Velspillende amerikanere genopfinder retro-rocken, men kommer desværre ikke helt i mål

God ide - kedeligt udført

De er forholdsvist ukendte. De spiller retro-stoner/doom som så mange andre. Coveret på deres nyeste plade et ret intetsigende. Og karakteren er i den lunkne afdeling. Umiddelbart ser dette band ikke hamrende interessante ud, men det er de faktisk. De har nemlig fået en rigtig god ide. At den så ikke er ført helt til dørs er en anden sag, men ideen og initiativet trækker karakteren godt op.

Når man træder et skridt tilbage, fås et bredere billede

Trioen The Midnight Ghost Train fra Topeka i Kansas har på deres seneste tre plader lydt fuldstændig som endeløst mange andre i samme genre. Antallet af bands, der spiller stoner/doom med inspiration fra 70’ernes bluesrock er ikke helt i den lave ende. Og derfor fik TMGT en glimrende ide op til deres fjerde langspiller Cypress Ave; velsmurt funk, country, blues og sludge skulle blandes ind i lydbilledet for at tilføre genren tiltrængt variation og mere substans.

Bortset fra det funkede element er ideen supergod. Blues, country og sludge er nært beslægtede med den allestedsnærværende retro-rock, og derfor klæder det trioen utroligt godt, at de genopfinder sig selv med en markant større musikalsk palette, der gør udtryksmulighederne uendeligt meget større. Hør bare åbneren “Tonight”, og læg mærke til, hvordan TMGT lyder som en ældre, mere moden og mere reflekteret udgave af Clutch. Det er ikke helt skidt.

Men bedst som man tror, at man er faldet over et stoner-band, der befinder sig et par niveauer over alle de andre, bliver man skuffet. For efterhånden som pladen skrider frem, bliver det tydeligt, at det desværre kun er ideen, der er god. Trods det fede udgangspunkt er det langt fra alle sangene på Cypress Ave, der er lige spændende. Forsanger Steve Moss gør ellers, hvad han kan ved at holde lytteren hypnotiseret med sin fantastiske dybe “smoke & scotch”-stemme, men i det store hele er pladen, trods gode intentioner og fin produktion, rodet, usammenhængende og ganske enkelt en tand for kedelig. Primært skyldes det, at den føromtalte palette nok alligevel er en kende for stor og uoverskuelig for bandet. Øv! For når opskriften virker, så virker den. Desværre er det bare ikke så ofte.

Man må kravle, før man kan gå

Åbneren “Tonight” er et lyspunkt ligesom “Red Eyed Junkie Queen”, mens resten af skæringerne højst er på det jævne. Sangene er mere varierede og med meget mere substans end hos de fleste af bandets genre-fæller, men albummet er i sin helhed meget rodet og ret intetsigende.

Den nytænkte tilgang til genren er et forfriskende og tiltrængt pust - lige bortset fra det der funk, der i dette tilfælde rimer på junk - men vi må nok vente, til bandets næste album ser dagens lys, og de nye arbejdsgange sidder bedre på rygraden, før vi hører noget rigtig helstøbt. Heldigvis er The Midnight Ghost Train et meget produktivt band, der gerne udgiver skiver hvert andet år, så måske skal man ikke vente så længe? I mellemtiden har vi glemt Cypress Ave i løbet af en uges tid og nøjes med at hylde den gode ide. Fem små kranier herfra.