Unearth er et amerikansk nordstats band, som ifølge bandets website spiller en blanding af hardcore, trash og ekstrem metal. Bandet blev dannet tilbage i 1998 og Darkness in the Light er deres femte skive. Jeg har før snust lidt til bandets musik, men det er første gang, at jeg høre en hel skive fra bandet.

På sin vis ligner Unearth på visse punkter nyere danske bands, som 100 Knives Inside og vokalen fra Invisius, samt selvfølgelig de amerikanske brødre fra Killswitch Engage. Det er dog svært for mig at give nogle klare referencer fordi, at Unearth bruger elementer fra mange forskellige genre.

Den første ting jeg vil fremhæve ved Darkness in the Light er selve lyrikken. Unearth formår virkelig at lave tekster, som både er skarpsindige, dybe og med budskaber om den verden og det samfund, som hersker idag. Jeg synes det er fedt, at bandet på den både lader sine politiske holdninger skinne igennem, og at de har en rigtig god fortælling på hjertet. Derudover fungerer numrene rigtig godt, og de forskellige musikalske kompositioner og musikstykker er sat ganske godt sammen, hvilket skaber en helhed, og er med til at skille bandet lidt ud fra mængden. Derudover er vokalarbejdet også ok, uden at jeg dog synes at vokalen er videre prangende. Skrigende, med til tider mere cleane elementer.

Af mindre gode ting, er den anden stemme og kor, som i tide og utide bakker vokalen op. Jeg synes ikke, at denne del er speciel vellykket, og det bringer for mig minderne hen på lyden fra diverse emo bands. Det synes jeg er lidt synd, for bandet har godt budskab at fortælle, og jeg synes lidt koret ødelægger denne fortælling. Derudover synes jeg, at mange af numrene minder lidt for meget om hinanden, og jeg har svært ved at finde en egentlig favorit.

Alt i alt er Darkness in the Light en ganske godkendt skive, selvom jeg dog ikke synes, at den når helt til top. Jeg giver Unearth 70 % for især teksterne, og numrenes musikalske og stemningsfulde opbygning. Til sidst vil jeg lige bringe opmærksomheden hen på titlen Darkness in the Light, som jeg synes er en ganske dybsindig titel til et album, og som rammer tekstuniverset glimrende.