Af jord er du kommet…

Der er få skikke i menneskehedens historie, der er mere tabubelagte end antropofagi – eller, sagt på jævnt dansk, menneskelig kannibalisme. Af samme årsag er det ikke overraskende, at det er et tema, som mangt et dødsmetalband gennem tiden har taget under behandling, herunder amerikanske Skeletal Remains, der oprindeligt hed netop Anthropophagy. Selve navnet Skeletal Remains er på sin vis en underspillet genistreg, der dels kan henvise til de jordiske rester af det menneske, der har været på menuen, dels kan henvise til de af hans artsfæller, der har ført bestikket, og dermed – i hvert fald i åndelig forstand – selv er afgået ved døden i processen. Fragments of the Ageless er den californiske kvartets femte fuldlængdealbum siden bandets tilblivelse i 2011, og ligesom på forgængeren, den mesterlige The Entombment of Chaos fra 2020, er det groteske dilemmaer og afgrundsdyb eksistentiel fortvivlelse, der er de kreative omdrejningspunkter.

Til føde skal du blive

Hvis der blev uddelt en Nobel-pris for musikalsk innovation, ville Skeletal Remains ikke være i puljen. Det er møgbeskidt old school death metal, som vor far lavede den, med bands som Morbid Angel, Pestilence, Death og Cannibal Corpse som de primære inspirationskilder. Alligevel har Skeletal Remains formået at skille sig ud fra resten af OSDM-genopstandelsen, hvilket kan tilskrives noget så simpelt som kvaliteten i eksekveringen. Alene i kraft af deres tekniske virtuositet er Skeletal Remains lysår foran deres kollegaer, hvilket Fragments of the Ageless slår fast med et syvtommersøm.

Uden varsel og uden nåde bliver trommehinderne revet i småstykker på åbneren ”Relentless Appetite”, der er som revet ud af side 1 i Skeletal Remains’ manual for dødsmetal. Blast beats, der hamrer dig i mellemgulvet, riffs, der smelter dit ansigt, og Chris Monroys karakteristiske Martin van Drunen-inspirerede vokal, der er brutal, men leveret på en sådan måde, at det er muligt – momentvist – at dechifrere bandets chokerende tekster. Det er rå brutalitet i dets pureste form, og der gives ikke lytteren mange pauser til at trække vejret mellem knytnæveslagene. Der er næppe stor sandsynlighed for, at Quentin Tarantino er den store connaisseur udi dødsmetal, men hvis den amerikanske filmmager nogensinde ville høre, hvordan en slåskamp fra Kill Bill kunne tage sig ud på lyd, ville den her plade være et godt bud. Mens man stadig står og famler efter sine fortænder, sender ”Cybernetic Harvest” et knæ lige i adamsæblet, hvorefter de mere groovy skæringer ”To Conquer the Devout”, ”Forever in Sufferance” og ”Verminous Embodiment trækker en hen til en omgang waterboarding i toiletkummen. Pierce Williams gør et mesterligt stykke arbejde på trommerne og viser, at han var den helt rette tilføjelse efter afskeden med Edward Andrade. Generelt har der været en del udskiftning i bandet siden udgivelsen af The Entombment of Chaos, og kun Chris Monroy har været med siden stiftelsen i 2011. Men den hyppige udskiftning har ikke påvirket lyden i negativ retning. Tværtimod lyder de som nogle, der har spillet sammen i 20 år, og der er ikke en finger at sætte på hverken produktions- eller instrumentalsiden

Efter et ligegyldigt, men heldigvis kort, sci-fi mellemspil er det blevet tid til kronjuvelen på Fragments of the Ageless, den aldeles indvoldsvridende ”Void of Despair”. Nummeret fortæller den hårrejsende historie om det eneste overlevende besætningsmedlem ombord på et nødstedt rumskib, som ud af ren desperation er nødsaget til at fortære de øvrige besætningsmedlemmer for ikke selv at dø af sult. Ultimativt dog til ingen nytte, da det langsomt går op for pågældende, at udsigterne til at blive reddet er ikke-eksisterende. ”Alone, I face starvation. Reduced to frailty, unhinged hallucinations. Mind desolved, I waste away” skriger Monroy på omkvædet til et bagklæde af infektiøse slagborsriffs, der er så brutale, at man som lytter bør være indforstået med, at der er en ikke-uvæsentlig risiko for at pådrage sig et åbent kraniebrud. Opslugt af klaustrofobisk vanvid ender vores hovedperson med at tage sig selv af dage ved at kaste sig ud i det tomme, endeløse rum: ”The fate of one was drawn. Once fed, now all is gone. Unseal the airlock door, left to suffer no more.” Tak skæbne, så er det sgu ind på YouTube og se nogle videoer af kattekillinger før sengetid.

Sidste halvdel af pladen lægger sig, ikke overraskende, op ad stilen fra den første halvdel. ”Unmerciful” er ikke ringere end de forudgående, og på instrumentalnummeret ”… Evocation (The Rebirth)” er det, efter knap 40 minutters spilletid, udmærket at få et afbræk fra Monroys vanvidsvokal, navnlig fordi man har benyttet muligheden til at give Brian Rushs bas lidt velfortjent tid i rampelyset. Albummet afsluttes med et cover af Hate Eternal-nummeret ”Messiah of Rage”, hvilket jeg personligt godt kunne have været foruden, dels fordi nummeret ikke bidrager med noget nyt, og dels fordi det havde været mere effektfuldt at lukke albummet med det føromtalte instrumentalnummer.

Klaustrofobisk overfaldsdød

Jeg havde på forhånd store forventninger til Fragments of the Ageless, da jeg var blæst komplet bagover af The Entombment of Chaos, der i min optik stadig må tælles som en af de bedste OSDM-udgivelser i nyere tid. Fragments når ikke helt samme højder, hvilket jeg primært må tilskrive det forhold, at rytmesektionen fylder noget mindre end tidligere, samtidig med at det brutale, kompromisløse lydbillede er blevet prioriteret på bekostning af de mere melodiske elementer. Men lad det være sagt med det samme, det er de små hår i suppen, jeg fisker efter her. Hvis man er til klassisk, teknisk dødsmetal af den allerøverste skuffe, så har jeg stadig til gode at blive præsenteret for et band (muligvis med undtagelse af Tomb Mold), der kan levere på samme niveau som Skeletal Remains gør i disse år, og Fragments of the Ageless er absolut ingen undtagelse.