Den tyske retro-trio leverer igen glimrende 70'er-syre. Men lige en tand for langhåret.

Europas mest hårdtarbejdende band

Det er prædikatet, der ofte er blevet sat på tyske Kadavar. Og siden dannelsen i 2010 har psych-/stoner-trioen da også udgivet tre solide albums og turneret nærmest konstant. Det er en imponerende præstation.
Det seneste album, den ret så fede Berlin fra 2015, katapulterede bandet op i retro-rockens superliga, og nu er de minsandten på banen igen med deres fjerde langspiller, Rough Times.

Forventningens glæde...

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg personligt havde glædet mig en hel del til Rough Times. Meget få bands kan matche Kadavar, når det kommer til de tonstunge iørefaldende riffs, de gyngende grooves og den dejligt syrede 70'er-vibe, som alt for mange bands for tiden prøver at genskabe - de fleste uden held. Men uden at være decideret skuffet over skiven er jeg heller ikke helt oppe at flyve over den.

Det starter ellers godt og groovy med titelnummeret, skarpt efterfulgt af det stærke single-udspil "Into the Wormhole". Allerede her står det klart, at der venter et album forude med masser af fuzz og en hel del syre.
På "Skeleton Blues" og "Die Baby Die" går albummet en anelse ned i kadence. Ikke kvalitetsmæssigt, men mere hvad angår tempo og tilgængelighed. Store dele af det meget direkte udtryk og de let iørefaldende melodier, som prægede forgængeren Berlin, er på Rough Times blevet erstattet af mere introverte og sløve kompositioner. Og det kræver ærligt talt lidt tilvænning, hvis man, som jeg, ventede noget andet. Hen mod slutningen af skiven kommer Kadavar dog tilbage til den noget mere direkte approach. Blandt andet i form af den meget fine, afdæmpede crowdpleaser "You Found The Best In Me". Vi er næsten ovre i noget Lynyrd Skynyrd'sk blues-rock, og det er bestemt ikke det værste.

Efter 45 minutter er skiven slut. Really? Var det alt? Selv efter tredje og fjerde gennemlytning er jeg ikke fuldkommen tilfredsstillet. Hele vejen gennem skiven er det "lige ved og næsten", men den store forløsning udebliver. Bevares, lige netop Kadavar har om nogen gjort sig fortjent til at lave en eksperimenterende og introvert plade, hvis det er det, de har lyst til - og Rough Times er da heller ikke på nogen måde dårlig! - men jeg havde ærligt talt håbet på noget, der kildede helt ned i bollerne.

Der mangler lige det sidste

Det kan både være godt og skidt, når en plade ikke er, som man forventer. Det gode ligger i, at man bliver overrasket og tvunget ud på ukendt grund. Det dårlige er jo så bare nogen gange, at det ukendte ikke er ligeså godt som det, man kendte i forvejen. Rough Times er fed og syret 70'er-fuzz, der skiftevis rykker som bare fanden og andre gange bliver en kende navlepillende. Det er på den gode side af det jævne, men uden at taget nogensinde letter.

Til alle dem, der skal ind at opleve Kadavar live her i efteråret, vil jeg bare sige, at I kan være helt rolige. De ti nye sange, som Rough Times rummer, skal nok fungere ganske glimrende på en scene sammen med bandets øvrige repetoire. Men på plade forbliver de fleste numre en tand for indadvendte og syrede, og super godt gang i den kommer der desværre aldrig.