Prins M., sikke et parti!
Lamp of Murmuur kan vinde mange priser. Prisen for mest ulæselige bandlogo, tjek. Prisen for mest åndede bandnavn, tjek. Prisen for at være det bedste Immortal-kopiband i mands minde, tjek. Prisen for den mest snerrende og derved uforståelige vokal i hele 2025, yes, den får han også! Jeg var ret glad for Saturnian Bloodstorm fra 2023, og indtil videre har bandet aldrig rigtigt skuffet – hvilket også er prisværdigt. Men nu er M. klar med sin fjerde udgivelse, og denne gang berettes der om en forpint og forvildet prins, der kæmper for at opnå åndelig frihed og en spirituel genfødsel. Ja, det lyder jo fornemt og vældig grandiost, men også som en stor omgang ordsalat uden reel substans.
Så derfor må vi spørge os, om Prins M. her har 75 guldkameler og 50 påfugle. Fortjener han et korrekt buk og et underdanigt salaam, eller er han blot en bleg og ussel gadedreng?
Alle får en svingom!
Man er bestemt ikke i tvivl om, hvorvidt det stadig er Immortal-plakater, der pryder øvelokalet. Ganske vist har der også sneget sig lidt Stormblåst og De Mysteriis Dom Sathanas ind hist og pist, men det er fortsat Abbath og Demonaz, der får lov at agere muser. Med andre ord så er The Dreaming Prince in Ecstasy et enormt riffdrevet værk, og det er bestemt guitarmelodierne, der dominerer lydbilledet fra start til slut. Nu og da sidder man med følelsen af at lytte til et thrashalbum, der bare har fået et sort slør kastet ned over sig. Tag nu ”Reincarnation of a Witch”: Hvis det nummer havde været skrevet i dur i stedet for mol, så havde det været en klassisk omgang 1980’er-øllebøllethrash.
Der er også markant flere guitarsoli på album nummer fire her, end hvad vi før har hørt fra Lamp of Murmuur – helt generelt er det tydeligt, at M. har brugt de sidste par år på at øve, øve og øve. Han har virkeligt forbedret sig som både musiker og sangskriver – ikke at han var dårlig før, men han er bare blevet så meget bedre i løbet af de sidste to år. Det er imponerende – og fedt!
Ydermere er det her det mest eksperimenterende Lamp of Murmuur-album til dato. Der er skruet gevaldigt op for Dimmu Borgir-keyboardet, morfars gamle akustiske guitar er blevet støvet af, og gudhjælpemig om ikke også vi bliver præsenteret for reel skønsang nu og da . For slet ikke at tale om ”The Dreaming Prince in Ecstasy Part II – Twilight Orgasm”, der lyder som et glemt Pink Floyd-nummer. Med andre ord så er The Dreaming Prince in Ecstasy et fremragende eksempel på, hvordan et band kan udvikle sin lyd, men samtidig bibeholde sin kerne samt grundessens. Så jovist, det her er et black metal-album, men det er også et album, hvor både thrashen, melodøden, gothen og proggen spiller op til dans, og alle får en gevaldig svingom
Skal du have en portion til?
Al denne ros til trods så er der dog en enkelt ting, som jeg er nødt til at påpege, for det er desværre ikke alt, der er fryd og gammen på albummet her. Det er simpelthen for endeløst. Albummet er for overmættet, og der er ikke ét nummer, der ikke kunne tåle en måned på Nupo. Der er tale om en usleben diamant med andre ord. Men det er jo et klassisk problem med soloprojekter, nemlig fraværet af en producer eller et andet bandmedlem til at agere modpol. Jeg kommer til at tænke på det gamle klip fra Some Kind of Monster, hvor Lars Ulrich ligger foran, hvad der rent objektivt må være et af de grimmeste malerier i verdenshistorien, og ævler om, hvornår kunst egentlig er færdig. Men så igen: Vil man ikke hellere gå fra bordet og være overmæt end at være sulten?