Alle gode gange tre … Eller
Nergal, geniet bag Behemoth, er virkelig en travl mand, og det lader til, at det at sidde stille er ham en umulighed. Hans primære projekt har udgivet både et livealbum samt afholdt tre jubilæumskoncerter, og nu er hans sataniske cowboyband, Me and That Man, klar med sit tredje album, trods det at de sorte ryttere udgav et album tilbage i marts 2020. Ligesom på forgængeren er Nergal trådt i baggrunden og står derfor kun for det instrumentelle bidrag, mens vokaltjansen er overladt til en perlerække af metal- og rockkendisser. Mit primære kritikpunkt af det forrige album var netop, at Nergal fyldte for lidt, og at ikke alle hans kolleger bidrog med noget positivt. Eftersom denne udgivelse følger præcis den samme formel, er spørgsmålet så, om mit kritikpunkt vil være nøjagtig det samme som før?
12 = 2
New Man, New Song, Same Shit, Vol. 2’s gæsteliste har et større fokus på artister fra ekstremmetalgenren end forgængeren. Vi har folk som Abbath (ex-Immortal), Alissa White-Gluz (Arch Enemy), David Vincent (ex-Morbid Angel) Mantas (ex-Venom) og Kristoffer Rygg (Ulver), så ved første øjekast kunne man godt tro, at det her album havde lidt mere kant og ”oomph” end de to tidligere udgivelser. Men niksen-biksen, Karen Blixen! Det er præcis samme omgang trist cowboyblues, som stinker af Tarantino-westerns som Django Unchained og The Hateful Eight, som efterhånden er blevet synonym med Me and That Man. Bevares, albummet hedder da også Vol. 2, men derfor må man da godt prøve at ryste posen bare en my eller to.
Trods tracklisten siger, der er 12 numre, er der reelt set kun to sange på albummet; ”melankolsk-cowboy-rundkreds-sangen” og ”røvballe-western-midt-tempo-skyd-skurken-og-bestil-en-whiskey-i-et-beskidt-glas-sangen”. Det skal hurtigt påpeges, at jeg faktisk godt kan lide Me and That Man, og den første plade Songs of Love and Death fra 2017 var et spændende forsøg fra Nergals side og en udmærket omgang dark folk. Men som med de sidste par udgivelser fra Behemoth, så er det, som om Nergal har udviklet et heftigt tunnelsyn og kun kan lave den samme plade igen og igen, og for hver gang bliver resultatet mere og mere udvandet – som var han ramt af en forbandelse fra et glemt Brødrene Grimm-eventyr. Men nok om Nergal, lad os i stedet kigge på de gæster, han har fundet denne gang. Personligt var jeg spændt på at høre, hvordan Abbath ville bidrage til countrymusik. Men i stedet for klassisk Immortal-Abbath har Nergal hyret Bömbers-Abbath – og det sidste, denne her skive manglede, var altså en forkølet Lemmy-kopi, men ak. Dave Vincent kommer med et udmærket, men anonymt bidrag. Randy Blythe er nok umiddelbart den, der gør det bedst af de mandlige gæster, men imponerende er det ej. Alissa White-Gluz lyder som alle andre kvindelige countrysangerinder og bør holde sig til at growle – hvilket faktisk gælder samtlige ekstremmetalgæsterne. Der er nok en grund til, de har gjort en karriere ud af at skrige og skråle i stedet for at synge rent.
Der er dog lige én enkelt undtagelse, nemlig Amalie Bruun aka Myrkur. Man kan mene, hvad man vil om hendes egen musik, men synge … det kan hun! Hvilket automatisk gør nummeret ”Angel of Light” til det bedste nummer sammen med ”Under the Spell”, hvor Tobias Forge (Ghost) gæster med – det har dog blot det resultat, at nummeret ender med at lyde nøjagtig, som om det skulle have været på deres forrige EP, Seven Inches of Satanic Panic. Men i det mindste har han ikke fået Matt Heafy til at croone sig igennem et nummer, og tak Lucifer for det!
Musikalsk dødvande
Langt hen ad vejen kunne jeg lige så godt have kopieret min anmeldelse af New Man, New Song, Same Shit, Vol.1, og blot ændret gæsternes navne. For det her er ikke blot en fortsættelse, det er stort set præcis det samme album. Man skal være en form for ”Me and That Rainman” for at kunne høre, hvorvidt det var Vol. 1 eller Vol. 2, der var blevet sat på jukeboksen. Så ud fra den logik burde jeg vel også belønne denne udgivelse med samme karakter – når nu de er så ens. Men den går simpelthen ikke, Adam! Det her er den musikalske ækvivalent til at træde vande. Det er dovent, det er kedeligt, og det er ren og skær autopilot. Hvis Me and That Man på nogen måde skal være relevant i 2021, så skal der virkelig ske noget nyt – og det skal være i en allerhelvedes fart. Det er fint, at Nergal gerne vil hygge med sine venner og veninder, men det her er useriøst, bøvet og strengt taget ligegyldigt. Forstil jer i stedet et metalnummer, hvor Nergal, Abbath og Tobias Forge bare jammede derudaf – se dét ville rykke! Men der er sgu da for helvede ingen, der vil høre Dave Vincent spille lejrbålsguitar!
