Callenish Circle

Callenish Circle

Ikke kun er sanger Patrick 'Pat' Savelkoul en ekstrem aggressiv sanger, han er også, mens undertegnede snakker med ham utroligt snottet. Men gennem trut i hornet og fedtede lommetørklæder, får man dog en del at vide om labels, skotske øer og fulde Nuclear Assault.

heavymetal.dk (HM):
Vil du være så venlig at forklare vore læsere hvad Jeres navn egentlig betyder?

Patrick Savelkoul (PS):
Det stammer fra en stencirkel, ligesom det berømte Stonehenge, bortset fra at denne cirkel står på den skotske ø Lewis. Vi har bare gjort det at vi staver Callanish med et 'E' i stedet for A’et, det gode ved denne ændring er at når man søger efter Callenish på Google, får man kun hits med vores navn.

HM:
Hvordan vil du egentlig beskrive jeres stil?

PS:
Hvis jeg skulle beskrive det med et ord ville jeg sige ekstremt metal, da vi inkorporerer indflydelser fra Thrash, Doom og Death, såvel som mere moderne elementer.

HM:
Kan du fortælle mig lidt om jeres nye album, "MY PASSION // YOUR PAIN"?

PS:
Pladen blev optaget mellem januar og februar hos Andy Claasen (Holy Moses) i Stage 1 studiet. Inden optagelserne havde vi fem måneder hvor vi komponerede alt materialet. Og som jeg sagde før, er det en meget alsidig lyd vi har stræbt efter på dette album.

HM:
I har været på en del labels, men er nu på det renommerede Metal Blade Records, føler I at I er på plads nu hos dem?

PS:
Ja, det føles virkeligt godt at arbejde sammen med dem, i fortiden har vi ikke følt at de andre labels rigtig gjorde hvad de kunne for os. Dette skyldtes hovedsageligt at de andre labels ikke rigtig kunne promovere os ordentligt, både hvad angik reklamer og turne budget. Dette har gjort at vi nu er meget påpasselige med hvad vi skriver under på, vi har lært en masse af de fejl og skuffelser vi har oplevet. Vi er i hvert fald kommet igennem som et stærkere band, så i den sidste ende var det egentlig ret positivt for os.

HM:
I sangen "My Hate Unfolds" er der et sample fra filmen "American Psycho", hvilket er en af mine yndlings bøger. Er sangen inspireret af den?

PS:
Jeg må indrømme at jeg ikke selv har læst eller set den, men vores guitarist havde set filmen og var temmelig imponeret af den. Han mente at den ville passe godt ind i det koncept som omhandler pladen.

HM:
På jeres sidste plade havde I Henri Sattler (God Dethroned) og nu har i igen en kendt producer i Andy Claasen, var det et bevidst valg?

PS:
Vi havde det pisse sjovt med Henri på den forrige skive, men vi mente at vi ikke kunne få en bedre lyd i Holland. Derfor valgte vi så at tage til Tyskland og indspille hos Andy, som jo har produceret en masse gode plader. Desuden ville vi heller ikke ende med at lyde som alle andre bands, hvilket desværre er ret hyppigt lige for tiden. Da vi skulle vælge studie var det også Andys navn der dukkede op på de CD’er som vi mente havde den bedste lyd.

HM:
Jeres tekster er meget aggressive, bliver de skrevet ud fra jeres eget synspunkt eller er det mere ovre i det fantasifulde?

PS:
Alle vore tekster er baseret på de negative menneskelige følelser som had, sorg og smerte. Ikke at vi selv er negative mennesker, men vi prøver at sætte os ind i sindet på personer som gennemgår disse følelser og hvordan man reagerer i disse situationer. Det er mere i tredjeperson perspektiv de foregår, og teksterne er for det meste skrevet sådan at man kan fortolke dem på ens egen måde, men man får dog et klart billede af hvad vi mener.

HM:
I den nærmere fremtid er i temmelig meget på turne. Det lyder jo som en drøm for et så ungt band som jer.

PS:
Der er en mini turne planlagt, med Dismember i Belgien og Holland, og desuden har vi også fået et gig på Wacken festivalen, men den rigtige turne vil først tage fat i efteråret sammen med Exodus og Nuclear Assault.

HM:
Er de nogle af jeres gamle idoler?

PS:
Ja, for femten år siden sad vi tit foran vores gamle båndoptager og hørte Exodus og Testament. Så det bliver for fedt at kunne opleve ens gamle helte live.

HM:
Ja, og så skulle der jo være gode chancer for at feste en del.

PS:
Ja, jeg har hørt at Nuclear Assault var så stive på No Mercy festivalen at de væltede ned af scenen, det kan man kalde alternativ stagediving.

HM:
Tak for sludderen, Pat!

PS:
Selv tak, og jeg håber at se jer i Wacken!