”Tiden” er kommet for Zeit

Anno 2017 har det tyske black metal-band Zeit udgivet deres første fuldlængdealbum Konvergenz. Deres stil er black metal med elementer fra doom metal og sludge metal, og man lærer hurtigt, at de er et band, der sætter pris på den rå black metal-lyd. Bandet udgøres af en trio, der formår at levere varen på hvert deres punkt. Det er råt, atmosfærisk og helt igennem tysk.

Så tæt på at være i mål

Forestil dig, at du sidder i en skøn, atmosfærisk black metal-boble, og hver gang, du har levet dig mest ind musikken, bliver du forstyrret. Dette gentager sig nu nogen gange.

Det var den fornemmelse, jeg havde, da jeg lyttede til Konvergenz. Albummet startede meget godt med black metal, som man kender det, kombineret med en interessant atmosfære, som kendetegner Zeit. Man skal dog ikke længere end slutningen af første nummer, før de rammer første bump, ifølge mig. Der bliver truffet nogle rytmiske valg, der irriterer mine øregange lidt.

Dette gentager sig undervejs i de næste numre, og jeg begynder at frygte, at Zeit trækker hele albummet ned med disse små irritationsmomenter.

Henover slutningen af albummet bliver jeg dog positivt overrasket, og det lyder, som om at Zeit formår at vende skuden på falderebet med sange, der ikke fejler noget, men så kommer det sidste nummer på albummet. Vokalen og selve lyden, der kommer ud af instrumenterne lyder som black metal, men melodien er alt for sød i mit hoved i kontrast til resten af albummet. ”Latenz”, som nummeret hedder, minder mig mest af alt om ”poppet rock møder post rock” leveret af et black metal-band. Der er bestemt ikke noget galt med post rock, men i denne kontekst, synes jeg ikke, at det passer ind.

De positive ting er i overtal

Selvom der er nogle aspekter af Konvergenz, der generer mig lidt, vil jeg ikke lade dem trække albummet helt ned. Det er et godt, atmosfærisk black metal-album, blot med et par svipsere, som måske ikke for alle er væsentlige.

Hvis man piller svipserne fra hinanden og lytter til de instrumentale dele i sig selv, er der ikke rigtig noget at sætte en finger på. De gør et glimrende arbejde hver især, men på nogle punkter rammer de ved siden af hinanden, harmonisk set.

Jeg fortryder ikke at lytte til albummet, da det er udmærket skruet sammen. Så find blot dine tyskkundskaber frem og dyk ned i Konvergenz.