Zeal & Ardor - Live in London

Live in London

· Udkom

Type:Live-album
Genrer:Avant-garde Metal, Black metal
Antal numre:22

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Dobbelt op på gak og løjer!

Normalt gør vi her på heavymetal.dk ikke et stort nummer ud af liveudgivelser, medmindre der er tale om noget unikt og specielt som fx Metallicas S&M. Vi har dog valgt at anmelde Zeal & Ardors liveudgivelse Live in London, da den, udover at være fremragende, indeholder fire hidtil ikkeudgivne numre. Det er med andre ord udgivelsesdebuten for disse fire numre. Derved får man på Live in London noget, der er en blanding af en livekoncert og en EP – altså to ting på én gang – og hvem elsker ikke det!?

Noget nyt, noget gammelt, noget lånt og noget black!

Hvis man ikke er bekendt med Zeal & Ardor, så er man virkelig gået glip af noget. Bandet er stadig relativt nyt, men har på ganske kort tid opnået kultstatus samt høstet uanede mængder ros blandt diverse anmeldere for deres helt unikke musik og koncept. De har spillet to gange i Danmark; til Copenhell ’18 og Pumpehuset senere samme år. Med deres helt specielle blanding af klassisk blackmetal, blues og gospel, har de virkeligt skabt røre i vandene i metalmiljøet (hvilket da bestemt heller ikke er svært!). Jeg har selv haft fornøjelse af at opleve dem face-to-face, da de spillede i Pumpehuset sidste november, og jeg husker stadig den aften som en af de bedste koncertoplevelser, jeg endnu har været til. Live in London rammer næsten den stemning, som opstår til deres koncerter, i hvert fald så godt som et livealbum kan.

Dog har produceren valgt at mixe albummet lidt sjovt, i den forstand at fokus helt klart er på Manuels vokal, mens instrumenterne ligger noget lavt i mixet. Ligeledes kan man dårligt nok høre publikum, hvilket er en spøjs beslutning, når nu deres musik ligger op til fællessang og gospel. Alt dette betyder, at numre som fx ”Devil is Fine” lyder mesterligt og suverænt, mens numre som ”Fire of Motion” kommer til at lide under, at guitaren ikke er højere.

Albummet indeholder jo også fire nye sange; ”We Never Fall”, ”Hold Your Head Low”, ”Cut Me” og ”Baphomet”. De fire numre er af lidt blandet kvalitet, men ”Cut Me” og ”Baphomet” er helt klassisk Zeal & Ardor med knivskarpe blackmetal-tremolo riffs samt en diabolsk croonervokal, der hylder satan med et smil på læben. Om de fire numre kommer med på deres næste album, om de bliver lavet om, eller om de bare er ”for sjov”, er ikke til at sige eller vide. Men hvis de er en indikator for deres næste album, så kan man godt glæde sig.

Charme, satan og stort hår

Live in London er en fremragende udgivelse, der er et must-have for alle Zeal & Ardor-fans. Trods det lidt løjerlige mix, så er Manuels stemme, temperament og ildhu nok til at retfærdiggøre hele processen. Har man haft fornøjelsen af at opleve dem live, så bør man også anskaffe sig dette album, så man kan nyde det, mens man reminiscerer over oplevelsen. Albummet er desuden også en tydelig markør på, at bandet ikke har tænkt sig at sætte farten ned, og at de helt klart fortjener alt den ros og opmærksomhed, de har fået.

Tracklist

  1. Sacrilegium I (Live in London)
  2. In Ashes (Live in London)
  3. Servants (Live in London)
  4. Come On Down (Live in London)
  5. Blood In The River (Live in London)
  6. Row Row (Live in London)
  7. You Ain't Coming Back (Live in London)
  8. We Never Fall (Live in London)
  9. Waste (Live in London)
  10. Fire Of Motion (Live in London)
  11. Hold Your Head Low (Live in London)
  12. Ship On Fire (Live in London)
  13. Stranger Fruit (Live in London)
  14. Cut Me (Live in London)
  15. Coagula (Live in London)
  16. Gravedigger's Chant (Live in London)
  17. Children's Summon (Live in London)
  18. Built On Ashes (Live in London)
  19. We Can't Be Found (Live in London)
  20. Don't You Dare (Live in London)
  21. Devil Is Fine (Live in London)
  22. Baphomet (Live in London)