Hooded Menace spiller koncert på Kill-Town Death Fest VI - The Resurrection.
Hooded Menace - Ossuarium Silhouettes Unhallowed

Ossuarium Silhouettes Unhallowed

· Udkom

Type:Album
Genre:Doom metal
Antal numre:6

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Ordbogsroulette

Jeg indrømmer blankt, at jeg aldrig har hørt om finske Hooded Menace før, selvom de på ti år har et hav af udgivelser bag sig, hvor en stor del af deres nu 15 udgivelser er EP'er og split albums. Jeg indrømmer mindst lige så blankt, at jeg på ingen måde forstår, hvorfor man skal have albumtitler, der mere virker, som om man i en ordbog har fundet tre ord, der lyder lige så dystre som musikken man spiller. Men "Uhellige Benhus Silhouetter" - eller hvordan man nu oversætter det vås - er nok en passende titel, når man spiller doom.

God smag og knogleknusende riffs

Før jeg overhovedet lytter til en uhellig tone fra albummet, har jeg konkluderet, at bandet har god smag og hjertet på rette sted. Bandet har også de på deres mange split-udgivelser samarbejdet med nogle små, men respektable bands, som Anima Morte, og med mægtige Asphyx. Ligeledes har bandet lavet et cover af et af Celtic Frosts mest oversete numre, "Sorrows of the Moon", og har gjort et fortrinligt stykke arbejde, da de behættede lømler har gjort den tungere og endnu dystrere, mens de har formidlet smerten i nummeret, uden at have vokalen som det bærende element som i originalen.

Faktisk passer ovenstående fint på Hooded Menace, da de har tunge riffs, som på "Charnel Reflections" er nærmest knogleknusende. Den tunge lyd kører dog i reglen sideløbende med stærke melodier, der på sine stærkeste øjeblikke, som "In Eerie Deliverance", minder mig om danske Saturnus på Martyre. Dette er et stort kompliment, og man kan ikke tage fra bandet, at de er kompetente, soniske smede af melodisk smerte og mørke. Til gengæld flyder det ikke med mit mørke vinteraftenshumør, at min til-vejret-passende doomplade pludselig begynder på melodier, der er som taget ud af en Maiden klassiker. Det opbryder stemningen, og efter min mening har Hooded Menace det et par gange hen over albummet, hvor det bliver lidt for muntert. Når man spiller dyster doom, vil jeg i en højere grad forføres af stemningen og føle Weltschmerz mere, end hvad tilfældet var. Dette endda med tanke på, at "Black Moss", albummets sidste nummer, er en kandidat til årets bedste og mest emotionelt instrumentale numre.

Dysterhed efter finsk tradition

Med Ossuarium Silhouettes Unhallowed leverer finnerne et velspillet, tungt album i death/doom genren, og de viser da også, at de har den, for finnerne, medfødte forståelse for de dystre melodier. Hvad Hooded Menace gør godt, gør de fantastisk og kan sagtens slås med de bedste derude. Desværre er numre som "Cathedral of Labyrinthine Darkness" og "Cascade of Ashes" ikke lige så stemningsfulde og noget, som jeg måske hellere vil skippe, selvom sidstnævnte har albummets måske bedste riff, omend det kun kører kortvarigt i slutningen af sangen. Andre steder på albummet forekommer der små, men for indlevelsen forstyrrende opbrud i den ellers så dejligt, dystre følelse jeg får af at lytte til kvalitetsdoom, som Ossuarium Silhouettes Unhallowed trods alt er.

Tracklist

  1. Sempiternal Grotesqueries
  2. In Eerie Deliverance
  3. Cathedral of Labyrinthine Darknes
  4. Cascade of Ashes 
  5. Charnel Reflections 
  6. Black Moss

Tilføj kommentar