Jazz Black

Hvad får man, hvis man blander moderne postmetal, den slags med alt for mange strenge, med iskold østeuropæisk black metal samt sørgmodig jazz a la 1940’ernes film noir? Svaret er White Ward og nærmere bestemt bandets tredje fuldlængdealbum, False Light. Denne ukrainske kvintet er tit blevet sammenlignet med amerikanske Deafheaven, og parallellerne er da også enormt tydelige. Den største forskel på de to er dog, at selv når Deafheaven lyder mest forpint, er det tydeligt, at bandet er vokset op i et trygt og relativt sikkert USA. Hvorimod White Wards smerte lyder og føles langt mere autentisk og jordnær, hvilket, kan man forestille sig, skyldes, at de, at de er vokset op i et postsovjetisk Ukraine. Og smerte er netop nøgleordet, når det kommer til False Light – smerte og saxofon!

Hvis Humphrey Bogart brugte corpsepaint

Jeg har alle dage været af den holdning, at et album skal starte med et brag, således at lytteren bliver fanget fra starten. Det budskab har White Ward fuld forståelse for, da albummets åbner, ”Leviathan”, på alle måder lever op til sin bibelske navnebror og er en massiv mastodont af et nummer. Den har det hele, inklusive en utrolig stemningsfyldt intro, der med sin blanding af regnvejrslyde og sjæleopløsende saxofon giver en lyst til at trække i en slidt trenchcoat, fylde et beskidt glas med billig whisky, tænde en smøg og forsøge at finde ud af, hvem der myrdede Blondie nede fra den lokale beværtning. Derefter bryder helvede løs i et massivt og djentet guitarriff, og slutteligt ender hele nummeret med en klassisk fløderockguitarsolo, der er som skabt til stramme bukser og højt hår. Hvis resten af False Light var på samme niveau som ”Leviathan”, havde dette album fået 11/10. Det er dog desværre ikke tilfældet, og det oplever man allerede på det næste nummer, ”Salt Paradise”, hvor tempoet er skruet helt ned, og resultatet minder mere om My Dying Bride, end hvad godt er. Heldigvis fortsætter ”Phoenix”, hvor ”Leviathan” slap, og vi er tilbage på gadehjørnet med whisky i glasset, cigaretten i mundvigen, og vi beskuer nu kalkafmærkningen, hvor Blondies lig blev fundet tidligere på aftenen. Alt giver mening igen, og den sørgmodige saxofon, de iskolde tremoloriffs og betonknusende blastbeats guider os videre ud i nattelivet.

”Silence Circles” ændrer formlen en smule igen ved at lade saxofonen blive akkompagneret af en guitarpassage, der minder om At The Gates, og de to fungerer fremragende, som de lurvede betjente, der – imod lidt mønt – er villige til at fortælle, at de måske ved, hvem der myrdede Blondie. ”Echoes in Eternity” er derimod et irriterende vildspor, der ikke tilføjer andet end frustration over den tid, man spildte på at følge de to betjentes spor – det var en blindgyde! Men bedst som man er villig til at hænge trenchcoaten på knagen og slukke smøgen i sjatten af whiskyen, dukker der en endegyldig ledetråd op i form af ”Cronus”. Trods sin Depeche Mode-influerede intro hurtigt viser sig at indeholde præcis det, vi manglede for at opklare mysteriet: nemlig et utrolig stemningsfyldt nummer med et uhyre simpelt, men effektivt breakdown halvvejs igennem.

”False Light” samler alle sporene foran os og opsummerer hele sagen fra ende til anden, dog viser den også, at der er en del ligegyldige elementer, som vi burde have sorteret fra tidligere i efterforskningen, og havde vi gjort det, var mordet på Blondie nok blevet opklaret nu. Desværre viser slutningen ”Downfall”, at sagen ender dybt antiklimatisk: Blondie begik selvmord, og kalkaftegningerne skyldtes, at de to betjente, der havde fundet hendes lig, kedede sig og ønskede at gøre en tragisk hændelse til en spændende opgave – trenchcoaten kommer op på knagen og kan nu atter samle støv.

Innovativt, men ikke fejlfrit

False Light er tæt på at være et virkelig stærkt værk, og White Ward er et ekstremt spændende og innovativt band, der i øvrigt understreger, at metallen skal have meget, meget mere saxofon! Men desværre er der nogle uheldige fejl rundtomkring, lige fra numre, der ærligt talt ikke helt ved, at det er tid til at pakke sammen, før det er for sent, til numre, der burde være blevet skrottet tilbage i studiet. Så nok er False Light ikke årets bedste album, men det er – måske – det mest spændende og innovative.