Metal Inquisitor - Ultima Ratio Regis

Ultima Ratio Regis

· Udkom

Type:Album
Genre:Power metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Tysk kvalitet, men også rigtig kedeligt.

Tyske Metal Inquisitor blev dannet i 1998, og udgav deres første demo samme år. I 2002 udkom deres første full-length, The Apparition og siden er fulgt et par albums mere, samt en EP og et livealbum. Nu er de ude med Ultima Ratio Regis, som er deres fjerde full-length.

Siden dannelsen har bandets mission været soleklar; Der skal spilles traditionel, klassisk heavy uden de store udsving - og sådan lyder det stadig. Fra allerførste skæring, "Confession Saves Blood", og frem til pladens slutning 44 minutter senere, spilles der fuldstændig stueren og klassisk heavy. Inspirationen fra Iron Maiden og Judas Priest er tyk som bare fanden. Her er både en dygtig sanger med et bredt register, samt to guitarer, der spiller harmoniske passager efter den kendte skabelon. Energien, de yderst velspillende musikere samt den velproducerede lyd er også på samme høje niveau, men så stopper det desværre også her. Sangskrivningsmæssigt kan Metal Inquisitor nemlig slet ikke være med, og efter et par gennemlytninger sidder man tilbage med en fornemmelse af, at man lige har hørt en håndfuld numre fra de førnævnte bands respektive skraldespande. Ikke at skiven er decideret dårlig - slet ikke - men der er på den anden side heller ikke en eneste passage, guitarsolo eller hook fra et omkvæd, der bliver hængende i ørerne efter anlægget er slukket. Musikken er så stueren og klassisk, at her, trods den gode lyd og de dygtige musikere, faktisk er tale om et rigtig kedeligt album. Det er harmløst, intetsigende og hurtigt glemt.

Metal Inquisitor har ikke noget, som andre bands ikke har. De har da sikkert en pæn fanskare hjemme i Tyskland, og spiller sikkert også nogle fine koncerter, men nytænkning og udvikling af noget eksisterende er ikke udtryk, man kan kaste efter dem. Fans af genren bør ikke spilde deres tid her. Lyt hellere til klassikerne fra Maiden eller Priest, for Metal Inquisitor bidrager ikke med noget særligt.

Trackliste: 01. Confession Saves Blood 02. Burn Them All 03. Call The Banners 04. Black Desert Demon 05. Bounded Surface 06. Death On Demand 07. Self Denial 08. Servant Of State 09. The Pale Messengers 10. Second Peace Of Thorn

Confession Saves Blood - Albumstarteren, der muligvis også er pladens bedste nummer.