Shark Infested Daughters - These Tides, Our Tombs

These Tides, Our Tombs

Udkom

Type:Album
Antal numre:11

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Stormen skyller nyt band i land

Endnu et nyt metalcore-band dannes. Bandet Shark Infested Daughters knopskyder en debut på det efterhånden store og fuldvoksne metalcore-træ. I en genre, der har et meget bredt middelmådighedsbælte, bliver det svært at slå igennem. These Tides, Our Tombs vil ikke desto mindre forsøge at bevise, at det lige netop er dette canadiske band, man som metalcore-lytter skal kaste sin opmærksomhed efter.

Klassisk metalcore-lyd med es i ærmet

Shark Infested Daughters fører på debutalbummet selvsikkert Parkway Drive-stilen videre. Med et grafisk og lyrisk tema, der bærer præg af det undersøiske, trækker den canadiske gruppe historier ud af tidevandet – et tema, der også er velbesøgt af det australske forbillede. Stilen er umiddelbart gennemført, men lytter man godt efter, vokser metalcore-flosklerne dog frem. Den hyppige brug af billedsprog dækker nemlig over ganske almindelige metalcore-temaer. Omme bag havvandet gemmer sig en masse følelseshistorier om identitetsforvirring og det klassiske ”du slog op med mig, så nu er jeg sur”-tema, der gentages i flere numre. Heldigvis træder disse lidt for trivielle temaer i baggrunden, når man hører musikken. Her forsvinder teksten hurtigt i en blanding af growls og havmetaforer.

Gemmer man metalcore-klichéerne væk, har Shark Infested Daughters også noget mere nytænkende at byde på. Kvindevokalen, som man sjældent ser i genren, virker overraskende godt for den canadiske gruppe og bliver et stærkt supplement til den growlende forsanger. Det er svært at sætte en finger på den musiske del af albummet, der minder om en blanding af australsk metalcore og europæisk kvindemetal. Knusende breakdowns suppleres af harmonisk klaverspil og hurtige guitarsoloer til nogle solide sange, der både indeholder atmosfære og aggressioner. Kombineret med den kvindelige vokal fristes man til at kalde resultatet for et møde mellem Parkway Drive og Lacuna Coil – et lidt umage møde, der lykkes overraskende godt.

Musikken på These Tides, Our Tombs bringer altså et frisk havpust til genren, men lyt ikke alt for meget efter tekstens sammenhæng, medmindre du er til følelsesladede klichéhistorier.

God debut sætter sejlene

Shark Infested Daughters har med albummet trukket en skat ud af havet og er klar til videre rejser ud i det blå. Lykkes det bandet at få opmærksomhed blandt de mange nye core-bands, vil deres velkomponerede debut sagtens kunne løfte dem op fra bølgerne og sætte kursen mod fremtidige rejser. Helt sikkert et lyt værd på trods af de skjulte metalcore-klichéer, der heldigvis ikke fylder meget i musikken. For en god debut får Shark Infested Daughters 7 kranier og et ønske om god vind med til havs.

Tracklist

  1. Tidebringer
  2. Glass Kingdom
  3. To Those Who Have Hurt
  4. Whitefang
  5. DeadEye
  6. Half-life
  7. Kyubi
  8. Lifestream
  9. Hyperion
  10. Hitokiri
  11. Tidebringer (Acoustic Version)