Heksproces spiller koncert på Copenhagen Metal Fest 2026.
Heksproces - Dejlig er jorden

Dejlig er jorden

Udkom

Type:Album
Genrer:Post-black metal, Progressive Black Metal
Antal numre:6

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Forsinkede løjer

I februar måned udgav københavnske Heksproces deres debutalbum Dejlig er Jorden, et ambitiøst og komplekst værk, der blander progressiv metal, sludge, black metal og post-metal. Sådan en debut fortjener selvfølgelig nogle ord med på vejen, også selvom de kommer et halvt år efter udgivelsen. Men lad os lade den dårlige samvittighed blive i garderoben og koncentrere os om det væsentlige; nemlig musikken. Vi anmeldte deres debut EP Ligblomst i 2023, hvor Heksproces allerede viste, at der var mere i kedlen end blot kogende vand. Der var potentiale, særpræg og en tydelig lyst til at eksperimentere. Spørgsmålet er derfor, om besværgelsen er blevet stærkere med tiden, eller om heksen i mellemtiden er faldet ned i sin egen tryllegryde?

En vild heksejagt

Det er tydeligt at høre, at Heksproces er vokset som band, selvom selve opbygningen af numrene enkelte steder stadig halter lidt. Med tunge temaer som klimaforandringer, menneskets grådighed og verdens forfald er skiven samtidig højaktuel. De danske passager står knivskarpt og fungerer som en interessant kontrast til musikken, der er tung, deprimerende og nærmest nihilistisk i løs forstand. Det er kort sagt ikke et album, man sætter på, for at få lyst til at købe en kolonihave. Det herlige titelnummer ”Dejlig er Jorden” viser med det samme, at danskerne ikke er bange for at lade bassen få en central rolle. Thomas Trojahn får lov til at fylde sin rolle ud til fulde, og det er dejligt at høre. Alt for få bands forstår, hvor meget karakter en fremtrædende bas kan tilføre et nummer. Claes Sørensens kyniske levering passer også glimrende til de sprøde guitarriffs. Generelt fungerer nummeret godt som albumåbner, fordi det på få minutter får demonstreret flere af Heksproces’ stærkeste sider. Det er tungt, mørkt og råt.

”Struber Messer” forsøger sig med meget over 10 minutter, og det meste lykkes faktisk ganske godt. Progressionen er tydeligt, og der er en klar idé i nummeret, selvom enkelte passager har for meget repetition. Især mod slutningen, hvor struberne for alvor messer, trækkes det en kende for langt ud. Men det er mindre ting. For den klaustrofobiske stemning, som Heksproces forstår at skabe, er ganske enkelt altopslugende.

Som indledningsvis nævnt er der dog lidt problemer ved opbygningen af sangene. Nummeret ”Lys Formørker” bruger simpelthen for lang tid på… ja ikke så meget? De flettende riffs er ikke spændende nok til at retfærdiggøre spilletiden, og generelt føles nummeret som det svage indslag på en ellers god skive. Jeg savner også generelt lidt mere ”varme” på udgivelsen. For den bedste måde at fremvise en kold og kynisk verden på, er ikke nødvendigvis ved at fortælle os det igen og igen. Det er ved at vise os, hvad vi har mistet. Mørket bliver trods alt først rigtigt mørkt, når man har prøvet at stå i lyset.

Prægtig er Guds himmel

Hvordan ser vores himmel ud om blot 25 år? Ingen ved det. Jeg håber personligt, at vi når at sikre menneskets fremtid, især for min datters skyld. Netop derfor forsøger jeg at holde mig rolig. Heksproces’ skeptiske syn på fremtiden rammer hårdt, selvom budskabet enkelte steder godt kunne være leveret hurtigere. Københavnergruppen har uden tvivl udviklet sig siden Ligblomst, og Dejlig er Jorden viser et band, der tør udfordre både sig selv og lytteren. Og netop derfor kan skiven selvfølgelig anbefales, endda til en bred skare inden for metallens verden.

Tracklist

  1. Dejlig er jorden
  2. Lys formørker
  3. Struber Messer
  4. Masker glemmer
  5. Inden
  6. Solen synker