Der var engang i Norge

Norsk black top 10

I dag er det 30 år siden, at Darkthrone udsendte A Blaze In The Northen Sky.

Det blev det studiealbum, som for alvor markerede starten på metallens nok mest kontroversielle og omdiskuterede subgenre: Den norske andenbølge-black. Godt nok havde der allerede i nogle år cirkuleret diverse demoer rundt i den norske metalundergrund, og på den svenske ’compilation’ Projections Of A Stained Mind havde Mayhem allerede udsendt et par numre med legendariske Dead på vokal. Men det var med Blaze, at det hele for alvor begyndte, og det var lidt af en eksplosion, som Fenris, Noctuno Culto og Zephyrous fik skudt i gang der i 1992 bare ti år efter Venoms Black Metal. Her tænkes der ikke så meget på alle de dramatiske begivenheder, vi har hørt om til hudløshed, for på Heavymetal.dk er vi primært interesserede i musikken. Få scener i metallens historie har nemlig udsendt så mange kreative og banebrydende plader på så kort tid, som vores norske brødre gjorde i 90’erne.

Men hvilke er de bedste, og hvordan klarer dagens jubilar sig mon? Det har black-entusiasterne her på redaktionen kværuleret over de sidste mange uger. Og kværuleret blev der, for der var stort set kun konsensus om et enkelt album (gæt selv hvilket). Der er selvfølgelig flere oplagte, der ikke er til at komme udenom, men jeg tør godt love, at der vil være enkelte overraskelser på følgende liste over de ti bedste norske blackmetal udgivelser nogensinde.

 

10. Dimmu Borgir – Enthrone Darkness Triumphant (1997)  

Ikke så trve at det gør noget, men når det kommer til den symfoniske black metal, er der intet, der når dette album til sokkeholderne. Dimmu Borgir havde allerede to solide album bag sig, men i 1997 slog de hovedet helt på sømmet med Enthrone Darkness Triumphant. Et album som viste, at black metal sagtens kunne ramme et bredere publikum og nå langt ud både kunstnerisk og kommercielt. De symfoniske keyboard-øvelser gjorde det hele lidt mere lyttevenligt, men det var stadig ondskabsfuldt og bistert som krævet af fans af scenen.

9. Ulver – Bergtatt (1995)

I Ulvers bjergtagende black metal trilogi (Bergtatt, Kveldsanger og Nattens Madrigal) ligger Bergtatt som et fint musikalsk bindeled (selvom den kom først) mellem den drømmende Kveldssanger og den primitive og fanden-i-voldske Nattens Madrigal. Bergtatt er metal, men med store mængder folkemusik indover og dermed en enestående atmosfære, som mange bands efterfølgende har emuleret, men sjældent overgået. For sin tid var albummet banebrydende, og man kan godt argumentere for, at Nattens Madrigal præsenterer et band på et højere niveau end debuten, men Bergtatt er Ulvers mest gennemførte metalofring, og ingen kan komme uden den enorme indflydelse, som bandet og især dette album har haft på black metalscenen.

8. Kvist – For Kunsten Maa Vi Evig Vike (1996)

Det varede ikke længe efter Darkthrone åbnede ballet i 1992, før de første såkaldt avantgardeudgivelser dukkede frem. Inspireret af især Celtic Frost er der flere udgivelser vi kunne tage med her, men valget er faldet på Kvist, som kun udgav For Kunsten Maa Vi Evig Vike, og siden forsvandt ud i intetheden igen. Men hvilket værk det er. På en skabelon af Mayhem’s De Mysteriis Dom Sathanas (mere om den senere), udvidede de formlen og tilføjede mere eksperimenterende symfoniske og progressive elementer. Det gav albummet en unik musikalsk dybde, som sjældent er hørt i misantropisk black metal. Kompositionerne er velovervejede og både dynamiske og tekniske. For Kunsten Maa Vi Evig Vike er et højtravende musikalsk værk, som alle vi dedikerede black metalfans skal have lyttet til mindst en gang, før Dead kalder os hjem.

7. Satyricon – Nemesis Divina (1996)

Hovedkræfterne bag Satyricon, Satyr og Frost, har altid styret Satyricon uden at give en fløjtende fis for, hvad andre satte op af musikalske begrænsninger og snærende bånd på blackscenen, og de har igennem alle deres udgivelser været nysgerrige efter at udforske nye måder at spille den sorte metal på. I 1996 resulterede disse bestræbelser i et af de bedste norske albums nogensinde, nemlig Nemesis Divina. Her var aggressivitet, melodier, atmosfære og rigeligt med mørke. Alene det faktum, at der er en sang, der hedder ”Du som hater gud” med tekst af Fenris, gør jo, at Nemesis Devina fortjener en plads på en liste som denne. Med ”Mother North” kom trve black tættere på hitpotentiale end nogensinde før (og måske siden). Samtidig var den fyldige produktion Satyricons modsvar til de såkaldt ægte værdier, der ellers var fremherskende midt i 90’erne. Så trve er Nemesis Divina altså heller ikke. Til gengæld er den uundgåelig på en liste som denne.

6. Enslaved – Isa (2004)

Præcis som Satyricon er Enslaved altid gået deres egne veje. Bandet er et kapitel for sig i den norske black, og har et væld af mesterværker under bæltet, som alle kunne høre med på denne liste. Da Isa udkom i 2004, havde gruppen allerede i nogle år udviklet deres progressive udgave af blackmetallen, men på Isa kulminerede det. Det er velproduceret, episk, progressivt, teknisk og mest af alt helt igennem fortryllende, men gruppen fik da også lidt assistance med gæstevisitter fra både Abbath og Nocturno Culto. Måske mest for at holde fast i deres black metal legitimitet, men det var nu ikke nødvendigt. For fra de første toner til albummet er slut, er det en sand overflod af inspiration og nytænkning. Ingen andre bands er som Enslaved.

5. Darkthrone – Transylvanian Hunger (1994)

Og så kom vi endelig til Darkthrone, men dog ikke Blaze, der jo ellers, som vi allerede har fastslået, satte det hele i gang. For hvis nogen spøger om, hvad norsk black metal var og er for en størrelse, så er det bare om at sætte dette album på. Tættere på essensen af den norske bølge kommer man næppe. Du får stort set alt det væsentlige fra denne i bund og grund bizarre subkultur: Først og fremmest en lyd så primitiv, at man stadig kan blive overrasket over det, når man sætter skiven på her 25 år senere. Men ikke nok med det, for Varg Vikernes-tekster, der flirter med alt det forbudte, og ikke mindst et – lad os kalde det uheldigt – udsagn om hvor true dette album var, sætter på godt og ondt prikken over i’et. Hele bølgen komprimeret ned til et kompromisløst album. Transylvanian Hunger er et af de bedste eksempler på hvordan rå, primitiv, uforfalsket og lo-fi black metal skal leveres, og coveret alene er jo nærmest blevet et symbol på hele genren. En milepæl.

4. Immortal – At the Heart of Winter (1999)

De første seks indslag på denne liste afslører nok, at black metal har det med at være en genre, der er blottet for selvironi og humor – det må derimod gerne være seriøst og navlepillende. Heldigvis har vi Immortal og Abbath – for den mand ejer ikke en seriøs knogle i sin krop. Lige siden bandets undfangelse i de tidlige 1990’ere har Immortals musik primært handlet om pis og papir, fest og farvelade. Her var hverken knivmord, sataniske ritualer, kirkebrande eller neo-nazi propaganda at finde – derimod var der masser af drager, dæmoner, trolde, bajere og andre fjollerier. At the Heart of Winter er black metal tilsat rendyrket 80’er guitarfræs og festlig stemning, og tak Satan for det friske pust! Det kan da godt være, at gruppen er ophavsmænd til både historisk ringe musikvideoer og krabbedans, men det er komplet ligegyldigt, når Abbath og co. som her lader det ene mesterlige og isnende kolde riff efter det andet flyde ud i permafrostens landskaber. 

3. Emperor – Anthems To The Welkin At Dusk (1997)

Man kan godt argumentere for, at debuten In the Nightside Eclipse fra 1994 havde større gennemslagskraft og dermed betydning, men Anthems gør bare alting en smule bedre end forgængeren. Sangskrivning, arrangementer, riffs, melodier og produktion. Alt sidder lige i skabet på dette hovedværk. Bortset fra en utidig brug af lidt ”Final Countdown”-orgel på ”Al Svartr”, men perfektion har jo aldrig været hovedmålet for den sorte metal. Tre år efter den fantastiske debut, vendte Emperor tilbage med et monster af en opfølger. Og det var ikke kun Enslaved og Satyricon der gennemgik store skift fra album til album, for Ihsahn og co. udvidede ligeledes konstant deres lyd, og var aldrig tilhængere af hverken ”necro-sound” eller lo-fi produktion. Stort set alle deres album har deres ret på en liste som denne, så at skulle vælge den bedste er lidt som at vælge blandt sine børn. Men Anthems aggressive og symfoniske bombardement blev aldrig overgået, før eller siden.

2. Burzum – Hvis Lyset Tar Oss (1994)

Manden, myten, memet. Man kan mene om Varg Vikernes, hvad man vil, men ingen kan tage fra ham, at han står bag flere af black metallens største skiver. Det er værd at huske på, at den norske black metal var meget mere end tilbedelse af Satan. Langt hen ad vejen handlede det om at være fucked up, og sætte ord og lyd på denne tilstand, og få har gjort det med større eftertryk end Varg via sit soloprojekt, Burzum. Det kan godt være, at nutidens sociale medier ikke ønsker det, men som stakkels Øystein Aarseth erfarede på sin trappeopgang i 1993, er Varg bare ikke til at komme udenom. Man kan i dag godt få det indtryk, at Vargs bidrag til black metallen kun var kirkeafbrændinger, mord og fascistiske tåbeligheder, men så er det straks at dykke ned i de første 4-5 Burzum-udgivelser, der vel alle kunne optræde på denne liste.

Vores valg er dog faldet på Hvis Lyset Tar Oss, der med sine hypnotiske riffs, atmosfæriske lydflader og skingre afmagtsskrig er en hjørnesten i black metallen. Og så kan pladen endda også få en del af æren for at have skabt de endnu mere expressive subgenrer ’depressive black metal’ og ’depressive suicidal black metal’.

1. Mayhem – De Mysteriis Dom Sathanas (1994)

Ingen overraskelse, at det her album lander på førstepladsen – det er bare uundgåeligt. Mayhem var uden tvivl det vigtigste band indenfor både black genren og subkulturen i det hele taget. De satte standarden og viste vejen. De Mysteriis Dom Sathanas oser af mystik og ondskab, og Euronymous’ vision blev fuldbyrdet på dette på en gang primitive og forbandet atmosfæriske mesterværk. Albummet indeholder ikke bare genredefinerende sange som ”Freezing Moon”, ”Cursed in Eternity” og ”Life Eternal”. Nej, tilsæt Hellhammers konstante bombardement, Attilas vanvids-vokal og Euronymous’ motorsavsguitar, der flænser lydbilledet som negle på en tavle, og vi har et album, der aldrig bliver overgået. Mayhem var orkanens øje i alt dramaet, som omkredsede scenen dengang, og det kan tydeligt høres på musikken, der er både storslået og creepy. At en morder og hans offer spiller sammen hjælper muligvis også lidt på berømmelsen, men det er egentlig overflødigt, for musikken står helt fint alene, som det mesterværk det er, ikke bare for den norske black eller ekstremmetallen. De Mysteriis er et af metallens hovedværker. 

 

Boblere:

Der er mange andre album, der kunne fortjene en plads på denne liste, og på redaktionen havde vi alle vores egne favoritter, de andre ikke fattede storheden af, og som dermed ikke nåede på top 10 listen. Nogle af dem kommer her:

Thorns – Thorns, Gorgoroth – Antichrist, Ved Buens Ende – Written In Waters, Solefald - Neonism, 1349 – Hellfire, Taake – Hordalands Doedskvad, Kampfar – Ofidians Manifest,...

Black-holdet der lyttede, grublede, skændtes og skrev:

Jesper Fogh Skousen, Jonathan Pichard, Kent S. Lillelund, Mads Jeppsen & Søren Højer Larsen

 

Playlisten:

https://open.spotify.com/playlist/0syOWHF3t8t6TrF9yRLafr?si=d2e3c334d94a...

Tilføj kommentar