Multitalentet Amalie Bruun viser sig fra sin smukkeste side i skikkelse af Myrkur

Som at høre dødsenglene synge

Fænomenet Myrkur kræver næppe en længere introduktion, for det vil være de fleste læsere her på siden bekendt, at hun med succes debuterede på metalscenen med ep’en Myrkur i 2014. Uden at tage munden for fuld kan det vist også roligt slås fast, at Myrkur har givet anledning til lidt debat rundt omkring blandt metalhovederne, for hvad laver en så pæn pige fra Nordsjælland dog i vores mest elskede, grumme og dystopiske genre, black metallen? Jeg skal ikke kunne sige det. Jeg vil i stedet nøjes med at konstatere, at M er en lokkende, smuk og dejlig nordisk udgivelse, som du roligt kan give i gave, når december kommer tættere på.

Du sagde noget med dødsengle?

Nu er jeg ikke sitets mest vidende og erfarne black metal-anmelder, du ved, hvem du er, så det er overladt til mig at kage rundt i beskrivelsen af M med mere eller mindre relevante henvisninger til andet black metal. Og det skal jeg så prøve.

For det første er jeg ret vild med den utroligt yndige stemme, som samtidig i al sin insisterende skønhed varsler et snarligt sammenbrud. Der er noget dæmonisk over stemmens klare toner, der fører lytteren skiftevis fra det pæne over i det uhyggelige. I det hele taget holdes der en del tilbage med det helt lede blackskrig, og det er måske lidt synd. Det er da også mit eneste kritikpunkt: Jeg ville gerne have hørt mere til damens skrig, for det duer hun bestemt også til. I stedet har hun valgt klaveret og den klare klang, som væsentligste musikalske hjælpere, og det er skam slet ikke så ringe.

Er det troværdigt at være model og spille black metal?

Jeg har tænkt en del over ovennævnte spørgsmål. Ikke mindst fordi det er så presserende i Myrkurs tilfælde, som jo netop er model ved siden af og sågar også fordriver tiden som underskøn chanteuse i bandet Ex Cops, som spiller radiovenlig, lækkermelankolsk discorock. Svaret må vel blot være, at det kommer an på, om man spiller god eller dårlig black metal. Jeg er, som nævnt, ret vild med M. Og så er den diskussion slut for mit vedkommende. Og har der i øvrigt ikke gennem tiden været ret flotte handyr i metallen også? Det vil jeg da i hvert fald påstå. I det hele taget er det jo en underlig diskussion, som ret beset sporer debatten væk fra det egentlige: Musikkens kvalitet eller mangel på samme.

Ex Cops springer jeg dog over. Jeg har ellers af ren nysgerrighed lyttet til dem en hel formiddag, men det fængede altså desværre ikke. Og jeg kan ellers godt lide en god popsang fra tid til anden. Bare sådan for at få renset ørerne lidt for al den dårlige, larmende og overgearede metal, man som anmelder også må stå igennem for at komme til perlerne.

Mestermaleren

Den øvrige instrumentering på M, trommerne, bassen og guitarfigurerne, er vævet ind i Myrkurs skønsang med mesterlig præcision og sans for at hæve og sænke intensiteten på de helt rigtige steder. M hverken pumper, pulserer eller hamrer, men ruller i stedet elegant ind i øregangene. Sidstnævnte sætning har jeg tyvstjålet fra min anmeldelse af Tribulations The Children of The Night (2015), for M har samme feel. Der kæles for lytterens ører. Der trædes varsomt over glatte sten, og vi lempes tørskoet i land sammen med Myrkur på trods af stor fare for at glide ned i det kolde, mørke vand.

Bliv hos os lidt endnu

Når talentet er stort, er mulighederne mange. Det gælder efter min vurdering i særdeleshed for Amalie Bruun, som for tiden må få et utal af tilbud for udfoldelse af sit talent i mange forskellige afskygninger. Jeg håber dog, at Myrkur bliver hos os lidt endnu og kommer med endnu et par forrygende skiver med black metal.