Schweizisk vold i kort format
Det er som oftest fuldlængde skiver, vi anmelder her på heavymetal.dk, men med Paleface Swiss’ kommende koncert på årets Copenhell har undertegnede haft nyudgivne The Wilted EP i øregangene, hvor der er fire numre foruden en intro og en komplet spilletid på 13 minutter. Ved deres sidste udgivelse, Cursed, fik de en pæn karakter og ros for deres mod til at eksperimentere. Men samtidig var det en skive, der ikke helt ramte plet - nogle af numrene virkede simpelthen malplacerede og manglede finpudsning. Derfor er det spændende om EP-formatet fungerer bedre for de fire gutter fra Schweiz’ lydunivers.
Aggression med visne kanter
EP’en åbner med en dyster intro bestående af et telefonopkald, der ender i en grædende person og et selvmordsskud. Det er et voldsomt greb, som straks skaber forventninger om en gennemgående mørk og desperat stemning. Altså, præcis det univers Paleface Swiss er blevet kendt for. Udgivelsens titel kan oversættes til De Visnende på dansk, og den korte, men effektive start cementerer det mørke udgangspunkt, som EP’en lægger an til.
Når schweizerne holder sig til deres aggressive kerneudtryk, fungerer The Wilted EP klart bedst. Numre som ”Withering Flower” og ”Let Me Sleep” viderefører den musikalske retning, bandet slog an på Cursed, med højt tempo, tunge grooves og en vokal, der både er manisk og umiskendeligt genkendelig. Især ”Let Me Sleep” er et koncentreret udbrud af energi, men også et nummer, der føles meget forudsigeligt – hvis man da overhovedet kan lyde for meget som sig selv som band. Her savnes noget af den eksperimenterende nerve, bandet formåede at levere på deres sidste langspiller.
Samarbejdet med Stick To Your Guns på ”Instrument Of War” tilfører EP’en en vis variation og et mere klassisk metalcore-præg. De to vokalstile klæder hinanden, og nummeret formår at bevare begge bands’ identitet uden at blive decideret rodet. Alligevel føles det som en skæring, der havde fungeret bedre som en enkeltstående single, da den stilmæssigt stikker for meget ud fra EP’ens øvrige materiale. Det afdæmpede afslutningsnummer ”Everything Is Fine” fungerer som en kontrast til de resterende skæringer, men bidrager ikke væsentligt til helheden. Nummeret fremstår mere poleret, mindre følelsesladet og mangler den gennemslagskraft, som lytteren ved, at bandet kan levere.
En visnet appetitvækker
The Wilted EP er en ujævn udgivelse, der fungerer bedst, når gruppen holder sig til det aggressive og kompromisløse udtryk. Her leverer bandet både stærkt og overbevisende. Til gengæld mangler EP’en en klar rød tråd og en tydelig sammenhæng mellem den dystre intro og resten af materialet. De mere stille øjeblikke løfter ikke helheden nævneværdigt. Det samme gælder desværre samarbejdet med Stick To Your Guns. Som appetitvækker til bandets kommende album fungerer EP’en udmærket, men den efterlader også en klar fornemmelse af, at Paleface Swiss stadig har mere at byde på, end denne EP helt formår at vise.