Ketchupeffekt og kætterier
Tilbage i juli kastede jeg otte kranier efter Panzerchrists seneste fuldlængdealbum, Last of a Kind, hvor Michael Enevoldsen & Co. imponerede med et nyt spin på deres klassiske blackened death-lyd. Albummet var bandets første udgivelse siden 2013, men nu skal jeg love for, at der er kommet hul på bylden. Blot et halvt år efter er Panzerchrist nu klar med EP’en All Witches Shall Burn, der ligesom Last of a Kind er én stor pærevælling af heksekunst, esoteriske ritualer og sjælerensende ild.
Kort, men godt
Hvis man har hørt Last of a Kind finder man ikke mange overraskelser på All Witches Shall Burn. EP’en består af fire numre, hvoraf det første, ”Sabbath of the Rat”, er en genganger fra albummet. En trykkoger af intens atmosfære, blackened grooves og et melodisk segment, der i et kort øjeblik får en til at sænke paraderne, inden lydbilledet atter går i udbrud. På det efterfølgende nummer, ”A Stone for the Graveless”, får Panzerchrist demonstreret, at de også er velbevandrede ud i de mere fodslæbende afkroge af dødsmetallen. En elektro-industriel intro-passage glider over i et doom-inspireret segment, hvor trommerne og guitarerne langsomt acceleres henover de lidt mere end seks minutters spilletid. Det er enormt effektfuldt rent atmosfærisk, og giver en helt anden ildevarslende fornemmelse end de øvrige numre. For mig står ”A Stone for the Graveless” som EP’ens klart stærkeste kort, og det kan godt ærgre mig en smule, at nummeret ikke fandt plads på fuldlængdealbummet. Den veleksekverede opbygning af dette midterstykke på EP’en giver også en naturlig overgang til pladens sidste reelle nummer, ”Satan is Among Us”. Det er et mørkt, mørkt stykke musik, der starter ud med en horror-intro, inden der atter bliver uddelt lynhurtige lussinger med hvirvlende riffs og blast beats galore. Skal jeg finde et hår i suppen, må det være, at man på dette tidspunkt begynder at være mættet af den grundformular, som både Last of a Kind og All Witches Shall Burn bygger på. Hvis man anskuer de to plader som en kreativ enhed, som jeg tillader mig at formode, har været intentionen, så er man efter mere end en times bombardement af rendyrket auditiv ondskab ved at være en smule mør, og selv efter fem og seks gennemlytninger kan nogle af numrene være svære at adskille fra hinanden. En smule variation får vi dog på EP’ens sidste skæring, ”She’s a Witch”, som er en uhyggelig, ambient outtro båret af kirkeorgel, klokker, messende kor og forpinte vokalspor. Noget af et stilskifte, men helt i EP’ens ånd.
Heksehammerens fald
Panzerchrists comeback til den danske metalscene er en realitet, og All Witches Shall Burn er en understregning af, at bandet stadig – ændringerne i line-up til trods – mestrer tidløse virkemidler som solide riffs og gode kompositioner til fingerspidserne. Er det er en smule fedtet at udgive en EP med fire numre, hvoraf ét nummer allerede figurerer på en anden udgivelse, og et andet er en ambient outtro? Tja. Omvendt må man give cadeau til Panzerchrist for deres nyfundne virkelyst, og efter 10 års tørke skal jeg ikke være den, der klager over nyt materiale. Hvis man gerne selv vil have syn for sagen og trænger til at få hældt flydende bly i ørerne, så vil jeg anbefale at svinge en tur forbi Studenterhuset den 24. februar, hvor Panzerchrist inviterer til en tur på strækkebænken.
