort albumtid. Er det for at sikre, at intensitet bibeholdes på hele pladen, eller hvad er hensigten?

Vores første to albums Indhentet af døden (2010) og Til døden os skiller (2012) var lidt bevidst ca. de 40 minutter lange, hvorefter det tredje og afsluttende kapital i Døden-trilogien med Døden læger alle sår (2015) endte op med at være 50 minutter langt og blive en dobbelt LP udgivelse også. Det var ikke tiltænkt, men blot da vi syntes, at vi havde skrevet 10 sange, der var hele den fortælling, vi gerne ville præsentere med det album, det viste sig så bare at være måske lige lovlig langt, men sådan er det. Vi kunne ikke skære noget fra, uden at vi syntes, at det var en vital del, der så skulle spares. Efter det med Misantropologi i 2017 ville vi gerne lave et lidt kortere album, og det er vist kun lige 30 minutter langt i det hele, hvor vi introducerede lidt kortere sange for at have et lidt mere blandet udtryk. Misantropologi var samtidigt vores første album med en ny bassist, og albummet var skrevet og øvet kun af Anders og jeg i vores øvelokale i København, og så lærte jeg baslinjerne til vores bassist, Sam Osborne, på det tidspunkt i studioet Earhammer Studios i Californien under selve optagelse af albummet i sommeren 2016. Det fungerede fint, men det føltes lidt underligt dengang, at det var sange, som vi aldrig havde spillet som helt band, eller live, modsat alt tidligere musik, der trods alt havde været ”prøvet af” live, inden vi optog dem. Nok om det, vi fik endeligt dannet vores nuværende, om i min optik bedste, line-up i 2018, og med den sammensætning skrev og optog vi så vores femte album Aldrig i livet i løbet af efteråret og vinter 2019-2020, og det udkom i december 2020 midt i Corona, men dog med en restriktiv udgivelseskoncert i Pumpehuset i København. Aldrig i livet var vidt lidt over 30 minutter også og passende tid på, hvad vi syntes, var en god længde og passende med de sange, vi havde skrevet til det kapitel i Undergangs historie.
Vi arbejder som nævnt tidligere pt. på nye sange til et sjette album, og vi snakker om nok at vende tilbage til en 40 minutters længde denne gang igen. Planen er at blive ved med at skrive og øve sange, indtil vi er klar til at optage og så vælge de sange, der passer bedst til et album og så have et par potentielle ekstra sange til en anden mindre udgivelse senere. Det var det samme, vi gjorde med Aldrig i livet, hvor vi skrev og optag 3 ekstra sange i samme session, som vi havde planlagt og blev brugt til en split LP/CD med vores venner i japanske Anatomia, som udkom i 2022.

Jeres nyeste udgivelse er klassificeret som en EP (dog en længere en af slagsen). Foretrækker I faktisk dette format?

EP’en er god, fordi der kan holdes momentum, og jeg synes personligt, at det er fedt, hvis man har hørt den én gang og så øjeblikkeligt har lyst til at lytte til den igen, hvilket vel lidt er noget, man nemmere opnår, hvis man laver en kortere udgivelse, end et langt album. Så EP’en er fed, men jeg vil ikke nødvendigvis sige, at jeg foretrækker det. Alle udgivelsesformer har sin plads, så længe at musikken er god.

Hvor kom inspiration fra til at starte med? Hvem har været idolerne I har set op til, og har det ændret sig igennem årene?

Jeg tror ikke, meget har ændret sig. Undergang var altid tiltænkt som værende lidt af en hyldest til de bands, vi var vokset op med inden for genren og så med henblik på at skrive og spille noget musik, der ville være noget dødsmetal, vi selv gerne ville høre. Jeg havde skrevet de første sange, der endte i endelige versioner på Indhentet af døden, allerede et par år før vi fik dannet vores første line-up som Undergang i 2008, så det havde været undervejs i lidt tid, inden vi fik sat kød på knoglerne. Dengang var det bands som Autopsy, Carcass, Grave, Immolation, Napalm Death, Suffocation, Bolt Thrower, osv. Og det er det egentlig også fortsat en del. Der var ikke mange bands, der så tilbage til genrens begyndelse, da vi startede Undergang, og det var nok også lidt et resultat og svar til, at der i de år fortsat var meget fokus på, at man skulle spille ret teknisk og hurtigt dødsmetal, hvor vi lidt mere ville fokusere på stemningen og de catchy riffs og trommerytmer, mere henad hvad de første dødsmetalbands baserede genren på

Jeres nuværende line-up har omtrent fem år på bagen. Er I ved at være så sammentømrede, som I kan blive, og kan vi forvente mere fra jer i den nærmeste fremtid?

Den nuværende konstellation er den bedste, sjoveste, sundeste og bedst praktisk fungerende sammensætning, vi har haft, og jeg forestiller mig, at det er sådan, bandet forbliver, til dagen kommer, hvor vi ikke vil mere. Jeg føler dog, at vi har en del at lave og dele med hinanden og omverdenen endnu, så mon ikke vi har et par albums og endnu flere koncerter i vores kroppe og sind endnu? Det håber jeg da i hvert fald.

Og lige til slut. Hvad er ambitionsniveauet for Undergang? Er der nogle store drømme, realistiske eller ej?

De helt store drømme er vist for længst blevet skrottet igen grundet diverse ændring, der kommer med tiden i ens liv. Dengang, hvor alting bare drejede sig om at være i øvelokalet og ude på landevejene og spille HELE TIDEN, er ikke helt så aktuel længere. Men her 15 år efter at vi startede bandet, er jeg meget stolt over, hvad vi har opnået sammen og føler mig meget heldig over, hvad bandet har bidraget til mit liv med. Der var engang, hvor jeg brugte alt min tid på at planlægge koncerter og turnéer for os, hvilket det ikke altid var alle i bandet, der ville, eller kunne, så på et tidspunkt blev det også klart for mig, at det desværre ikke var Undergang, der kom til at være ude og spille koncerter 200 dage om året, som jeg dengang gerne ville. Vi fik dog gjort meget, nok mere end de fleste, men i dag er det heller ikke den stil, jeg magter længere. Efter mange hundrede koncerter rundt omkring i hele Europa, Nordamerika, Australien, Japan, Rusland, osv. og 5 albums og endnu flere mindre udgivelser ind imellem, er jeg også godt tilfreds med, hvad vi har opnået og delt sammen. Nu vil jeg bare gerne skrive musik med mine venner i Undergang og spille mere enkeltstående og mere eksklusive koncerter nært og fjernt, og det gør det hele lidt mere specielt også. Heldigvis har vi gjort det arbejde, der skulle til tidligere, så vi kan trygt gøre stort set alt det, vi vil som band i dag.

Mange tak for jeres tid David, og hils resten af holdet.