Copenhagen Metal Fest - Sunken

Sunken

I lidt over en håndfuld år har Sunken beriget det danske metallandskab med deres atmosfæriske black metal. Dog skal man ikke hænge sig alt for meget i black metal-betegnelsen, for Sunken er meget mere end bare Mayhem og Burzum med ekstra melodi. Deres lange stemningsfulde numre tager dig med ud på havet og ned i det kolde ubarmhjertige dyb. Bragende blast beats og buldrende guitarer står side om side med stille, nærmest himmelske momenter. Vokalens desperate saltvandsfyldte skrig komplimenterer perfekt musikkens varme atmosfæriske baggrundsharmonier, der tilsammen danner et musikalsk univers, som opsluger lytteren totalt.

Bandets debutplade, Departure, fra 2017 er blevet kaldt et mesterværk indenfor dansk black metal, og kigger man på, hvordan deres forrige koncerter er forløbet, er forventningerne i den grad skruet i vejret. Men med et band som Sunken og deres altomsluttende lyd, er der ingen grund til bekymring. Druknedøden er garanteret, og den er sjældent set mere storslået og smuk.

I forbindelse med denne artikel, har vi stillet bandet nogle spørgsmål vedr. den danske scene og Copenhagen Metal Fest.

Hvordan ser I på nuværende tidspunkt den danske metalscene?
Hvor den danske metalscene før har været meget baseret på få subgenrer, har den i de senere år udviklet sig indenfor mange, på godt og ondt. Overordnet set er vi stadig langt bagude i forhold til vores nabolande, men det er rart at se at den danske black metal-scene er blevet meget anerkendt, særligt i Tyskland.

Hvad kan den danske metalscene, som er værdifuldt for den internationale metalscene?
Ikke det store. Så skulle det være vores udvalg af mange små festivaller, som tiltrækker et stort internationalt publikum hvert år. Særligt Metal Magic Festival, som jo bl.a. fik den legendariske supergruppe Ved Buens Ende til at spille i sommers.

Hvordan udvikler den danske metalscene sig i øjeblikket?
Flere bands og flere bands tager på internationale tourneer, hvilket er fedt at se.

Er der en særlig genre, som skiller sig mere ud end de andre?
Drone doom.

Hvordan har den danske metalscene ændret sig siden I startede (enten positivt/negativt)?
Generelt positivt. Dog så vi gerne at den tendens også kom til Århus, hvor metalmiljøet stadig er meget lille og bookerne ikke tør tage chancer.

Der popper flere og flere festivaler op i Danmark, især i metalmiljøet. Hvad synes I om det?
Det er fedt at det er noget for alle. Særligt værd at nævne er Nocturnefest, Northern Discomfort, Metal Magic Festival og Killtown Deathfest.

Hvad tænkte I, da I blev inviteret til Copenhagen Metal Fest?
Vi havde hørt om festivalen før, så det var fedt at blive inviteret. Vi har ikke spillet i København siden februar 2018, så vi glæder os til at komme tilbage.

Nogle af de deltagende bands på CMF har været tilstede på den danske metalscene i flere årtier. Ser I op til bands som disse (Artillery, Illdisposed) og ser i disse som inspiration?
På ingen måde.

I er godt på vej op af metal-stigen. Hvordan når I toppen og hvad kan vi forvente af jer som band, når I når derop?
Vi spiller en niché genre, som gør det meget svært at nå toppen i traditionel forstand. Men vi sigter efter på sigt at lave flere internationale tourneer og blive et anerkendt band i undergrunden. Forvent det uforventede.