Elefanten i rummet
Før vi kan dykke ned i A Black Mass for A Black Grave, er vi nødt til at adressere den enorme elefant i corpsepaint ovre i hjørnet af det imaginære rum, vi befinder os i, som er bandets guitarist/sanger Dagon. Dagon mangler ikke lig i lasten, ej heller skeletter i skabet. Vi har at gøre med en mand, der er dømt for besiddelse af en uhyrlig mængde børneporno samt de desværre næsten obligatoriske nazianklager vedrørende hans sideprojekt 88MM. Alt dette har ganske vist ikke noget med Inquisitions musik at gøre, men på samme måde som alle Burzum- og Mayhemanmeldelser altid nævner deres fortid med mord og brandstiftelse, så bør Dagons fritidssysler også blive nævnt og hevet frem i lyset, så folk da har en ide om, hvem de potentielt støtter. Men nu til albummet …!
Kreds for kendere
Det er små fire år siden, Inquisition udgav deres forrige album, som bærer den særdeles mundrette titel, Bloodshed Across The Empyrean Altar Beyond The Celestial Zenith. Et album, hvor bandet havde valgt at erstatte deres ellers ret skarpe og klare lyd med lyden af mudderskred og druknedød. En lyd, man måske kan genkende fra Mayhems album Ordo Ad Chao. Men nu er de så tilbage, og lyden er klassisk, krystalklar, Inquisition som vi kender det, komplet med Dagons ”unikke” vokal – som tidligere, med rette, er blevet sammenlignet med frøen Kermit.
Det virker til, at Dagon og Incubus virkelig har haft meget på hjerte siden deres sidste udgivelse, for A Black Mass for A Black Grave er noget af en omgang. Med 12 numre og en spillelængde på lidt over en time giver de os altså rigeligt med materiale at konsumere og fordøje. Men samtidig virker det også til, at de har haft svært ved at begrænse sig og måske svært ved at skære fedtet fra – for selvom der er masser af guldkorn på albummet, så er der også virkelig meget fyldstof og adskillige passager, der godt kunne være blevet sorteret fra, eller i hvert fald skåret ned. Det virker generelt også til, at Dagon og Incubus har haft svært ved at finde ud af, om man skulle gå efter den mere klassiske og konfrontatoriske black’n’roll stil, eller om fokus skulle være på de episke, meditative og barokinspirerede passager, for selv om bandet gør begge dele fremragende, så opstår der altså en vis dissonans mellem de to stilarter. Ligeledes kan jeg godt undre mig lidt over, at Dagons vokal er så højt i mixet, for ganske vist er den nok et kendetegn ved Inquisition, men ærligt talt, så lyder han lidt som en halvsløj Abbath-imitator. Alt i alt tror jeg, at man skal være virkelig hardcore fan af Inquisition for at kunne se det geniale i A Black Mass for A Black Grave.
Misforstå mig nu ikke, for det er ikke et dårligt album; der er masser af gode numre, hvor bandet formår at brillere som ”Triumphant Cosmic Death”, ”Luciferian Rays” eller ”A Glorious Shadow from Fire and Ashes”,som muligvis er albummets absolut stærkeste nummer.
Men lige så ofte sker det, at man sidder og kigger på sit ur og spekulerer over, hvorvidt det er gået i stå eller ej – og det er ikke en god ting!
For meget af det gode er stadig for meget
Det virker til, at Inquisition har tænkt, at hvis de skulle have en chance for at lave et album, der kunne få folk til at glemme diverse anklager og juridiske domme, så skulle den fanden gale mig spilles på alle tangenterne! Alt skulle hives frem fra gemmerne og vises frem, selv køkkenvasken. En strategi, der er forståelig nok, men et resultat, hvor man sidder og føler sig mættet, før man er halvvejs igennem måltidet.
