DETEKTOREN

Interview med Francesco Paoli

Fleshgod Franceso P

Et par timer før, at Fleshgod Apocalypse skulle rive Loppen midtover, fik jeg mig en god snak med frontmand, og tidligere bagmand, Francesco Paoli om bandets musik, deres inspirationskilder og deres vin!

Det her er anden gang i 2017, at I spiller i Danmark. Hvordan er det at spille her i forhold til resten af Skandinavien?

Tja, her er smukt. At spille her, er smukt. Vi spillede i VoxHall i sommers, vi har spillet i Finland og på Inferno i Norge. Så vi har ikke spillet meget i Skandinavien, men der, vi nok har spillet mest, er Danmark! Vi elsker jer! Det er smukt, fordi I er lidt varmere end de andre skandinaver, og alle organisationer og klubber er fucking perfekte. Det er smukt!

 

Nu er Loppen jo et ret lille og intimt sted. Hvordan er det at skulle spille her?

Det er også smukt! Vi kan godt lide store steder, og nogle gange sker det, at vi skal spille på virkeligt store steder, men det er godt at have muligheden for at spille på mindre steder, hvor du virkelig kan føle publikum. Det, at folk er lige foran, er spændende; man kan virkelig føle sig omringet. Man føler, at man spiller til folket, og ikke for folket. Den her klub er en gammel historie for mig; jeg har spillet her for 10 år siden med mit gamle band, Hour of Penance. Det var en tour med Origins og Impaled, og jeg kan huske stedet her. Da vi kom til Christiania nu, sagde jeg til chaufføren: ”Shit, mand! Jeg kan huske stedet her; jeg var her for 10 år siden!”. Hukommelsen virker. Det er det samme sted, lidt bedre end dengang, mere organiseret, renere og sådan. Det er som at gå tilbage til min ungdom.

 

King har været ude i ca. halvandet år. Er I i gang med at skrive nyt materiale?

Det kan jeg godt fortælle: Ja og nej. Vi er begyndt at skrive nyt, men vi vil tage os tid til det. Det bedste, vi kan gøre for at skrive, er at tage os tiden. Det gjorde vi med King. Vi sørgede for, at vi havde tiden og ikke skulle skynde os, og det virkede. Vi er så glade for, at albummet har klaret sig godt og stadig klarer sig godt. Folk køber det stadig efter næsten to år, og folk kommer til vores shows, så det virkede. Det er nok vores bedste album. Vi er nødt til at gøre det på samme måde igen; sørge for, at tiden er der. Så vi er i gang, men det er ikke sange endnu. Det er jams og riffs, idéer og sådan. Men jeg tror, at vi nok snart begynder at tage det lidt mere seriøst, og så skider vi nok noget godt ud!

 

King var fortællingen om en konge, og hvordan han kæmpede for at undgå at blive sindssyg. Vil jeres næste album også have en sammenhængende historie?

Ja. Vi er mere et konceptband. Vi vil ikke lave et album og fylde det med sange, der har forskellige vibes og øjeblikke. I popindustrien er der tit kunstnere, som har forskellige genrer på samme album. I metal, især vores slags – symfonisk metal, eller hvad fanden du vil kalde det – er det mere som at fortælle en historie om et specifikt emne. Historien om kongen og hans hof er en metafor, ligesom Labyrinth, om smerte og syge ting. Det bruger vi nok igen på næste album. Det, jeg kan sige, er, at der er sket nogle ting i vores liv på det sidste, så vores næste album bliver nok noget mørkere.

 

King var da ellers ret mørk, med numre såsom ”Syphilis”?

Ja, det er rigtigt nok. Vi vil gerne lyde tungere og dedikere meget opmærksomhed til bandets personlighed. Vi vil lyde anderledes end alle andre. Vi opdagede, at King satte standarden ret højt for os og skabte det, man kan kalde Fleshgod-lyden – rigtig tung, symfonisk dødsmetal. Vi laver ikke det samme album igen, men det er et startsted.

 

King havde nummeret ”Paramour”, som jo er en tysk operasang. Tænkte I over, at det at have et operanummer på en dødsmetalskive ville skabe en stor kontrast?

Ja, helt klart, for det handler om kontrasten. Vi ville gerne være tunge, men også melodiske. Vi ville gerne være klassiske, men også rå og old school. Så det er kontrasten, ligesom når vi spiller. Vi kan spille en supertung og hurtig sang som “Mitra” og så lige bagefter spille noget modsat. Man skal værdsætte alle aspekterne for at kunne se hele billedet. Det er kontrasten, der gør, at albummet bare bliver bedre. De forskellige dynamikker gør, at lytteren kan følge og forstå hele historien. Det svære er så, at man skal kunne skrive gode sange!

 

Jeg har bemærket, at jeres instrumenter alle er af et lille italiensk mærke, Rufini. Hvordan kan det være, at I ikke benytter jer af store brands som Gibson og ESP?

Fordi vi ville have noget, der var lavet i hånden – noget personligt, som kun Fleshgod har. Vores primære kald er at være unikke, så selv vores instrumenter, kostumer og det er unikke. Det passer alt sammen. Det er kun os. Man kan købe vores instrumenter, men de er nogle, som alle refererer til som Fleshgod-instrumenterne. Det er mega fedt at have noget så personligt. Og de lyder fantastiske!

 

Sidst, I var her, havde du brækket anklen. Hvordan går det med den?

Jeg gik i min have, og min fod faldt ned i et hul. Jeg brækkede den to steder. Men jeg ville ikke skuffe folk, så jeg besluttede mig for at tage på tour alligevel. Så måtte vi jo se, hvordan det gik. Vi gjorde det, og folk elskede det. Der var så meget support. Jeg vidste ikke, om jeg kunne; det gjorde jo vildt ondt! Der gik ca. tre måneder, før det gik bedre. Altså det gør stadig ondt nogle gange, men nu er det jo ligegyldigt, for jeg har fået ny rolle i bandet.

 

Fortæl os lidt om din nye rolle.

Tja, altså vores sanger forlod bandet for to måneder siden. Der var nogle personlige årsager, og han ville fokusere på sin familie. Så vi måtte beslutte os for, om vi ville fortsætte som band, eller om vi ville finde en ny. Det var dog naturligt, for jeg var den oprindelige frontmand. Jeg sang på Oracles og har skrevet al vores musik, så jeg ledte bandet fra baggrunden. Det kan jeg nok gøre igen. Jeg sang også i Hour of Penance og har spillet guitar i mange år, så hvorfor ikke? Sidste måned hyrede vi en ny trommeslager, og det lykkedes, så vi er her igen, og vi er super glade. Der er ikke noget i vejen med Tomasso, alt er fint, men det var hans valg, og vi respekterer det. Jeg har også en familie, men Fleshgod er også min familie.

 

Jeg faldt over en video på YouTube af dig, der laver spaghetti. Kan du ikke fortælle os lidt om, hvad det gik ud på?

Det var min måde at brokke mig over, at ingen har respekt for musikken længere. Vi laver musik, vi tager på tour, men der er ingen penge; alle stjæler fra dig! Jeg vil ikke blive rig af at lave musik; jeg vil bare spille og skrive, men jeg vil altså også kunne leve et ordentligt liv. Hvis du stjæler min musik, og hvis du brokker dig over, at vi laver merchandise, fordi du ikke mener, at det er ”true”, så er du en lort. Det er mit job. Det er, hvad jeg laver, så respekter det dog. Hvis jeg sælger pasta for at tjene penge til at investere i mit band, så hold din kæft. Du skal ikke brokke dig eller kommentere. Ellers kan du jo købe min musik som i gamle dage, selvom det ikke sker. Hvis du ikke køber dem, så lad være med at brokke dig over, at musikere laver andre ting, pasta eller biler. Eller værre: Hvis du sælger ud, bliver et lorteband, der laver lortemusik for at overleve, så vil jeg hellere sælge underlige produkter end at lave lortemusik, der er radiovenlig og catchy for at overleve. Altså videoen er jo for sjov; jeg er entertainer. Men jeg ville gøre det klart, at vi ikke vil please dem, der hader os. Det er da hårdt, når man føler, at alle er imod en, fordi man laver noget, de ikke forstår, fordi de ikke har sat sig ind i det.

 

Hvad inspirerer jer?

Livet. Livet er fyldt af forskellige ting, skygger, lys, kontraster, håbløshed, problemer, lykke. Alle de her ting bliver til musik. Nemt endda: Du tager et emne, der fylder meget, og skriver soundtracket til det. Vi bruger lang tid på detaljer og sådan, men sangens sjæl, den kommer nemt og hurtigt, for den er essensen af emnet; en følelse, en opførsel osv. Nogle gange kommer idéerne under bruseren!

 

Den klassiske verden virker til at fylde meget for jer. Skyldes det måske jeres italienske rødder?

Det gør det, ja; vores europæiske arv. Vi ville gerne lave noget klassisk, og der er ikke noget mere klassisk end klassisk musik, synes jeg. Så vi ville kombinere klassisk og heavy. Det er kontrasten. Det er i vores blod, og det kommer nemt.

 

Hvad lytter du selv til af musik?

Alt muligt underligt lort. Meget forskelligt: Eddie Vedder, Foo Fighters, Rammstein, Dimmu Borgir, Behemoth, Bruno Mars, klassisk musik, soundtracks, John Williams, Hans Zimmer, alt den slags. Opera sgu da også!

 

Er der et land eller en by, I ikke har spillet i endnu, som I ville elske at spille i?

Vi har ikke spillet i Sydamerika endnu, men vi tager derhen om en uge. De har nogle problemer godt nok. Vi har ikke spillet ret meget i Afrika heller, fordi… Ja, det er jo lidt fucked derovre. Vi har spillet i Indien og Australien. Vi har også spillet i Japan et par gange. De er for vilde! De elsker det symfoniske og melodiske. Vi er godt nok dødsmetal, men melodisk, så de følger os konstant. De elsker det!

 

I laver også vin, The Fool. Den smager faktisk rigtig godt og ikke bare som en gimmick.

Selvfølgelig! Fordi det er den ikke. Når vi laver noget, er det ikke bare reklame. Vi mener det seriøst; der er noget af vores sjæl i det. Vi har valgt vin fra vores område i Italien og solgt den til verden. Vi eksporterer altså vin. Det er god vin; det er den vin, vi selv drikker. Det er ikke et stort firma, der sælger det og sender det 1.000 kilometer væk. Vi tager selv rundt og finder vinen, så det er vin, vi kan lide, og det kan vores fans mærke. De kan mærke, at der er hjerte og sjæl i det. Så det er godt, vores fans kommer igen og køber den!

 

Mange tak for din tid, Francesco. Det var super fedt!

Selv tak, mand. Vi ses på scenen. Håber, du nyder det!

Tilføj kommentar