Årets Internationale Udgivelse - 3. pladsen

ÅRETs internationale

ÅRETS INTERNATIONALE UDGIVELSE

3: ULCERATE "STARE INTO DEATH AND BE STILL"

Hvad enten man føler for at kalde dem for teknisk død, atmosfærisk død eller post death metal, så er der intet andet band, hvis lyd indkapsler mødet med Manden med Leen så perfekt, som Ulcerate gør. Bandet har brudt samtlige genrekasser og sidder tungt på tronen, når det kommer til dyster dødsmetal. Altopslugende mørke, accept af livets endeligt og lyset for enden af tunnelen, det er, hvad der venter lytteren på Stare into Death and be Still. Kulstort kvælende klaustrofobi står menuen på, og serveringen er både voldsom og brutal, men samtidig storslået og smuk. Det er en plade, Ulcerate over det sidste årti har bygget op til. De har stille og roligt formet deres lyd, og med Stare into Death and be Still har de perfektioneret balancegangen mellem at blive trukket modvilligt ind i døden og byde den velkommen med åbne arme. Fra start til slut er det en imponerende plade, man ikke kan andet end bøje sig i støvet for.