Panoptiflüster

Selvom der er næsten 8.000 km fra München til Kentucky, kan man drage utallige paralleller mellem Waldgeflüster og Panopticon: Begge bands spiller imposant atmo-black metal med fokus på naturens væsen samt social retfærdighed. De to startede også nogenlunde samtidig, og, nå ja, så lavede de også en split tilbage i 2016 – og sørme om ikke også Waldgeflüster lavede et cover af Panopticon-sangen “The Pit” for et par år siden på EP'en Unter bronzenen Kronen. Måske er dette venskab også en af årsagerne til, at Waldgeflüster ligesom Panopticon har valgt at lave et dobbeltalbum i år. Venskabet bliver i øvrigt understreget af Austin Lunns bidrag på et enkelt nummer på albummet her. Men hvor de to skiver, Panopticon udgav tidligere på året ikke havde noget reelt med hinanden at gøre, så er Knochengesänge og Knochengesänge II to sider af samme mønt, men lad os nu starte fra starten af …

Skovture og tidsspilde

Det er fire år siden, bandet her sidst udgav en skive, nemlig Dahoam – et album, vi aldrig fik anmeldt her på siden, men det fik dog et par pæne ord med på vejen alligevel. Waldgeflüster lyder dog præcis, som de gjorde det tilbage i 2021, så var man fan dengang, er man det nok stadigvæk. Det er klassisk tysk atmo-black med alt, hvad det indebærer: lange, lidende guitarpassager, atmosfæriske mellemspil, smertenshyl, blastbeats og en gennemsnitlig sanglængde på godt og vel otte minutter.

Sagt med andre ord så lyder Waldgeflüster fortsat ikke bare som sig selv, men som et utal af andre kunstnere fra de samme breddegrader. Naturligvis kan der også rent musikalsk trækkes tråde til Panopticon, minus banjoen. Heldigvis er det generelle niveau på Knochengesänge ret højt, selvom konceptet ‘variation’ er en by i Rusland. Bandets største styrke er dog fortsat Jan ‘Winterherz’ van Berlekoms vokal, især hans majestætiske clean-vokal – den alene er nok til at retfærdiggøre bandets eksistens. Hvad der dog ikke kan retfærdiggøres, er det pludselige engelske indspark i form af “The Parting Glass”. At der lige pludselig skiftes fra tysk til engelsk med tyk, tyk dialekt, er så uskønt et øjeblik, at det halve kunne være nok.

Desværre er det ikke den eneste upser på albummet. Et andet eksempel er nemlig den alenlange og enormt larmende intro til “Bamberg, 20. Juni”. Helt overordnet er det nummer noget juks, og det lyder mestendels, som om bandet har klasket tre-fire forskellige sange sammen – men lige introen er storslem, da den er en endeløs omgang skrammellarm. Heldigvis er de tre efterfølgende numre storslåede eksempler på, at når Waldgeflüster virkelig strammer sig an, så kan de skabe eminent atmo-black. Især er “Der kleinste König und sein Architekt” et skønt lille værk, der virkelig formår at fremføre den helt særlige ’tur i en efterårsskov’-følelse, som bandets lydbillede altid har været bygget op omkring.

To be continued

Det er ikke altid, at Waldgeflüster laver god musik, men når de gør det – ja, så gør de det rigtig godt! Desværre kan et album, hvor 30 % af indholdet er den trælse kombination af larm og tidsspilde, aldrig rigtigt komme op at score de allerhøjeste karakterer. Knochengesänge er da et skridt over Unter bronzenen Kronen, men kun et lille skridt. Det store spørgsmål er dog, hvordan mon det så forholder sig på Knochengesänge II? To be continued …