Utilstrækkelig bevisførelse
Hvis Stormflod en dag skulle ende i retten, ville anklageren næppe have en sag. 'Afvist'. For bevisførelsen for bandets eksistens er mildest talt sparsom. Trioen består af Jacob Eberholst (trommer), Tommy Pedersen (guitar) og Andreas Ingvarsson (vokal). Bandet har udgivet singler helt tilbage fra 2019, men Resurgence er pudsigt nok deres første egentlige udgivelse. Har tiden manglet, eller hvorfor? Det har vi ikke svaret på. Spørgsmålet er så, om vi bliver mødt af et venligt vindpust og bølger i bækkene, eller om Resurgence er en sand stormflod?
Det var en mørk og stormflod aften
Metal behøver ikke altid at tage sig selv så gravalvorligt. Der skal også være plads til lidt selvironi. The Julekalender viste engang, hvordan man kunne forene humor og håndværk i filmverdenen, og Resurgence er et glimrende eksempel på, at man godt kan fastholde kitschet 80’er-thrash, uden at det bliver alt for fjollet. Om det så var meningen, at albummet skulle være morsomt, er mere tvivlsomt. Men Stormflod fortjener ros for sin uhøjtidelige tilgang til genren. På trods af at Resurgence flere steder lyder mere som et passioneret hobbyprojekt end en reel udgivelse, hvor Jacob, Tommy og Andreas bare har haft det sjovt i øveren, skal de også have ros for produktionen. Den er overraskende skarp, og sjældent modtager vi så vellydende skiver her på Detektoren.
Desværre stopper rosen også nogenlunde her. For sangskrivningen og opbygningen på Resurgence er simpelthen for kedelig. Der er uden tvivl en kærlighed til thrash og groove, og der er blevet lyttet flittigt til Pantera, Slayer og Exodus, men resultaterne skiller sig bare ikke ud. Andreas Ingvarsson har en udmærket vokal, Tommy Pedersen leverer udmærket guitararbejde, og Jacob Eberholst banker stabilt løs på trommerne. Men der er ingen overraskelser. Fællesnævneren for alle præstationerne er desværre, at de er … tja, udmærket? Alt sammen noget vi har hørt før, og det er gjort mere overbevisende på mindst 500 andre skiver igennem tiden. 'Hvorfor skal jeg sætte Stormflod på?' spurgte jeg mig selv. Det spørgsmål står stadig ubesvaret.
En af de åbenlyse årsager til problemerne er, at overgangen mellem numrene føles forceret. Enten får vi et fade out så abrupt, at man tror, strømmen gik, eller også springer næste nummer på som et bilhorn klokken to om natten. Det lyder måske som en lille petitesse, men nogle gange er det detaljerne, som gør underværker. I dette tilfælde får det Resurgence til at fremstå mere som en samling singler end et sammenhængende album. Og kigger man på Spotify, viser det et meget præcist billede. Der er dog især ét nummer, der fortjener ros: ”Green God”. Her viser Stormflod tænder, og der er noget fandenivoldskhed, noget ægte smerte i vokalen, som bider sig fast. Mere af det, tak!
Mere flittig end vand-vittig
Stormflod har talent. Det er der ingen tvivl om. Men desværre er der for mange faktorer, der trækker Resurgence ned. De forcerede overgange mellem numrene, den anonyme instrumentalisering bag Andreas Ingvarssons vokal og den manglende røde tråd. Der er masser af humor, spilleglæde og lyst, men det rækker desværre ikke langt nok i en tid, hvor succes bliver skabt ved at differentiere sig selv. Stormflod mangler noget unikt og får derfor kun fire kranier i denne omgang.