Resurrection Pestilensus
Fem år efter at bandboss Patrick Mameli annoncerede, at Pestilence var lagt i graven, vender bandet næsten ud af det blå tilbage med dette album, som er blevet navngivet Hadeon. Pestilence står for mig, som et band der udgav tre klassiske albums. De startede med den voldsthrashede Mallevs Maleficarvm over den mere døde og personlige favorit Consuming Impulse, hvorefter bandet skiltes fra deres oprindelige sanger Martin Van Drunen og udgav den mere atmosfæriske og melodiske skive Testimony Of The Ancients, hvor Patrick Mameli havde overtaget mikrofonen. Derefter gik bandet i Wannabe-Cynic-anderledes mode og udgav skiven Spheres, der for mig er en decideret skamplet på bandets karriere, og jeg græd tørre tårer, da de lod sig opløse. De vendte tilbage i 2009 med skiven Resurrection Macabre, som var en fin death metal-skive, der dog på ingen måde kan sammenlignes med bandets tre første skiver. De følgende år kom der yderligere to skiver, der ikke rigtigt sagde mig det store, så overraskelsen var stor, da bandet pludselig igen var pladeaktuelle og endda med et spændende album, der stilmæssigt sætter sig mellem Testimony og Spheres-skiverne udtryksmæssigt.
Knald på og en omgang tomgang
Efter mine sidste møder med Pestilence havde jeg ikke ret høje forventninger, så stor var overraskelsen og glæden, da det første nummer ”Non physical existence” knaldede ud af højtalerne. Det lød nærmest som et leftover nummer fra Testimony-sessionerne med et voldsomt lækkert omkvæd og fængende sangstrukturer, så interessen for at gå i gang med resten af skiven var i den grad vakt. Desværre går det allerede lidt tabt ved næste nummer, ”Multi Dimensional”, der faktisk er fedt nok, men har et af de mest irriterende omkvæd og omkvædsriffs jeg har hørt. Og dette er lidt historien med Hadeon. For langt hen ad vejen er det rigtigt sejt, det bandet leverer, og det er langt mere potent end de sidste skiver, bandet udgav inden deres ikke så definitive opløsning. Det knækker for mig, når de stadig i ny og næ forfalder til at køre noget Spheres- halløj indover, såsom robotstemme, synth-guitar og lignende. Numre som ”Oversoul” er fantastiske, mens andre er kedelige. Heldigvis er der overvægt af fede ting.
Ikke en ny klassiker
Jeg er sikker på, at Hadeon ikke bliver en ny klassiker i min bog, men bandet skal have stor applaus for at vende tilbage med en så god skive, som den faktisk er. Der er lidt tilbageskuen, som klæder bandet flot, de har lavet nogle gode, catchy numre. De musikalske præstationer er helt i top, og samspillet sidder i skabet. Produktionen er dejlig nedbarberet og passer forrygende til Pestilences ”nye” stil. Vil de have mig med helt på vognen, ser jeg dog gerne, at de helt barberer Spheres-tendenserne væk og måske kigger på Consuming inden deres næste plade, men det er nok bare en nostalgikers våde drøm, at det skulle ske. Et rigtigt fint comeback af hollænderne, og et passende STORT 7 tal rystes hermed ud af denne anmelders ærme.
