Ekstremmetallens veteraner serverer glimrende old school death metal
Supergruppe eller super gruppe?
Det hænder af og til, at etablerede musikere, der til daglig slår deres folder i lige så etablerede bands, har brug for lidt luftforandring for at få afløb for deres endeløse strøm af gudsbenådet kreativitet. Sådanne mere eller mindre spontane sideprojekter kan fra tid til anden resultere i en såkaldt supergruppe, som vi stakkels lyttere så, desværre ret ofte, skal plages med. Hvem husker ikke ultrakedelige Legends of the Seagullmen med blandt andre Danny Carey og Brent Hinds? Eller rodebutikken Chickenfoot med Sammy Hagar, Joe Satriani og Chad Smith? Eller hvad med rædderlige Damnocracy med Sebastian Bach, Ted Nugent og Scott Ian? Alle var de, tilsyneladende, fuldkommen ideforladte projekter, der kun kunne nydes af musikerne selv samt et par inkarnerede superfans. Bevares, de hygger sig sikkert kongeligt. Men hvorfor skal vi andre høre på det?
Ikke så nytænkende...
Okay, det var nogle meget grelle eksempler, jeg lige kom med, for der findes heldigvis også de tilfælde, hvor det lykkes markant bedre, og musikken også er relevant og vedkommende for andre end bandet selv. Og her er Insidious Disease et glimrende foretagende. Bandet er endnu et projekt, der tæller den produktive og hårdtslående Napalm Death-bassist Shane Embury, som nu for anden gang udgiver en langspiller med vennerne Silenoz fra Dimmu Borgir, Tony Laureano fra Naphobia, Cyrus fra Susperia samt Groo, der engang brølede i mægtige Morgoth. Pladen hedder After Death, og selvom den langt fra er noget mesterværk, er den egentlig en ganske udmærket skive, som mange fans af den klassiske death metal kan nyde.
Dystre og konstant huggende riffs tilsat klassisk frådende death metal-vokal, kække temposkift og medrivende grooves. Sådan kan man bedst beskrive dagsordenen hos supergruppen, hvilket måske ikke ligefrem lyder vanvittigt innovativt, men det virker. Formlen, der benyttes, trækker på alle de gode gamle virkemidler, hvor det solide og energiske udtryk og det dejligt mudrede lydbillede hiver helhedsindtrykket op over middel. Den dybe tallerken opfindes bestemt ikke, og der favnes ikke bredere end højst nødvendigt, men det, Insidious Disease gør, gør de godt. Hør bare “Unguided Immortality”; som udgangspunkt gør Shane og hans kumpaner ikke noget nyt og vildt, der vil få den mest inkarnerede headbanger op af stolen, men ligesom det er tilfældet med farmors fantastiske frikadeller, ved disse fem veteraner præcis, hvordan en velkendt ret skal serveres. Selvom man har smagt den hundrede gange før.
...men du skal alligevel give dem et lyt
Bare fordi man er et kendt navn fra et stort etableret band, er det ikke ensbetydende med, at vi allesammen gider bruge tid på det, når vedkommende absolut synes, at hele verden skal nyde deres soloprojekt, supergruppe, spoken word-podcast, eller hvad det måtte være.
Ligeledes vil Insidious Disease heller ikke være ret interessant for det mere kræsne metalpublikum, men helt tosset er det nu ikke, hvis man af og til kan nyde det mere gammeldags og velkendte. De favner ikke bredt i deres musikalske udfoldelser, eksperimenterer på ingen måde og beskæftiger sig kun med ganske små dele af death metal-spektret, men der, hvor de skyder, rammer de plet. After Death vil ikke blive husket for noget særligt, men jeg skal nu indrømme, at det er en fornøjelse at lytte til så dygtige death-smede gøre, hvad de gør bedst.
