Sinai Beach - Immersed

Immersed

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Metalcore, Hardcore
Spilletid:43:24
Antal numre:12

Officiel vurdering: 3/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Stilen som Sinai Beach lægger for dagen på "Immersed", er bestemt ikke fjernt fra den thrashede metalcore [’metalcore’-begrebet er brugt meget gavmildt i dette tilfælde] Lamb Of God og Shadows Fall i særdeleshed er kendt for. Dog ligger den stadig så tæt op ad de mere regulære metalcore navne, at jeg ikke vil gå så langt som at placere dem under samme fane. Det er brutalt, tungt, mid-tempo og hørt utallige gange før.

Men det ville egentlig ikke være så slemt - havde vokalist CJ Alderson bare ikke været der til at ødelægge det, trods alt, hæderlige stykke arbejde. På debuten "When Breath Escapes" virkede han påfaldende energisk og forfriskende, selvom skønsangen var en mindre ridse i lakken. På dette album er han bare irriterende. I hvert nummer har han nemlig en tendens til at blive træt af bare at være ligegyldig og i stedet crooner han løs i bedste forkølet Danzig stil. Noget den uindviede metallytter sikkert vil finde fængende og ’catchy’, mens resten af os bare finder dette sørgelige forsøg bedrøveligt. Når det står på, er det samtidig svært at koncentrere sig om de instrumentale værdier, og da denne Evil-Elvis-imitation hænder regelmæssigt i hvert nummer, må man sige at Hr. Alderson gør resten af sine kammerater en stor bjørnetjeneste. Godt nok er det forfriskende at slippe for den sædvanlige skønsang, men dette var sgu heller ikke hvad jeg havde i tankerne…

Da "When Breath Escapes" var ganske fornøjelig, må "Immersed" mildest talt siges at være en skuffelse. Musikken er rigtignok ikke noget der flytter pæle, men vokalen ødelægger alt i dette tilfælde, og hvad der kunne være endt som et bravt forsøg er skændet af dårlige beslutninger og manglende evner til at ville tænke kreativt. Avoid!