Darkness Visit Istanbul … ahem … Invisible!
Der findes kunstnere, der spytter udgivelser ud, som vi andre skifter sokker. Flakkende sjæle, der tilbringer så stor en del af deres voksne tilværelse væk hjemmefra, at selv udstationerede soldater ville protestere. Og endelig er der dem, der vælger at gå fem år i selvvalgt eksil, fyre et nøglemedlem … for så pludselig at dukke op på en festival i Portugal, inden turen tilsyneladende går videre til IF Performance Hall Beşiktaş. Tal i øvrigt lige om en Visit Istanbul-reklame med højt investeringsafkast!
Mors Principium Est (MPE) tilhører udpræget den sidste kategori. Ja, faktisk skal danerne næsten et fuldt årti tilbage i annalerne for at opstøve første og hidtil eneste visit fra finnerne. Til gengæld har vi her på redaktionen gennem årene flittigt fulgt kvintettens udgivelseskarriere med Seven som det seneste og – efter min bedste overbevisning – mest vellykkede udspil. Darkness Invisible skriver sig således ind som niende og nyeste kapitel i beretningen om ’dødens disciple’ – et opus, der i mere end en forstand lever op til bandnavnets latinske ophav.
Dødsenglen dirigerer dommedagstrompeterne
Vi åbner ballet med latinsk recitation, knurrende growls og en rytmesektion skruet helt op på 11. ”Of Death” er i sandhed kun begyndelsen på en kompositorisk perlerække, der forplumres af en produktion, som aldrig for alvor evner at håndtere det facetrige lydbillede. En alvorlig knast, der desværre viser sig symptomatisk for albummet som helhed, og som skæmmer det overvejende positive bekendtskab, Darkness Invisible ellers langt hen ad vejen viser sig at udgøre. Ikke at der ligefrem er tale om en musikalsk åbenbaring, for MPE er umiskendeligt fra de tusind søers land. Med sine tremolostrukturer og sin dunkle dramaturgi kunne ”Venator” dog snildt være hentet direkte fra de norske fjelde, og den heftige bejlen til blackmetallens vugge understreger da også min kollegas tidligere observationer om Viljanens vokal som værende væsentligt tættere beslægtet med Stian ’Shagrath’ Thoresen end hedenfarne Alexi Laiho.
Som jeg vist nok ved adskillige tidligere lejligheder har påpeget, kan begejstringen endsige berettigelsen af instrumentalnumre sædvanligvis ligge på et forholdsvist beskedent område. I nærværende kontekst må jeg dog medgive, at både ”Tenebrae Latebra” og sidenhen ”An Aria of the Damned” udgør nogle af de uhyre sjældne undtagelser, der ikke alene bekræfter reglen. De repræsenterer også to særdeles velkomponerede ganerensere, der i begge tilfælde binder de omkringliggende numre sammen. En bydende nødvendighed, når der skal skabes balance i forhold til fyldnumre som ”Beyond the Horizon”. Hvor den klassiske orkestrering egentlig fungerer fint, men beklageligvis druknes i de periodevist temmelig insisterende blastbeats. Hvor bandet modsat på singlerne ikke kan forlade sig på svulstige, melodiske hooks eller fængende B-stykker. Og hvor det kompakte lydbillede i det hele taget giver en udtrættende lytteoplevelse.
Paradoksalt nok så udgør de konfliktfyldte kontraster også et af udgivelsens velsagtens største trækplastre. ”The Rivers of Avernus” og ”In Sleep There Is Peace” byder på klassisk MPE-fyrværkeri med klaviatur og krigsøkser, der både kobler albummet til tidligere udgivelser og holder de stilistiske relationer med blandt andre Dark Tranquillity, Kalmah og Insomnium i hævd. Er det kolde bord fra nord ikke nok til at få dine smagsløg til at sitre? Så fortvivl ej. Seneste single og skivens egentlige crescendo, ”All Life is Evil”, trækker nemlig i helt andre retninger og lander i langt højere grad i det symfoniske dødspektrum. En disposition, der utvivlsomt vil afføde applaus hos det segment, der foretrækker Fleshgod Apocalypse eller SepticFlesh. Man kan derfor kun ærgres over, at vi på den digitale udgave af albummet efterfølgende skal belemres med et inferiørt covernummer på en skive, der i forvejen skyder en fart af lige omtrent trekvart klokketime. Men det er nu engang anmelderens lod og sure pligt at skåne civile øregange for, hvad der bedst kan beskrives som knap tre minutters meningsløst overgreb. Det behøver du altså virkelig ikke bruge din tid på!
Lyspunkter i mørket
Med Darkness Invisible bekræfter Mors Principium Est igen, at de mestrer melodisk død på et højt teknisk niveau. Intensiteten, de dramatiske kontraster og de inciterende ganerensere viser et orkester, der stadig kan overraske og imponere, selv efter mange års virke. Produktionen og enkelte overambitiøse passager trækker dog noget ned, og covernummeret føles decideret overflødigt. Ikke desto mindre fremstår de forudgående tre kvarter med nerve, præcision og musikalitet, som giver albummet både kant og karakter. Også for fans af symfonisk og sort dødsmetal er der noget at komme efter, hvilket vidner om, at MPE ikke blot spiller sikkert, men stadig tør udfordre sig selv. Så mangler vi bare et kryds i den rød-hvide koncertkalender!
