Jesus Christ...!

Amerikansk black metal, USBM, er kendt for at være lidt mere eksperimenterende og legesyg end dens europæiske pendant. Tag bare bands som Imperial Triumphant, Wayfarer, Panopticon eller sågar Deafheaven, som alle er kendt for at tænke meget ud af boksen, når den sorte musik skal kreeres. Men så er der bands som A Hill to Die Upon, som tænker lidt mere ud af boksen end de fleste andre – man kan næsten sige, at de vender hele genren på hovedet. De tilhører den niche-niche-nichegenre kendt som ”unblack metal” eller kristen black metal. Efter at have hørt Black Nativity fristes man til at mene, at Varg Vikernes & Co. havde fat i den lange ende, da de stak ild på en række kirker i Norge …

Gvdstjeneste

At hente lyrisk inspiration fra Biblen er absolut ingen dårlig ide (ej heller en original ide), når der skal skrives ond musik. Både den kristne og jødiske mytologi er fyldt med historier om absurd ondskab og ufattelige grusomheder, som historierne om Job, Abraham og Isak eller Sodoma og Gomorra. Det er dog ufatteligt sjældent, at black-bands vælger at bruge Biblens ord til at lovprise dens budskab, men det stopper så ikke A Hill to Die Upon. Vi får da en ”herlig” hymne om de hellige tre kongers rejse mod Betlehem i form af ”We Three Kings”, og det må være første gang, at jeg har hørt den fortælling blive growlet – forhåbentligt også sidste. Black Nativity er rendyrket lovprisning, prædiken og salmesang, forklædt med nitter og corpsepaint. Det kunne man måske tolerere, hvis musikken så i det mindste var god, men her er så næste problem. Nok beskriver de sig som et black/death-band, men størstedelen af musikken kan bedst beskrives som lejrbåls-gospel og ørken-punk med lidt Darkthrone på toppen. Størstedelen af numrene, som ”Hymn to Marduk”, ”Left Handed Wizard (My Eyes Look West)” og ”What Child is This”, er sande ørkenvandringer med uengageret vokal, gospelklap og børnekor –ting, ingen nogensinde har savnet i sin black metal.

I det mindste er albummets 11 numre alle ret korte, så der er kun tale om en gudstjeneste på små 37 minutter. Halleluja!

Man skal virkelig lede med lys og lygte – eller måske nærmere håbe på en ledestjerne – hvis man skal finde noget positivt at sige om det her makværk. Derfor er man nødsaget til at nævne noget så banalt som mix og produktion samt lyden. Lige dér er der ikke en finger at sætte på albummet, da de musiske aspekter alle lyder fine, og de tre medlemmer er da ej heller dårlige instrumentalister. Men det er vitterligt også det eneste, der er værd at fremhæve ved Black Nativity.

Gott ist tot

Selv hvis man med vold og magt fjerner det altoverskyggende, moraliserende og kristne element, er der tale om dårlig musik. Kombinationen af lejrbålshymner og regurgiterede black-riffs holder absolut ikke, og det endelige resultat er en omgang uholdbart bavl. Men i det mindste er det hurtigt overstået …