Der er ikke så meget andet for mig at gøre, end at bukke mig i støvet, rejse mig op og kaste djævlehornene i vejret for Machine Head, og sende en topkarakter afsted, for Unto the Locust er fantastisk.

Efter 4 år er Rob Flynn og resten af mægtige Machine Head tilbage med deres nyeste skive Unto the Locust. Deres seneste skive The Blackening modtog stor hæder rundt om i den ganske metal verden, og flere anmeldere kaldte The Blackening for årets metalskive, med flere topanmeldelser til følge. Personligt var jeg selv lidt lunken ved The Blackening. Der var for mig på albummet flere gode momenter, men skiven fangede mig aldrig rigtigt. Derfor er det med en portion spændende og naturlig skepsis at Unto the Locust for lov at gå igang. Og lad mig slå fast med det samme. Jeg er i den grad solgt. Jeg synes, at Unto the Locust er meget bedre end The Blackening, hvilken nogle sikkert er uenige med mig i, men som denne anmeldelser beskriver, at jeg fuldstændig solgt,

I Am Hell

Unto the Locust lægger ud med en gang smuk kor, som messer den samme sætning Sangri Sani igen og igen, indtil trommerne og guitarerne overtager, og Flynn begynder at messe i stedet for koret. I Am Hell (Sonata In C#) I) Sangre Sani II) I Am Hell III) Ashes To the Sky er den mundrette titel på første nummer. En titel, som er udover det sædvanlige på et album, som i den grad er ud over det sædvanlige, og som indikerer en ny Machine Head æra. I Am Hell.... er et virkelig helstøbt nummer, som både er smukt, grumt, brutal, hurtigt, langsomt og en energiudladning af den anden verden. Nummeret er på et eller plan en tre-trins raket, som er bygget op omkring et messende kor, der bliver videreført af Flynns vokal med en virkelig lækker rytme og bas rundgang, hvorefter nummeret eksploderer i en mere Machine Head lignende lyd, som man kender det fra foregående album, dog med flere tvist, for lyden af Machine Head er blevet, ja nærmest mere moden og raffineret. Nummeret er utrolig varieret, og grunden til at netop dette er min favorit på Unto the Locust er, at nummeret på en gang rummer alle de elementer, som man som lytter kommer til at bruge den næste time på.

Bandet har udfordret sig selv, og sluppet godt fra det

Især Flynns vokal har gennemgået en stor udvikling. På forrige skiver har jeg manglet lidt variation på den kant, hvilket jeg i den grad har fået på Unto the Locust. Det ene øjeblik har Flynns vokal karakter af messen, til at skifte over til den velkendte energifyldte vokal, til en nærmest dødsmetal råbende karakter. Udover vokalen er albummet mere harmonisk end de tidligere skiver fra Machine Heads hånd, og Machine Head formår den svære kunst få skabt en rød tråd gennem et meget varieret album. Bandet spiller stort set på alle tænkelige tangenter, så man på det ene tidspunkt høre en Puddle of Mudd lignende rock lyd, hvorefter lyden bliver mere ala 80‘ernes metal og over til døds metal, hvorefter bandet igen samler trådene og rammer den velkendte Machine Head lyd. Dette skaber nogle rigtig fede kontraster, og det er i den grad en oplevelse at lytte til et album, hvor bandet har udfordret sig selv, og sluppet godt fra det.

Årets skive so far

Alt i alt har Machine Head leveret noget af en perle, og for mig årets skive so fare. Unto the Locust er på en gang utrolig stemningsfuld, varieret, smukt, uden at man mister fornemmelsen af Machine Head lyden, som ligger under hvert eneste nummer, og skaber en dybde og kontrast jeg sjældent har hørt magen til. Flynns vokal er uovertruffen, og jeg får decideret gåsehud når skivens sidste nummer Who We Are klinger ud (der er tre ekstra numre, hvis det er special edition skiven du får fat i). Det er sjældent jeg bliver rørt over metal musik, men dette nummer skaber en dybere stemning af rørthed i mig, hvilket jeg sjældent har oplevet. Nummeret er en smuk afslutning, på et fantastisk album.

Der er ikke så meget andet for mig at gøre, end at bukke mig i støvet, rejse mig op og kaste djævlehornene i vejret for Machine Head, og sende en topkarakter afsted, for Unto the Locust er fantastisk.