Marienbad - Werk 1: Nachtfall

Werk 1: Nachtfall

· Udkom

Type:Album
Genre:Doom metal
Spilletid:45.26
Antal numre:8

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Marienbad er et tysk gothic doom metal band (nogle af medlemmerne er også involverede i Eisregen), og "Werk 1: Nachtfall" er, som titlen indikerer, deres debutalbum. Det skal siges, at der findes både en engelsksproget (kaldet "Opus 1: Nightfall") og en tysksprogetversion, hvoraf jeg - desværre - kun har adgang til den engelsksprogede. Jeg ville foretrække at høre lyrikken på det oprindelige tyske sprog, men musikken skulle være identisk på de to versioner.

Musikalsk er der tale om doom metal med gotiske undertoner, forstået således at Marienbad virker en del inspireret af Paradise Lost og Tiamat - uden at være kopister. Musikken er tung efter normal rock standard, men måske nærmest uptempo efter doom metal standard og også ganske melodisk. Der gøres også brug af episk lydende keyboards og melankolske klaverlyde, hvilket bidrager fint til den allerede mørke atmosfære, der er på dette album.

Musikken er ikke det mest tekniske, og har til tider en nærmest rocket kant, og vækker en stemning, der også høres i melankolsk alternativ rock fra 90erne og den mørkere pop fra 80erne (a la Depeche Mode). Musikalsk er albummet meget ekspressivt og ganske vellykket, hvis man er til den slags musik, men vokalen er jeg ikke så begejstret for, da jeg ikke synes dens snerrende kvalitet passer til albummets øvrige stemning - der ville en mere melodisk og operatisk vokalstil have passet meget bedre. Den tyske version er måske mere vellykket vokalmæssigt, da den meget tyske accent på den engelske version ødelægger stemningen lidt - jeg kan forestille mig, at dette ikke er tilfældet på den rent tyske version. Der er dog enkelte steder, hvod den snerrende vokal kombineres med en mere klagende vokal, hvor det faktisk virker fortrineligt.

Men i det store hele er "Nachtfall"/"Nightfall" et mørkt og dommedagspræget ganske udmærket gotisk doom metal album.