Tribulation viser, at det handler om musikalitet og intet andet

Du har smagt den her ret før: Guitar, trommer, bas og mandebrøl. Alt er velkendt, så hvorfor rive sig ud af hverdagstosserierne og lægge mærke til 4 gutter fra det svenske, der udgiver deres tredje skive? Fordi du ikke i lang, lang tid vil høre så velkomponerede sange og så utroligt spændende og dynamiske guitarister. Vi er ovre i meget vellydende black and roll her. Tænk Ghost, tænk Watain, tænk Hawkwind, så er du ikke langt fra.

Strange Gateways Beckon

.. er titlen på pladens bedste nummer, og det fortjener sit eget afsnit. Det indledes helt enkelt med et orgel, ingen pludselighed, ingen digitalt forstærkede blast beats. Med ganske små markeringer får trommerne rullet toget i gang, og så kører det i et vuggende tempo resten af turen. På toppen ligger Johannes Anderssons ølbrutale vokal. Man skulle tro han hørte til i et langt ringere band, for rækkevidden i stemmen er ikke stor. Men når så guitarerne danser fuldstændig suverænt nedenunder, opstår der en sær spænding i musikken, der begejstrer og overrasker. Og således siver giften langsomt ud af flasken, og hypnotiserer lytteren.

Timet og tilrettelagt

Den her plade hverken pumper, pulserer eller hamrer, den ruller i stedet elegant ind i øregangene. Den rå stemme holder pænheden fra døren, og de uendeligt opfindsomme guitarister fuldfører den vildt imponerende ambition om, at hver del af sangene skal have tilført noget særligt. Jeg sidder tilbage med fornemmelsen af, at jeg får spaghetti med kødsovs, men denne gang har Claus Meyer altså været forbi og udført det hele til perfektion. Med andre ord er der noget uforklarligt på spil her, som gør pladen fremragende, og som er umuligt at dyppe fingeren i. Kunne man kalde det rå musikalitet?

”Metal pakket ind i svævende, smuk surfrock”

Sådan kan jeg bedst beskrive pladen. Her er det ikke voldsomhed, drama eller sindssyge, der konkurreres på. I stedet er hvert nummer trukket af den samme nål og vævet af den samme tråd. Der er mening i alle dele af pladen, ingen del står alene, og alligevel er alle dele unikke. Jeg er begejstret og grundlæggende revet med af pladens energi, råhed og skønhed.

En forbrugeroplysning

Jeg gætter på, at musikken her er så alment appellerende, at du i sommerferien bør insistere på, at høre et nummer i bilen gennem Tyskland på vej mod de sydlige himmelstrøg. Børn og kone vil naturligvis takke nej, men hvis du alligevel insisterer, vil de efter et par numre også sidde, som jeg, og vippe lystigt med foden i stille glæde ved, at det bare svinger det her. Sikke en musikalitet!