Metallica spiller koncert i Parken, København Ø .
Metallica - Master of Puppets

Master of Puppets

Klassiker

· Udkom

Type:Album
Genre:Thrash metal
Spilletid:54.45
Antal numre:8

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: 9,4/10 baseret på 15 stemmer.

Klassiker Nr. 1: Det er specielt, at skulle anmelde et album, som de fleste heavymetal fans kender og har et meget personligt forhold til.

Metallicas store mesterværk Master of Puppets regnes af både fans og kritikere verden over, som en af de største heavymetal udgivelser nogensinde, hvilket også indikeres af pladens svimlende salgstal på ca. 6 millioner solgte eksemplarer. Master of Puppets udkom i 1986, og var Metallicas tredje fuldlængde udspil efter Kill Em’ All og Ride The Lightning. Pladen blev indspillet i Danmark, i Sweet Silence Studios i København under producer Flemming Rasmussen, som senere fik en fornem karriere ud af sit samarbejde med Metallica. Efterfølgende producerede han således for andre store navne som Morbid Angel og Blind Guardian. Master of Puppets er samtidig den sidste Metallica plade, hvor bandets oprindelige bassist Cliff Burton optræder. Han døde kort tid efter udgivelsen i en tragisk trafikulykke i Sverige, hvor bandets tourbus væltede. Tekstmæssigt omhandler pladen temaer omkring magt, afmagt og magtmisbrug. F.eks. handler nummeret “Welcome Home (Sanitarium)" om at være indespærret på et sindssygehospital, imens sangen "Disposable Heroes" handler om, hvordan unge soldater mister livet i meningsløse krige. Master of Puppets er i det hele taget et arketypisk thrashmetal album. Tempoet er hurtigt og aggressivt, alle numrene har fantastiske riffs og soloer, og der er masser af komplekse temposkifts, som gør albummet både nærværende og varieret. Master Of Puppets er ekstremt vedholdende og der er faktisk kun gode numre på dette mastodontiske album:

1. Battery (10/10):
Battery er et af de bedste eksempler jeg kender på den speed og aggressivitet, som, kombineret med stor melodiøsitet, kendetegner ægte thrashmetal. En storslået akustisk intro leder hen til et voldsomt frontalangreb fra både bas, guitarer og trommer, som er med til at sætte standarden for resten af albummet. James Hetfields brutale vokal, de lynhurtige guitarriffs og en ung og energisk Lars Ulrich på trommer, samt Kirk Hammetts guddomeligt inspirerede guitarsolo efter ca. 3 minutter, udgør tilsammen et af de bedste metalnumre nogensinde.

2. Master Of Puppets (10/10):
Titelnummeret "Master Of Puppets" er måske ikke lige så speedet og aggressivt som åbneren Battery, men i det mere end 8 minutter lange nummer, får man til gengæld et fantastisk indblik i Metallicas unikke evne til at komponere storslåede melodier. Samtidig er mellemspillet helt uden sidestykke. Her kan man tale om guddommelig inspiration.

3. The Thing That Should Not Be (8/10):
Igen et absolut godkendt nummer. Sangen handler om et ondskabsfuldt væsen fra H.P. Lovecrafts Cthulu univers. Nummeret har måske en tendens til at blive en lille smule tungt og trægt i længden, men det er ikke noget stort kritikpunkt.

4. Welcome Home (Sanitarium) (9/10):
Et mere afdæmpet nummer, der rent tekstmæssigt bringer os ind i tankerne hos en mentalpatient, som er indespærret på et sindssygehospital. Her er det helt afgjort stemningen, der gør nummeret til noget særligt.

5. Disposable Heroes (9/10):
Igen et fremragende nummer. Det tog mig lidt længere tid, at lære at værdsætte dette nummer, men i dag forstår jeg ikke hvorfor, for det er et fremragende nummer med et gennemtænkt riff og et virkelig catchy omkvæd.

6. Leper Messiah (7/10):
Endnu et velfunderet nummer. Handler om religiøs undertrykkelse.

7. Orion (Instrumental) (10/10):
Muligvis verdens bedste instrumentalnummer? Jeg kan personligt kun nævne "The Call of Ktulu" fra Ride The Lightning albummet, som kan måle sig med det her…

8. Damage Inc. (8/10):
En fuldstændig ubegribelig fed intro. Endnu et glimrende thrash nummer og en fremragende måde at afslutte pladen på.

Sammenlagt er der ikke så meget andet at sige, end at Master Of Puppets er et af de allerbedste metalalbums nogensinde. Det har ikke haft den samme betydning for thrashmetal genrens udvikling som debuten Kill Em'All (1983), men det viser til gengæld Metallica på deres absolut højeste. Det var også derfor, at producer Rick Rubin tvang bandet til at gennemlytte Master Of Puppets i flere måneder op til indspilningen af Death Magnetic. Thrash kan nemlig ikke gøres meget bedre, kun anderledes...

Kommentarer (8)

Heavy_Hust

Tidligere anmelder

Indlæg: 9

Nice anmeldelse, men hvorfor

Nice anmeldelse, men hvorfor i alverden bliver den anmeldt nu?

Heavy_Hust gav Metallica - Master of Puppets 10/10.

Time Signature

Time Signature

Tidligere anmelder

Indlæg: 65

Helt enig i anmeldelsen. Og

Helt enig i anmeldelsen. Og der er aldrig noget forkert tidspunkt at lave en god anmeldelse af "Master of Puppets" på ;-9

Time Signature gav Metallica - Master of Puppets 10/10.

Heavy_Hust

Tidligere anmelder

Indlæg: 9

Haha sq meget rigtig, men der

Haha sq meget rigtig, men der kræves en mere begrundet årsag. For i så fald er der da noget Slayer der skal genanmeldes.

Heavy_Hust gav Metallica - Master of Puppets 10/10.

Claus Ljørring

Claus Ljørring

Redaktør

Indlæg: 378

Hvis I har læst under vores

Hvis I har læst under vores nyhed, så kommer der en genanmeldelse hver eneste dag de næste mange dage. Kan sige så meget at vi har Slayer, megadeth, Testament og Manowar på tapetet indtil videre plus flere ;)

Claus Ljørring gav Metallica - Master of Puppets 8/10.

Daniel Wilkens

Daniel Wilkens

Tidligere anmelder

Indlæg: 178

Der hersker bestemt ingen

Der hersker bestemt ingen tvivl om at "Master Of Puppets" er en klassiker, der fortjener 100%... Men jeg finder anmeldelsen fuldstændig unødvendig, for hvis man skal anmelde klassikere, bør det helt klart have været "Kill'em All fra 1983... Det var en langt mere banebrydende og historisk skive end "Master Of Puppets". "Kill'em All" var en af de plader, der var med til at skabe hele thrash-genren og istedet for bare at anmelde gode gamle skiver, ville det have været langt mere interessant at anmelde de banebrydende skiver, der rent historisk har haft langt større betydning for en given genre...

Daniel Wilkens gav Metallica - Master of Puppets 10/10.

Claus Ljørring

Claus Ljørring

Redaktør

Indlæg: 378

Er enig med dig DSW men vi

Er enig med dig DSW men vi kan jo sagtens tage det album ind også....

Claus Ljørring gav Metallica - Master of Puppets 8/10.

KingOfDarkness

KingOfDarkness

Tidligere anmelder

Indlæg: 2

Jeg har stemt 90% af den

Jeg har stemt 90% af den simple årsag at jeg har altid haft Kill Em All som min top farvorit fra metallica. Men helt sikkert MOP er en klassiker og er sådan et album man altid vender tilbage til. Det er faktisk den første LP jeg købte for ca. 22 år siden sammen med AC/DC Back in black så det er lidt sjovt at den ryger på som den første klassiker.

KingOfDarkness gav Metallica - Master of Puppets 9/10.

666

Indlæg: 4

100% ikke så meget pis

100% ikke så meget pis

666 gav Metallica - Master of Puppets 10/10.