Street Lethal - Welcome to the Row

Welcome to the Row

Udkom

Type:Album
Genre:Heavy Metal
Spilletid:30:56
Antal numre:6

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

En ny bølge af spansk heavy metal?

Street Lethal er et spansk band, der ifølge deres promomateriale spiller ”true heavy metal”. De startede i 2014, har allerede et par EP’er og en liveudgivelse bag sig og her er så deres første fuldlængde studiealbum. De unge sydeuropæiske musikere virker engagerede og klar til at overtage musikscenen med deres hårde heavy metal, men hvorvidt det kan lade sig gøre er et godt spørgsmål.

Middelmådigt og monotont metal

Et meget ”New Wave of British Heavy Metal” inspireret metalband fra Barcelona med en kvindelig forsanger? Det lyder egentlig meget spændende, men det er det desværre ikke rigtigt. Street Lethal spiller heavy metal i stil med nogle af de tidlige titaner inden for genren såsom Judas Priest og Iron Maiden, og det gør de nogenlunde godt; de er alle ret kompetente på instrumenterne, og især trommeslageren fremstår som ganske habil. Hør blandt andet trommeintroen på ”Tyrants”, det lyder ret sejt! Sangene er sat godt nok sammen, selvom de spanske metalhoveder slet ikke skriver nær så godt eller fængende som førnævnte Priest og Maiden. Men det er også de færreste, der gør det, så derfor er Street Lethals sangskrivning egentlig udmærket alt i alt, selvom det hele er hørt mange gange før! Det eneste, der skiller bandet en smule ud fra de allertidligste NWOBHM bands, er faktisk trommerne, der er lidt mere thrash metal inspirerede, og så vokalisten, der går under navnet Hell Rose Lethal, og som er en kvinde. Hell Rose Lethal synger ganske udmærket, men hendes vokal lyder ikke overdådig på nogen måde. Guitaristerne og bassisten leverer ligeledes en rimelig god indsats: flere numre, såsom åbningsnummeret ”Welcome to the Row”, indeholder dueller mellem bandets to guitarister Criss og Guilty Lethal. Det er meningen, det skal være imponerende og adrenalinfyldt, og selvom det bestemt ikke er dårligt, er det ikke just det mest spændende eller prangende guitararbejde, der bliver præsenteret.

Sikkert meget godt i en koncertsammenhæng

Welcome to the Row er ikke et særligt langt album, men det føles desværre ret langt. Det unge band kører repertoiret igennem og forsøger at efterligne deres inspirationskilder det bedste, de har lært, men der er intet nyt at spore i deres lydbillede. Det ene middelmådige nummer efter det andet gør, at det hele bliver kedeligt. Man må dog sige, at pladen er vældig energisk, og at den effektivt formår at indfange stemningen af tidlig heavy metal. Netop derfor forestiller jeg mig, at det kunne være fedt at opleve bandet live. Hvis de spillede i nærheden, ville det sikkert være ganske fornøjeligt at iføre sig en vest, noget læder og nogle nitter, og så ellers stå med et par fadøl, mens man skråler og headbanger lidt. Det kan man selvfølgelig også vælge at gøre derhjemme, hvis man bliver grebet af NWOBHM stemningen, men så skal sangene sgu være lidt bedre!

Tracklist

  1. Welcome to the Row
  2. Roll Racing
  3. Searching the Wild
  4. Rulers of the Underground
  5. Tyrants
  6. Into Your Mind