Det ’interkontinentale kunstnerkollektiv’ i retrospektiv
I mine 12 måneder her på redaktionen har en pudsig, om end åbenlyst utilsigtet, tendens sneget sig ind i form af det, man efterhånden kunne kalde ’det interkontinentale kunstnerkollektiv’: Sidste sommer udgav Nordic Union således deres tredje album i fuld længde, inden Epicas ’Best of Europe’ kollektion The Alchemy Project i efteråret præsiderede Richie Faulkners solo-projekt Elegant Weapons (2023), hvor barren for samarbejde på tværs af landegrænser atter engang blev løftet. Klip til dags dato. Nu står vi her så igen. Denne gang som kulmination på familiesammenføringen af det canadiske søskendepar, Shawn og Glen Drover, der siden 2020 har opereret under navnet Withering Scorn.
Hvis du sidder og tænker: ’Hmm, de navne har jeg da hørt før’, så har du ganske ret. Begge har nemlig tidligere stået i stald som henholdsvis trommeslager og guitarist for både Eidolon og ’thrash-dodonterne’ Megadeth. Med ombord finder vi også bassist Joe DiBiase (Fates Warning, ex-Misfits) samt den tyske veteran Henning Basse, der tidligere har ageret mikrofonholder for prominente ’power-houses’ som Firewind, Brainstorm og Gamma Ray. Resultatet af kvartettens tre år lange anstrengelser har manifesteret sig gennem den særdeles interessante debutudgivelse, Prophets of Demise.
Transatlantisk superkollision
Den øjeblikkeligt dragende intro på albummets første nummer, der i øvrigt bærer samme navn, bygger op til et crescendo, hvor det hele bare spiller: Riffs, trommer, ja selv bassen ligger og brummer lystigt i bunden af lydbilledet. Vokalt befinder vi os et sted i grænselandet mellem Grave Diggers Chris Boltendahl og Andy B. Franck (Symphorce, Brainstorm). Næh, Basses CV fornægter sig sandelig ikke. Klassisk tysk power/heavy vokal, sådan lidt til den prætentiøse side med en patina, der rimer på ‘60 grønne Cecil om dagen’. Så er vi ligesom i gang.
Beklagelsesvis præsenterer efterfølgeren ”The Vision” sig ikke med helt samme visionære overbevisning, og det til trods for fængslende tremolo-riffs og mere albuerum til Basse. Rytmesektionen fanger bare ikke rigtig an. Heldigvis samles stumperne hurtigt op med ”Picking Up The Pieces”, der virkelig sætter d’herrer Drovers fortid med den gode Dave Mustaine i relief. Den relation sættes om muligt endnu mere på spidsen, som vi bevæger os videre til ”Ancient Desire”: Enter Shawn Drover, der har fået fornem plads i mixet til rigtigt at boltre sig på. Forestil dig introen til ”Raining Blood” blot bakket op af vokale ’Brainstorm-vibes’ fremfor Tom Arayas klassiske krigshyl. Den kraftfulde kærlighedsaffære mellem amerikansk thrash og tysk power – den kan altså noget!
På trods af tornadoen af riffs, vi præsenteres for på Prophets of Demise, så fremstår pladens to midterste singler ”Dark Reflection” og ”Dethroned” til gengæld overraskende nok mest som et udstillingsvindue for Henning Basses vokaltekniske egenskaber. Nu skal en skive som bekendt ikke kun bedømmes på sine hits, men i lige så høj grad på sine fillers og deep cuts. Her er to horn i vejret for det tunge skifte, den til lejligheden passende ”Never Again” bringer med sig, inden ”Eternal Screams” lukker og slukker med sit melodiske brud på det hidtidige lydbillede. Basses vokal virker nærværende og autentisk, mens guitarharmonierne væver sig naturligt ind. Det mest komplekse nummer på skiven med et iørefaldende breakdown i midterstykket, hvor årene hos Megadeth nok en gang skinner igennem.
Ingen anledning til udskamning her
Henning Basse fremstår klart bedst i lavt til mellem toneleje, da det hurtigt bliver en anelse for anstrengt at lytte til, når han bevæger sig ind på Boltendahls bjæffende for ikke at sige lettere skingre enemærker. Samtidig opleves grundrytmerne, særligt i singlerne ”Dark Reflection” og ”Dethroned”, lidt for banale ind imellem endsige tenderende repetitive. Lidt ærgerligt, når nu de fleste af skivens deep cuts omvendt emmer af Glen Drovers fængende tremolo-riffs, knusende breakdowns og masser af albuerum til en veloplagt Shawn Drover bag tønderne. Det er dog tale om anmærkninger i småtingsafdelingen, og mestendels præsenterer Prophets of Demise sig som en eklektisk emulsion af det bedste fra begge kontinenter, der på ingen måde giver anledning til udskamning, som den ejendommelige navngivning af projektet ellers kunne insinuere.